KULTUR

Det Kongelige Teater åbner – med musikken som katalysator

Det Kongelige Teater er klar med såvel sommerkoncert i Operaen som Alletiders krisesange i Skuespilhuset.  Forestillingen den 7. juni livestreames også.

Som alt andet har også Det Kongelige Teater været lukket ned i en periode, men nu er der lys forude: Den 7. juni klokken 15 opfører Det Kongelige Teaters sommerkoncert i Operaen, og den 8., 9. og 20. juni klokken 20 spiller Alletiders krisesange i Skuespilhuset.

Billetterne er netop sat til salg til begge forestillinger, men da trygheden for publikum har højeste prioritet, er der kun afsat i alt 500 pladser til koncerten i Operaen, mens kun halvdelen af pladserne sælges til forestillingerne i Skuespilhuset. Tilsvarende melder teatret, at man naturligvis overholder alle myndighedernes retningslinjer, så både publikum og medvirkende kan føle sig trygge ved at besøge forestillingerne.

Ved sommerkoncerten medvirker Det Kongelige Kapel, Operakor og solister, mens forestillingerne i Skuespilhuset er anført af Tammi Øst, Johanne Louise Schmidt, et all star-hold af musikere og værterne Mathias Hammer og Danni Travn.

Iøvrigt oplyser Det Kongelige Teaters teaterchef Kasper Holten, at man i forbindelse med at have åbnet for salg af billetter til en del af den kommende sæson, har set en stor efterspørgsel: – Det virker som om danskerne er ivrige for at komme ud og bruge kulturen igen og føler sig trygge ved det med de retningslinjer, som nu er på plads, herunder at komme i teateret.

Videre lyder det fra teaterchefen: – Vi er stolte over at det er lykkedes hurtigt at stable forestillinger på benene som et af de første teatre i Danmark., og det viser, at også vores medarbejdere og kunstnere er ivrige for igen at møde publikum – på tryg vis.

Afsluttende skal det nævnes, at selvom man nu kan opleve kunsten live i teatrets huse igen, så livestreames koncerten i Operaen den 7. juni gratis på Facebook og via KGL Xtra på Det Kongelige Teaters hjemmeside, så alle i Danmark kan være med til at fejre at teatrene nu må åbne igen.

 

Læs også: Romeo og Julie på KGL Xtra