Se gennem Aske – råt, ærligt og intenst

Out & About har sat instruktør Ludvig Christian Næsted Poulsen og skuespiller Rex Leonard stævne, hvor vi talte om modtagelsen af filmen Se gennem Aske, Grindr-kulturen og samarbejdet bag årets LGBT+ film 2025.
Den 18. september fik den danske indie-film Se gennem Aske premiere. Siden har den markeret sig som en af årets mest omtalte LGBT+ film – og ikke kun for sit kunstneriske format, men fordi den spejler en helt aktuel virkelighed: Digital dating, ensomhed og jagten på nærhed.
Der bliver grinet i mit lille kontor ved Nørreport station, og stemningen føles varm og let. Foran mig sidder instruktør Ludvig C. N. Poulsen og skuespiller Rex Leonard, der sammen står bag Se gennem Aske.
Filmen er blevet kaldt både rå, intens og dybt genkendelig – og netop ordet rå er det, Ludvig C. N. Poulsen og Rex Leonard selv hæfter sig ved, når de skal beskrive værket i ét enkelt tillægsord. De har lige en times tid til mig, inden turen går videre til Go’ Aften Live på TV 2 og endnu en gallapremiere for den voksende skare af nysgerrige, der vil opleve, hvad der bliver kaldt årets danske LGBT+ film.
En modtagelse der mærkes
”Det er vildt dejligt,” siger Rex Leonard og smiler, da jeg spørger til modtagelsen. ”Flere er kommet hen og har sagt, at de føler sig set. At filmen har betydning for dem. Det er jo det største kompliment.”
Ludvig C. N. Poulsen nikker. ”Vi var nervøse. Når man laver en indie-film, er det så personligt, at man næsten lægger sit eget liv ud til skue. Men reaktionen har været overvældende sød. Folk griner, græder og genkender noget i karakteren – det er en kæmpe lettelse.”
For publikum handler det ikke kun om identitet. Flere har fortalt, at de genkender gamle fejltagelser, forhold og følelser i filmens karakterer. At se sig selv spejlet – på godt og ondt – har gjort Se gennem Aske til mere end bare en fortælling.
Fra idé til virkelighed
Filmen startede som Ludvig C. N. Poulsens afgangsprojekt på Super8. Valget stod mellem at lave en teknisk ’se-hvad-jeg-kan’-film eller noget personligt. Han valgte det sidste.
”Jeg ville portrættere den datingkultur, jeg selv oplevede i homomiljøet. Først som dokumentar, men siden udviklede det sig til fiktion. Jeg tog mine egne erfaringer med ensomhed, desperation og hudsult efter dates og lagde det ind i karakteren Christian,” fortæller han.
Christian – spillet af Rex Leonard – er en ung mand, der kaster sig hovedkulds ud i Grindr-dating og korte møder, efter bruddet med Aske. Han jagter nærhed, men ender med tomhed.
”Det er en følelse, de fleste kan genkende,” siger Rex Leonard. ”At være omgivet af mennesker og alligevel føle sig alene. Christian prøver at lappe ensomheden med hurtige doser intimitet – men det efterlader ham bare endnu mere tom.”
Et samarbejde båret af tillid
At finde den rigtige skuespiller til rollen var afgørende. Ludvig C. N. Poulsen var på udkig efter autenticitet frem for erfaring.
”Så kom der en lille video fra Rex Leonard. Efter ti sekunder vidste jeg, at han var Christian. Han havde en charme, der gav en lethed til en ellers tung karakter.”
For Rex Leonard var indgangen til rollen organisk:
”Vi talte i timevis, Ludvig og jeg. Vi fortalte hinanden historier, delte oplevelser. På den måde voksede Christian frem – både fra manuskriptet og fra vores samtaler.”
Deres samarbejde blev hurtigt præget af frihed og tillid. Improvisation blev en vigtig del af processen.
”Mange af de små detaljer og naturlige replikker kom, fordi vi turde slippe kontrollen,” siger Ludvig C. N. Poulsen. ”Det er de gaver, man får, når man stoler på hinanden.”

Datingkulturens spejl
Et centralt tema i filmen er Grindr og dating-apps. Men er filmen en kritik eller et spejl?
”Forhåbentlig mere et spejl,” siger Ludvig C. N. Poulsen.
”Vi portrætterer et miljø gennem én karakter. Det er ikke et politisk værktøj, men en historie. Nogle dates i filmen er gode, andre katastrofale. Det afspejler, at online dating kan være mange ting.”
Rex supplerer: ”Filmen viser også, at vi selv har et ansvar for, hvordan vi bruger datingplatforme. Christian kaster sig så voldsomt ind i det, at han glemmer alt andet – skole, venner, familie. Det er et spejl, mange kan genkende.”
Intime scener og sårbarhed
Se gennem Aske skyr ikke de nøgne øjeblikke. Flere intime scener går tæt på. Men både instruktør og skuespiller understreger, at tryghed var i centrum.
“Vi talte det igennem først,” fortæller Rex Leonard. “På settet handler det mest om koreografi og teknik. Men samtidig kræver det, at man tør lægge sin sårbarhed frem. Jeg ser det som min opgave at give alt – følelser, vilje, sårbarhed – og så må publikum tolke det, som de gør.”
Filmen rejser spørgsmålet om grænsen mellem passion og afhængighed. Noget, både Ludvig og Rex har reflekteret over.
”Jeg tror, vi alle kender til at lade noget overtage os,” siger Rex Leonard.
”En passion, hvor man bliver helt opslugt. Det kan man også blive af dating. Man jagter et eller andet, men glemmer at trække vejret.”
For Ludvig C. N. Poulsen er forskellen tydeligere: ”Passion er at lave en film uden penge, fordi man brænder for det. Afhængighed er, når man prøver at fylde et tomrum med hurtige løsninger. Det ser jeg i Christians møder – de er ikke passion, de er behov. Og det straffer ham bagefter.”
Årets LGBT+ film
At filmen nu omtales som årets LGBT+ film er noget, både instruktør og skuespiller tager ydmygt imod.
”Det er jo for sindssygt,” siger Ludvig C. N. Poulsen og griner lidt.
”Jeg ville aldrig selv sige det. Men jeg er stolt, hvis andre føler det sådan.”
Rex Leonard nikker. ”For os handlede det om at fortælle en vigtig historie. Hvis den rammer folk, hvis de føler sig set – så er vi lykkedes.”
Et råt spejl af virkeligheden
Se gennem Aske er en film, der ikke pakker noget ind. Den viser kærlighed, begær og ensomhed – råt, ærligt og uden filter. Samtidig rummer den humor og charme, der gør den til mere end en mørk fortælling.
”Hvis vi skulle vælge ét ord for filmen, er det ‘rå’,” siger både Ludvig C. N. Poulsen og Rex Leonard.
”Rå i sin ærlighed, rå i sit udtryk – og rå i den måde, den spejler noget genkendeligt, vi alle kan mærke.”
Og netop derfor bliver Se gennem Aske siddende hos sit publikum længe efter rulleteksterne er forbi.
Filmen kan opleves i Empire Bio og Gloria i København, Øst for paradis i Aarhus samt flere andre biografer rundt om i Danmark.
Med linket her finder den en oversigt over biografer og spilletidspunkter.
Se også: Se trailer til ny dansk LGBT+ film
