De forkerte

Transpersoner, og særligt transkvinder, myrdes i skræmmende antal i Latinamerika. I 2023 var tallet tæt på ét mord, hver eneste dag året rundt. Få af drabene opklares. Transkvinder, som ofte er sexarbejdere, fattige og uden familie til at presse på for en opklaring, ligger ikke øverst i politiets prioriteringsbunke. På trods af bedre lovgivningsmæssig beskyttelse, er antallet af transmord ikke gået ned.

Hadet ligger i de nedarvede maskulinitetsidealer, som manifesteres i en voldsparathed overfor alt hvad der er feminint og særligt overfor dem, som udfordrer det maskuline privilegium ved at vende det ryggen. Intet kan bringe machomændenes pis mere i kog.

Det er imidlertid for let og for umenneskeliggørende at reducere transpersoner til statistik alene. Camila Sosa Villada gør da også lige det modsatte. I De Forkerte er de i den grad kød og blod – og snot og sperm og tårer. De bliver til mennesker, som lever og håber og elsker og slås – med hinanden og for livet. Og vi får øjnene op for, hvad det er, transfobien og misogynien gør ved mennesker. For både kvinderne – transvestitterne, som forfatteren kalder dem – og de cis-mænd som er deres kunder og som udøver volden imod dem,  er produkter af det samme nedbrydende had. Med hadet kommer volden og selvhadet, skylden og skammen. Og angsten. Og angst, ved vi, æder sjæle op.

Oversættelsen udfordre

Læsere reagerer måske på oversættelsen af det spanske ord travesti, til transvestit og ikke transperson. Det gjorde jeg selv. Begge oversættelser er for så vidt mulige. I en moderne kontekst ville det mest gængse valg nok være transperson, men netop i en argentinsk kontekst, har jeg researchet mig til, giver transvestit bedre mening. I europæisk spansk er ordet travesti over de sidste 20 år blevet overtaget af transexual, som det mest gængse. Imidlertid er begrebet travesti blandt peruvianske, brasilianske og argentinske transaktivister blevet generobret og benyttes positivt i en slags generobring, fordi ordet også indeholder afledte referencer til transpersoners livsvilkår: sexarbejde, rettighedsnægtelse, social udstødelse, men også en non-binær identitet, som anses for politisk. Jeg har således accepteret transvestit som den velvalgte oversættelse af ordet travesti. Det er besluttet med en intention.

Bogen fortæller, uden at følge en kronologi, om Camila fra barndommen og opvæksten i en lille, fjern argentinsk landsby med en voldelig og alkoholiseret far og en underkuet mor. Den mindes tiden, hvor hun, som stor dreng og i smug, klæder sig om og bevæger sig ud som kvinde og gør sine første traumatiserende seksuelle erfaringer og tager os med da hun som 15-årig tager hjemmefra og mod Buenos Aires, uden andet end hvad hun kan bære på sin krop og med nogle få pesos på lommen.

Parken og pensionatet

Bogen cirkler om to steder: Parken, hvor transvestitterne nat efter nat trækker i tusmørket under træerne og Tante Encarnas pensionat. Tante Encarna, den ældre, erfarne transkvinde, som har fået så mange tæsk – korporlige og af tilværelsen, at hun uforfærdet forsvarer de andre, beskytter dem, råder dem og skaber noget, som minder om en familie i sit lyserøde hus bag den høje mur mod verden.

Begge steder er under angreb af fattigdommen og gentrificeringen. Begge dele medfører en stigende og mere voldsparat transfobi. Politiet patruljerer i parkerne og opsætter skarp gadebelysning, der skal skræmme transvestitterne og kunderne bort. Tante Encarnas naboer bliver tiltagende aggressive i deres forsøg på at drive de stadigt mere stigmatiserede transkvinder ud af deres kvarter. Da Encarna finder et nyfødt drengebarn i en grøft og insisterer på at opfostre ham, kammer deres had over i egentlig forfølgelse.

Både parken og Encarnas hus er safer spaces. Rum, hvor der kan dannes relationer, hvor der kan slikkes sår, men også hvor sammenholdet kan blomstre. Et sammenhold, som er det eneste værn. Når mændene som kommer i parken bliver voldelige mod transvestitterne, er der sikkerhed at hente i gruppen. Så forsvarer kvinderne hinanden. Hos Encarna holdes fester, fødselsdage og juleaftener. Her opretholdes drømmen om familie og tryghed.

Plaster på tynd hud

Bogen er skrevet i et direkte og uforblommet sprog. Intet er skjult. Til tider er det, som at få et plaster hevet af tynd hud. Man kommer til at holde af de modige kvinder, som lever så trodsigt, men af samme grund rammer det også så meget mere, at de fastholdes i en tilværelse, hvor de ikke tillades værdighed, respekt eller ret. Til gengæld er det livsbekræftende at se dem insistere på, at de har alle disse ting i samværet med hinanden. Her er de ikke ofre.

Langsomt ser vi kvindernes liv passere forbi. Med kærester, som udnytter dem, forældre som vender dem ryggen og liv, som bliver umulige at fortsætte med at leve. HIV er en konstant følgesvend. Det samme er volden. I takt med at både parken og Tante Encarnas pensionat bukker under for verdens pres, forsvinder også transvestitterne. Fra hinanden og fra jorden. De presses ud og bort. Man skulle tro, at tiden arbejdede for de transkønnede, men bogen beskriver det modsatte. Camila ender med at arbejde alene fra sit hjem og i den isolation, som dermed opstår, er hun mere sårbar end nogensinde. Trygheden i parkens gruppe er forsvunden.

Som Camila slutter: ”Vi, de glemte, vi har ikke længere noget navn. Det er som om vi aldrig har været her.”

Info:

Camila Sosa Villada – “De forkerte” udkommer på Skjødts forlag

Roman 240 sider – oversat fra spansk fra “Las Malas” (2019)

 

Læs også: Jeg har altid vidst, at jeg var en dreng