KULTUR

Endelig fik Kim sin AXGIL

Kim Vegge Pedersen var glad, da han endelig modtog sin egen AXGIL-statuette. Hovedbeklædningen har han selv strikket, og den bruger han ved festlige lejligheder.
Foto: Jannie Fogt

Filmen ’Kim’ vandt i 2017 en AXGIL-award, og de stolte producenter Søren Jørgensen og Rune Buch kunne tage hjem med den gyldne statuette. Men hovedpersonen Kim Vegge Pedersen trillede tomhændet hjem – skuffet.

Kim Vegge Pedersen er spastisk lammet og kommer derfor rundt i byen på sin minicrosser. Den har han udsmykket med regnbuefarvet strik, og det er måske sådan, de fleste kender Kim, når han deltager i Copenhagen Pride og andre arrangementer i miljøet.

Filmen ’Kim’ fortæller hudløst ærligt Kims historie. I filmen åbner han op for sine private tanker og fortæller også, hvorfor han bruger så meget tid på at strikke. Han vil sprede glæde med sin regnbuefarvede strik, og han har indgået en hel særlig aftale med Copenhagen Pride og Københavns Kommune. Han må nemlig – som den eneste – pynte bænke og skilte på Regnbuepladsen med sin strik. Ja sågar den næsten hellige flagstang må han pakke ind. Eneste betingelse er, at strikken er regnbuefarvet.

Men den manglende AXGIL-statuette har naget Kim. Han har ikke lagt skjul på, at han også burde have fået en, da filmen nu handler om ham.

”Du har fuldstændig ret. Der skulle have været to statuetter, for historien er jo din,” sagde Carsten Volden da han midt i februar overrakte en AXGIL-statuette til Kim på Oscar Bar Café. Carsten Volden er formand for Rainbow Business Denmark, der står bag Danish Rainbow Awards – AXGIL.

Det sidste års tid har Kim lånt Copenhagen Prides statuette. Men glæden da han fik sin egen, var ikke til at tage fejl af: ”Hvor er den fed!” udbrød han spontant.

Du kan se filmen ‘Kim’ under afstemningen til årets Danish Rainbow Awards – AXGIL.