Stop importen fra USA: Tid til at sætte vores egen LGBT-dagsorden

Juni er ’Pride Month’ – en måned, der verden over er blevet symbolet på synlighed, fejring og kamp for LGBT-personers rettigheder, det ser man også her i Danmark.

Af Henrik Kristensen

Dette er et debatindlæg: Teksten giver alene udtryk for skribentens egen holdning. Out & About ønsker at bidrage til en bred debat og modtager gerne debatindlæg, som formuleres inden for straffelovens og presseetikkens rammer.

Men Pride Month er ikke en dansk opfindelse. Den blev indført i USA som minde om Stonewall-optøjerne i New York i juni 1969, hvor bøsser, transpersoner og dragqueens gjorde oprør mod politivold. Siden har juni udviklet sig til en global markering. Og det er i sig selv et billede på en større tendens: at vi i Danmark i stor grad overtager sprog, symboler og strategier fra den amerikanske LGBT+-bevægelse.

Men for mig at se, rejser det et vigtigt spørgsmål: Hvad sker der, når vi overtager en kamp, der er formet af en helt anden historie end vores egen?

Ikke samme kamp, ikke samme vilkår

LBGT-historien i USA og Danmark ser måske på overfladen ens ud. Det er en bevægelse fra usynlighed og marginalisering til flere rettigheder og mere frihed – men under overfladen er forskellene dybe. Hvor den amerikanske LGBT-bevægelse blev formet af politivold, systematisk kriminalisering, religiøs ekstremisme og en brutal AIDS-krise uden statslig hjælp, så har Danmark haft en langt mere forhandlingspræget og rettighedsbaseret udvikling.

I Danmark blev homoseksualitet afkriminaliseret allerede i 1933. Vi var det første land i verden til at indføre registreret partnerskab i 1989. Juridisk kønsskifte blev muligt i 2014. Ikke fordi vi protesterede os til det, men fordi dygtige folk formåede at overbevise og forhandle sig til disse rettigheder – i en meget lidt religiøs velfærdsstat med en politisk kultur baseret på samarbejde og kompromiser. Det gør ikke den danske historie mindre værd – tværtimod. Men den er grundlæggende anderledes end LGBT-bevægelsens historie i USA.

En anden kamp i USA

LGBT-bevægelsen i USA er vokset frem i et samfund præget af konflikt, polarisering og markant religiøs indflydelse. Mange rettigheder er blevet tilkæmpet gennem konfrontationer, retsopgør og civil ulydighed. Stonewall-optøjerne i 1969 var ikke en dialog med myndighederne, men en voldsom opstand mod politiets systematiske chikane. Senere fulgte AIDS-krisen i 1980’erne, hvor myndighedernes passivitet medførte, at tusindvis døde, før staten reagerede. Dette skabte en radikaliseret og vredesbaseret aktivisme, som vi blandt andet så i grupper som ACT UP og Queer Nation.

I dag ses fortsat en hård kamp mod tilbagerulninger: transpersoners adgang til sundhed, undervisning og sport bliver fx begrænset i mange delstater. DEI-initiativer rulles tilbage og møder enorm politisk modstand. LGBT-rettigheder i USA er dermed konstant til forhandling og under angreb, hvilket giver kampen en karakter af overlevelse og modstand. Det står i kontrast til den danske virkelighed, hvor rettigheder i højere grad har været stabile og indlejrede i en politisk kultur – også selv om visse opportunistiske politikere forsøger at begrænse anerkendelsen af transpersoner.

Når vi glemmer vores egen vej

I dag ser vi en tendens til, at dele af den danske LGBT-debat i høj grad spejler amerikanske fronter. Amerikanske problemer og former for aktivisme overtages uden hensyn til danske forhold.

Den amerikanske LGBT-bevægelse er præget af en grundlæggende mistillid til staten, politiet og retsvæsenet – med god grund i deres historie. I Danmark har mange LGBT-rettigheder netop været opnået i samarbejde med systemet – gennem dialog med myndigheder, politisk konsensus og støtte fra sundhedsvæsnet.

I USA er kampen for transpersoners adgang til kønsopdelte toiletter og omklædningsrum et juridisk og politisk minefelt. I Danmark er det ofte løst pragmatisk og lokalt, fx ved unisex-faciliteter eller fleksible ordninger – uden nationale konflikter.

Den amerikanske LGBT-diskurs er ofte meget identitetsopdelt: man er nonbinary, demisexual, panromantic grey-asexual – og tilhører bestemte identitetsfælleskaber. I Danmark har vi traditionelt haft en mere rummelig tilgang, hvor mange føler sig hjemme i en bredere fælles bevægelse – uden behov for minutiøs kategorisering.

Når danske debattører insisterer på at gentage denne kamp i amerikansk sprog og konfliktstil, risikerer det at skabe falske konfrontationer og modsætningsforhold, hvor der faktisk er samarbejdsvilje og løsninger.

Vi har vores egne kampe og sejre

Der er al mulig grund til at lade sig inspirere og lære på tværs af grænser. Amerikansk queer-teori og aktivisme har bidraget med nye perspektiver på magt, normer og køn. Men vi bør ikke erstatte vores egen historie med deres. Danmark har haft sine egne pionerer, subkulturer, udfordringer og sejre – fra den grimme lov I 1960’erne til Forbundet af 1948/LBL/LGBT+ Danmark, Bøssernes Befrielsesfront, Lesbisk Bevægelse, klubber som SLM København, Lambda, Pan Idræt og Sabaah. Det er en historie præget af både insisteren på synlighed, vedholdenhed og dialog, men også en vis pragmatik – og den fortjener at blive husket og udviklet, ikke overskrevet.

Brug sproget – men kend forskellen

Vi må gerne bruge ord som queer, non-binary eller safe space. Men vi bør også spørge os selv: hvordan giver det mening her? Hvad betyder det at være queer i et samfund, hvor homoseksualitet har været juridisk anerkendt i årtier, men hvor ældre LGBT-personer stadig skjuler sig på plejehjem? Hvordan ser intersektionalitet ud i Danmark – med vores egen migrationshistorie, vores egne raciale dynamikker og sociale skel, – som ikke er de samme som i USA?

Vi skal sætte vores egen dagsorden

Det er tid til, at vi gør os fri af den amerikanske dominans over sprog, symboler og strategier i LGBT-kampen. Ikke fordi vi skal afvise al inspiration – men fordi vi skylder os selv at tage udgangspunkt i vores egne erfaringer, behov og muligheder. Danmark har sin egen historie, sine egne kampe og sine egen kultur, som kalder på andre løsninger end dem, der er nødvendige i USA.

Hvis vi blindt overtager en amerikansk dagsorden, risikerer vi at fejllæse vores virkelighed, kæmpe symbolske kampe uden substans – og glemme de steder, hvor der faktisk stadig er brug for politisk handling herhjemme. Vi skal sætte vores egen dagsorden, som bygger videre på vores egne erfaringer, og formulerer en lokalt forankret og fremadskuende LGBT-kamp på vores egne præmisser.