Forvirring om Europride 2022

Aflyst eller ikke aflyst? Serbiens præsident Aleksandar Vucic proklamerer i et interview at EuroPriden 2022 i Beograd er aflyst. Arrangørerne fastholder dog at EuroPriden vil finde sted som planlagt i den serbiske hovedstad i september.
Der hersker stor forvirring om dette års EuroPride, der skal afholdes i serbiske Beograd fra den 12.-18. september. I et interview lørdag fortæller den serbiske præsident Aleksandar Vucic at arrangementet er aflyst.
Formanden for European Pride Organizer Association, Kristine Garina, skriver i en pressemeddelelse at årets EuroPride på ingen måde er aflyst. Under udbudsprocessen for EuroPride 2022 lovede Serbiens premierminister, Ana Brnabic den serbiske regerings fulde støtte til EuroPride i Beograd, og vi forventer, at løftet bliver indfriet”, skriver hun videre.
“Hverken værterne for EuroPride 2022, Belgrade Pride, eller os som licensgivere har i sinde at aflyse EuroPriden i Beograd”, tilføjer en noget forbløffet formand.
“Retten til at holde Pride er af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol blevet betegnet til at være en grundlæggende menneskerettighed. Ethvert forsøg på at ”forbyde” en Pride er et brud på artikel 11, 13 og 14 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Den kendelse er også ratificeret af Serbien, som er medlem af Europarådet.”
“EuroPriden i Beograd vil ikke blive annulleret og vil samle tusindvis af LGBT+ personer fra hele Europa. Den vil give Serbien mulighed for at vise, at landet er på vej til at være en progressiv, imødekommende europæisk nation.”, slutter Kristine Garina.
Mere om Europride 2022 i Serbien finder du her.