De urørlige rører kun lidt

Efter en længere Danmarksturné har Folketeatret netop haft københavnerpræmiere på De urørlige. Stykket baseres på en af de mest sete ikke engelsksprogede film. Desværre er den lidt lam, undskyld tam, i København: Den kommer ikke rigtigt ind under huden.
Såvel Preben Kristensen som Arian Kashef i rollerne som henholdsvis den fra halsen lammede Philippe, og Driss, hans handicapmedhjælper, gør det fint. De leverer en sød, hjertevarm, og empatisk historie, med mange morsomme a la sort humor replikker.
Alligevel forløses denne feel-good historie ikke rigtigt på Folketeatret, Store Scene. Jo, vi muntres da over, hvordan Philippe tager gas på hans advokat, spillet af Jesper Riefensthal, og hvordan han manipulerer med førnævnte Driss.
Vi glædes, vi glædes, men…
Vi glædes over, hvordan figuren Driss langsomt og modvilligt, men provokeret at Philippe, bliver til gavn, og glæde. Han giver den lammede mand indhold i tilværelsen. Så meget at Philippe bliver deprimeret, og mister lysten til livet, da hans handicaphjælper, glider ud af hans liv.
Vi glædes også over det hold af hjælpere, og andre, der er omkring Philippe. Nævnes skal Amanda Radeljak blandt andet i rollen som Philippes sekretær Magalie, Jeanette Binderup blandt andet i rollen som hjælperen Yvonne, og Jacob Weble, som ansøger til stillingen som handicapmedhjælper, skolerådgiver mm..
Vi glædes og griner over den sorte humor, der ligger mange steder i forestillingen. Sort humor a la ingen arme, ingen småkager – sagt til en der er handicappet fra halsen og ned.
Men af en eller anden grund bliver det ikke nærværende nok. Måske fordi historien lader til at ville have alle, som i alle højdepunkter fra filmen med, hvilket medfører rigtig mange sceneskift, hvorfor man ikke rigtig kommer ind under huden på stykkets figurer. Eller fordi en del af replikkerne bare ikke falder naturligt.
Bør ellers være en ægte feel-good historie
De urørlige bør ellers være en ægte feel-good historie. Historien om, hvordan den arbejdsløse Driss, der egentlig bare skal have en underskrift hos den handicappede Philippe, for at kunne få sin understøttelse. Han kommer blot som et nummer i rækken af ansøgere, men da Philippe udfordres af den unge ansøgers lette tilgang til det at være uden arbejde, ændres historien.
Et nært venskab opstår, trods deres store forskelligheder. Den rige handicappede, og den fattige, arbejdsløse.
Og med viden om at De urørlige er baseret på virkelige hændelser, så er det en ægte smuk historie.
Desværre foldes den ikke helt så naturligt ud som man kunne ønske sig, trods fine skuespilpræstationer på Folketeatret, så Out and About giver forestillingen en 3-stjernet anmeldelse.
Kort om forestillingen:
Københavnerpremiere: Den 29. marts 2025
Spilleperiode: 29. marts – 4. maj 2025, Store Scene Nørregade
Originaltitel: Intouchables
Filmmanuskript: Olivier Nakache og Éric Toledano
Dramatisering og instruktion: Kim Bjarke
Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad
Koreografisk assistance: Jeanette Binderup-Schultz
Medvirkende: Preben Kristensen, Arian Kashef, Jeanette Binderup-Schultz, Jacob Weble, Jesper Riefensthal og Amanda Radeljak
Billetter og spilletider her.