En lystløgners bekendelser

Foto: Bert Svalebølle
En ny bog om Marquis Marcel de Sade blev præsenteret på en velbesøgt reception på Jailhouse Cph den 30. september, hvor det også var muligt at købe bogen og få den signeret af forfatteren og hovedpersonen i bogen.
Det er den tredje bog, som er skrevet over Marcel de Sades liv. Og bogen er ifølge hovedpersonen selv den af de tre bøger, som kommer nærmest på ”virkeligheden” – eller den virkelighed som Marcel de Sade selv opfatter den.
Marcel de Sade indleder bogen med følgende tekst: ”Efter et langt og fantastisk liv, hvor der er sagt og skrevet meget, er det tid til at rydde ud i misforståelser og fejlcitater. Mine historier har tit fået sko og støvler på, inden sandheden er kommet rundt om jorden. Derfor har jeg bedt Jean-Lorentz Lafontaine om at skrive denne bog.”
Som afslutning på indledningen skriver Marcel: ”Man sætter selv sit eget liv! Jeg kan kun synes, det er trist for dem, der ikke har oplevet lige så meget som jeg – men måske kan det nås endnu?”

Foto: Bert Svalebølle
Talerne
Jean-Lorentz Lafontaine fortalte i sin tale til receptionen, at han egentlig ikke ville have skrevet bogen. Efter pres fra Marcel de Sade, sagde han alligevel ja, men under den forudsætning, at han måtte give bogen titlen: ”En lystløgners bekendelser”. Han håbede så, at Marcel de Sade ville springe fra, men sådan gik det ikke. Han sagde god for titlen.
Marcel de Sade sagde i sin tale, at han selv er meget tilfreds med bogen, da det er første gang, han er blevet citeret korrekt for, hvad han har sagt. Selv om det ikke har været nemt for Jean-Lorentz Lafontaine med den fantasi, som Marcel de Sade har kørende, hvor han gerne vil have, at alting skal være smukt.
”Hvis det hele ser lidt kedeligt ud, så må man jo pynte på det, og det tror jeg, at jeg er blevet ekspert i,” sagde Marcel de Sade.
Den store lejlighed på Frederiksberg Alle
Out & About besøgte i 2003 Marcel de Sade i hans daværende 550 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg Allé.
Her tog Out & Abouts venligt afsked med Marcel de Sade med ordene: ”Vi snakkes ved!” – men blev irettesat af Marcel de Sade med svaret: ”Det er kun papegøjer, der snakker. Mennesker taler.”

Foto: Bert Svalebølle
Marcel de Sade er dog senere flyttet til væsentlig mindre gemakker, da de 14 værelser og saloner var blevet for meget at holde.
Læs også: Marquis de Sade raser mod Ekstra Bladet