DF: Absurd at give asyl til påståede homoseksuelle
Tre lesbiske der udvises til Uganda, bør ifølge Dansk Folkeparti undlade at gøre et nummer ud af deres seksualitet.
Man bør ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, bare fordi man påstår, at man er homoseksuel, mener Dansk Folkeparti.Tre lesbiske er udvist til hjemlandet Uganda, hvor det er forbudt at være homoseksuel, og ifølge DF-udlændingeordfører Martin Henriksen, bør kvinderne undlade at gøre et nummer ud af deres seksualitet, hvis de risikerer at blive forfulgt.
”Jeg er helt med på, at der er lande i verden, hvor det ikke er nemt at være homoseksuel. Men det kan naturligvis ikke være ensbetydende med, at alle homoseksuelle i de pågældende lande kan få en opholdstilladelse”, siger Martin Henriksen.
Enhedslisten derimod kalder det grotesk, at man vil udvise homoseksuelle til Uganda, og fungerende udlændingeordfører, Finn Sørensen vil have udlændingeminister Inger Støjberg ind i sagen.
”Det tyder på, at Udlændingestyrelsen slet ikke har forholdt sig til deres seksualitet. Det skal man da gøre, når der er tale om et land, hvor alle fornuftige nationer er enige om at fordømme deres behandling af homoseksuelle”, siger Finn Sørensen.
Kilde: Ritzau