KULTUR

AXGIL 2019 bliver tv-show

Formand for Rainbow Business Denmark Carsten Volden glæder sig over samarbejdet med TV 2 Zulu og Warner Brothers.
Foto: Lone Israelsen // www.loneisraelsen.dk // out&about

Efter mere end et års forberedelser og forhandlinger ligger det nu fast, at Danish Rainbow Awards – AXGIL bliver sendt på TV 2 Zulu, og i samme ombæring endnu en gang skifter navn.

Det er Rainbow Business Denmark, der ejer rettighederne til Rainbow Awards, der er det nye navn for det danske LGBT-miljøs årlige prisuddelingsshow, hvor mangfoldigheden og personer, organisationer og virksomheder, der har gjort sig positivt bemærket i, og overfor miljøet hyldes. Rainbow Awards finder i 2019 sted onsdag den 3. april og vises på TV 2 Zulu på et endnu ikke fastlagt tidspunkt.

De mange navneskift gennem årene har givet forvirring, og mange forskellige kreative omtaler af showet. Men nu skulle det ligge fast, at prisuddelingsshowet hedder Rainbow Awards, og den fysiske anerkendelse man får som vinder hedder en Axgil. Den er opkaldt efter Axel Axgil der var idémand bag, og medstifter af det senere LGBT Danmark i 1948.

Planlægningen og afviklingen af Rainbow Awards 2019 sker i samarbejde med produktionsselskabet Warner Brothers. Hvordan det får indflydelse på showet, er endnu for tidligt at sige, men der er fra Rainbow Business Denmarks side lagt stor vægt på, at Rainbow Awards er et LGBT-prisuddelingsshow, og at det fortsat er fastforankret i netop LGBT-miljøet.

”Lige rettigheder og rummelighed er desværre ikke en selvfølge i Danmark og slet ikke i flere af vores nabolande. Vi forsøger med uddelingen af vores priser at sætte fokus på de mennesker, som i hverdagen gør en forskel for LGBT-personer på disse områder. Med samarbejdet med Zulu får vi mulighed for at fortælle disse gode historier til et større publikum end tidligere”, siger Carsten Volden, der er formand for Rainbow Business Denmark.

TV 2 Zulus kanalchef Sune Roland udtrykker også glæde over samarbejdet:
”Rainbow Awards er et fantastisk initiativ, som hylder netop dem, der tør være sig selv. Showet er en stor fest for kærlighed og mangfoldighed.”