SAMFUND

Forelsket i Færøerne

Man ser de traditionelle træhuse med grønne græstorv på taget overalt i bybilledet.
Foto: Klaus Koenig

De lysegrønne øer i Atlanterhavet er et must

Færøerne er et besøg værd. Det er faktisk er forpligtelse for alle syd-danskere at besøge de 18 øer mod nord mindst én gang i livet. Færingerne er gæstfrie, og naturen er betagende med græsgrønne vidder og voldsomme klipper, brusende vandfald og Atlanterhavet til alle sider. Det er kærlighed ved første havblik.

Eventyrhuse

Tórshavn er landets overskuelige hovedstad. Centrum af byen er ufatteligt charmerende med små træhuse, dækket af lysegrønne græstage; en stil, der ikke har ændret sig i århundreder. Og pludselig er de gamle huse blevet til det mest moderne, man kan opleve inden for arkitektur anno 2022; i en æstetisk pagt med naturen. Det er malerisk og smukt.

På Færøerne er naturen alle vegne. Man lever med den og af den. Den påvirker livet og mennesker både i dagligdagen og som beboernes identitet. ”Hvor dejligt, at vejret er så godt under dit besøg”, siger man om 11 grader, overskyet og støvregn. Det skal man lige være indstillet på, hvis man er en kuldskær soldyrker. Men den fornemmelse forsvinder hurtigt, når fleecen og huen er kommet på, og fokus atter bliver rettet mod at opleve den naturens skønhed.

Kvalitetsrestauranter

Verdens mindste hovedstad har hele to restauranter, der er nævnt i Michelin guiden; ROKS og Ræst. Den første er en søster til KOKS, der fik to flotte stjerne i guiden, men som p.t. er flyttet til Grønland. På ROKS kan man få en 5-retters menu med alt godt fra havet for 600 kr. Det er velsmagende – med enkelte lokale overraskelser – selv om der er et stykke vej til de to søster-stjerner. Hvis man vil ofre over det dobbelte på en fast menu, så tilbyder Ræst en mere færøsk inspireret gourmet-middag med fokus på fermenterede retter, der er øernes specialitet.

Traditionelle tørrede fisk.
Foto: Klaus Koenig

De, der drømmer om at spise fårehoveder, hvalflæsk eller andre traditionelle retter, skal hurtigt blive venner med nogle af de lokale – for den slags kulinariske rariteter serveres ikke på nogen restaurant. Dertil er de for specielle. Man skal også have lokale venner for at prøve de navnkundige færøske får, da kødet i supermarkedet hovedsageligt kommer fra Island og New Zealand. Man kan dog være heldig at finde et menukort med tørret fisk med fermenteret fårefedt og kogte kartofler. Så er der serveret færøsk.

Gay natteliv

Efter solnedgang er Sirkus stedet at indfinde sig. Det er en intim og hyggelig bar i tre niveauer med en velassorteret ølbar, en drinksbar og et top-lokale, hvor enhver kan give et nummer på klaveret eller synge til. De tre etager giver mulighed for afveksling i løbet af aftenen. På spørgsmålet, om det er en gay-bar, svarer den kvindelige ejer, at det er et gay-friendly sted for alle. Og det er jo gerne der, det hele skal ende; at alle er velkomne alle steder, uanset seksuelle orientering eller sociale tilhørsforhold. Tidligere prøvede de at lave gay-temaer, men det blev for meget et cirkus, hvor folk kom for at se girafferne og elefanterne – mens de dyppede snablen.

Den hyggelige og intime bar Sirkus er gayvenlig.
Foto: Klaus Koenig.

Vandringer i naturen

Uden for hovedstaden er der rige muligheder for at vandre i den storslåede natur. Vandfald strømmer ned og sorte klipper rejser sig op fra havet, der på grund af Golfstrømmen har en relativt konstant temperatur. Det er også den, der giver landet overraskende milde vintre. Eller fra Vestmanna kan man tage en bådtur langs med kysten og spotte søpapegøjer eller betragte de lokale får, der evner at balancere på selv de stejleste skranter – bare der er frisk græs som belønning. De mange søfugle sørger for at gøde den tynde jord og holde liv i vegetationen.

Nogle bor midt mellem himmel og hav.- Mullafossur.
Ftot: Klaus Koenig

Hvis man vil se, hvor nogle af de første bosættelser fandt sted, så skal man bevæge sig en halv time fra Tórshavn til bygden Kirkjubøur. Og i den lille Gjógv (prøv at udtale det!) kan man få et ekstra skud af uforfalsket færøsk idyl. Du kan køre selv eller købe en udflugt med bus.

Konservativt samfund

Ren fiskeridyl i Vestmanna.
Foto: Klaus Koenig.

Færøerne er et meget lille samfund. Det er også meget konservativt, hvilket har medført, at aborten ikke er fri. Synet på kvinder og homoseksuelle er også gammeldags, og selv om to personer af samme køn kan blive viet, kan det generelt ikke lade sig gøre i en kirke. Det er værd at vide som queer rejsende, men det påvirker ikke den storslåede oplevelse, det er at besøge de 60 millioner år gamle vulkanøer. Det er et must.

Mere om Færøerne finder du her.

Læs også: Minoriteter i alle afskygninger – flot færøsk film festival