En helt almindelig familie
Stærkt ensemble og godt manuskript sikrer en god og sober filmen om det svære valg at skifte køn i Malou Reymanns spillefilmsdebut ’En helt almindelig familie’.
I vores miljø hersker der i disse år en diskussion om retten til fx at spille transperson på film. På MIX Copenhagen proklamerede man i 2018, at man ville boykotte film, hvor cisskuespillere castes i transroller. Derfor kan publikum kigge langt efter Malou Reymanns spillefilmsdebut, ’En helt almindelig familie’, i festivalprogrammet, hvor skuespilleren Mikkel Bo Følsgaard spiller familiefaren Thomas, der gennemgår en transition til kvinden Agnete.
Filmen er bygget på instruktørens egne erfaringer. I en ganske ung alder, annoncerede hendes far, at han følte sig som kvinde. Det er også gennem barnets perspektiv, at Malou Reymann fortæller sin historie. Så hvis man søger et dyberegående svar på de mange udfordringer, en transition afstedkommer, så går man forgæves.
Når det alligevel lykkedes Reymann at komme sikker i havn med sin spillefilmsdebut, er det fordi hun med sikker personinstruktion og et velfungerende manuskript kommer fordommene til livs og får fortalt en vigtig historie.
Emmas dilemma
Thomas og Helle lever et trygt familieliv med deres to piger Caroline og Emma. Da Thomas beslutter sig for at leve som kvinden Agnete, kastes især den yngste fodboldpige, Emma, ud i et dilemma. Ikke alene skal hun absorberer sin fars beslutning, men hun skal også forholde sig til sin hans udviklingsproces til kvinde, mens hun selv står på tærsklen til sin egen pubertet.
Filmens flashbacks til børnenes tidlige barndom vidner om en ”helt almindelig familie”. Måske filmens vigtigste budskab. For hvad er en ”almindelig familie”?
Mikkel Bo Følsgaard rammer med sikker præcision rollen som både Thomas og Agnete. Med vanlig sans for timing og nuancer får han portrætteret begge karakterer, uden at det kammer over. Men det er især de to unge piger, Kaya Toft Loholt og Rigmor Ranthe, der tager kegler hjem og overrasker. Begge yder godt modspil til filmens garvede skuespillere.
’En helt almindelig familie’ vil sikkert dele vandene herhjemme. Men der er ingen tvivl om, at Malou Reymann har skabt en film, der både fungerer som god underholdning og en vigtig og lærerig film om et emne, der stadig er tabubelagt. Både for voksne og for børn.
Læs også: MIX Copenhagen-pris til DR-serie om transkønnede
En helt almindelig familie / 93 min. / Instruktion: Malou Reymann / Medvirkende: Mikkel Bo Følsgaard, Neel Røntoft, Kaya Toft Loholt, Rigmor Ranthe, Tammi Øst, m.fl.
En helt almindelig familie har premiere landet over den 20. februar 2020.