Dronning Margrethe vækker regnbuejubel

Hendes Majestæt Dronning Margrethes traditionsrige afslutning på nytårstalen. “GUD BEVARE DANMARK!”
Foto: DR / screendump

Hendes Majestæt Dronning Margrethe talte traditionen tro til danskerne kl. 18 nytårsaften, og i år sagde hun en sætning, som har vakt opsigt og jubel i det danske LGBTQ-miljø.

Da uret på residenspalæet slog 18.00 og der blev stillet direkte om til Hendes Majestæt Dronningens modtagelsesværelse, sad og stod millioner af danskere andægtigt, og så til. Kameraet zoomede langsomt ind på Dronningen, og hun så os i øjnene. Det er tradition, og det er nærvær. Et nærvær som synes at blive tættere og tættere i takt med tidens gang.

Dronningen kom som altid ind på flere emner, men et emne og særligt én sætning har i år berørt mange i LGBTQ-miljøet.

”Måske glemmer vi indimellem at spørge os selv, hvad der er vigtigst i livet,” indledte Dronningen og fortsatte:

”I dagligdagen går mange af de vågne timer med arbejde og pligter. Men hvad betyder mest for os, når det kommer til stykket? Det gør de mennesker, der står os nær. Og for de allerfleste er det vores familie.

En familie er ikke nødvendigvis det samme i dag som for en generation siden.”

 

Foto: DR / screendump

Og her kommer så den ene sætning, som er gået direkte i hjertet på mange LGBTQ-personer:

”Jeg tror, der er kommet en erkendelse af, at ikke alle familier er far-og-mor-og-børn. Der er i dag større variation, men også større frisind og tolerance.”

Foto: DR / screendump

På Facebook kom reaktionerne promte. Copenhagen Prides forperson Lars Henriksen skrev:

”Nævnte HM dronningen lige regnbuefamilier!? Uden dog at bruge ordet. Tænk at blive så rørt, ved at føle sig inkluderet.”

”Havde samme oplevelse,” replicerer Klaus Bondam og Klaus Sandholm fulgte op med ”Det samme blev jeg, sad med en klump i halsen og våde øjne over at vores elskede Dronning havde regnbuefamilierne i tankerne.”

Foto: DR / screendump

”Utrolig smuk tale med en særlig hilsen til at give plads til forskellighed”, skriver Pan Idræts forperson Christian Bigom i en kommentar.

I november måned var H.K.H. Prinsesse Marie på forsiden af Out & About, og inde i bladet kunne man læse set stort interview med prinsessen i anledning af World AIDS Day.