SAMFUND

EuroPride 2022 aflyst af serbisk regering

Lørdagens store EuroPride i Beograd er nu officielt aflyst af den serbiske regering.

Da man ikke kan garantere for deltagernes sikkerhed, har den serbiske regering nu officielt aflyst EuroPriden 2022, der skulle finde sted på lørdag i den serbiske hovedstad Beograd.

Ifølge den serbiske indenrigsminister Aleksandar Vulin skal regeringen kunne garantere offentlig sikkerhed og orden. Det ser man sig desværre ikke i stand til. Derfor må man ty til aflysning af lørdagens store pridedemonstration.

”På grund af den nuværende geopolitiske situation og spændinger i regionen vil meningsløse konflikter på gaderne i Beograd komplicere vores lands position. Derudover vil demonstrationen bringe sikkerheden for deltagerne og andre borgere i fare”, lyder begrundelsen fra Vulin.

Dansk støtte

Hos Copenhagen Pride støtter og bakker man helt og fuldt op om Belgrade Pride og organisationen bag Europriden.

”Vi har stemt for valget af Beograd som vært for EuroPride 2022. Et bud som kom med støtte fra den serbiske premierminister. Vi har siden valget faldt på Beograd som vært arbejdet sammen med og støttet arrangørerne. Derfor skal der også lyde en stærk opfordring til den serbiske regering om at ophæve forbuddet mod EuroPride. Det er en fredelig demokratisk forsamling til støtte for menneskerettigheder og frihed”, fortæller Copenhagen Prides politiske forperson, Lars Henriksen til Out & About.

”Hvis den serbiske regering vælger at fastholde forbuddet viser det, at landet er langt fra at være rede til optagelse i EU. Fra Copenhagen Pride tager en gruppe afsted og vi vil opfordre alle som kan til at tage til Beograd for at vise opbakning eller til at vise støtte til Belgrade Pride på dette tidspunkt, hvor de er mest under pres! Pridebevægelsen er er stærk og viser nu sit sammenhold”, tilføjer Lars Henriksen.

Mere om Europride 2022 finder du her.

Læs også: Forvirring om Europride 2022