De første farvede bøsser i Danmark (1961)
Den homoseksuelle revolution i 1960’erne og 70’erne var begyndelsen på en ny epoke, hvor bøsser begyndte at leve mere åbent med deres seksualitet. Dette tiltrak også en del ikke-etnisk danske bøsser, som nu vovede sig ind i det homoseksuelle miljø, der ellers hovedsageligt havde bestået af etnisk hvide danskere.
Denne tendens var startet i Holland, hvor de første sorte homoseksuelle mænd i det homoseksuelle miljø havde rødder i den tidligere hollandske Østindien. Men nu var denne tendens også kommet til Danmark, hovedsageligt København, hvor det første egentlige homoseksuelle miljø i Danmark opstod. Der var både turisme, urban migration og sociale netværk, der var med til, at mange fik øje på Danmark og det forholdsvis åbne homoseksuelle miljø her.
Endnu var etnisk mangfoldighed ikke et udbredt træk blandt danske bøsser i 1960’erne. Men mange homoseksuelle var begyndt at migrere til de større byer for at leve åbent, og dermed fik de større byområder og universiteterne en større homoseksuel befolkning.
Afroamerikanske jazzdansere i Danmark
Filmen om West Side Story kom til Danmark i 1961 og indledte en bølge af amerikanske musicals med show og jazzdans, der fængede hos et stort dansk publikum. I biografer og på teaterscener fulgte en stribe af amerikanske musicals op gennem 60’erne.
Når turnéen rejste videre, hændte det, at en eller et flere af danserne var ‘hoppet af’ for at etablere sig som danser eller underviser i Danmark. Her fandtes et betydeligt publikum til jazzdans og hermed også et grundlag for at oprette undervisning og åbnede deres egne danseskoler og koreograferede forestillinger på Det Kongelige Teater. Blandt dem var Georges Mills, Doug Crutchfield og Henry Turner.
Mange fra scenekunst har rost disse mænd for at forme jazz og moderne dans i Nordeuropa, men de har ikke spekuleret over deres seksuelle orientering.
Tidligere studerende
Men en mandlig skuespiller og en kvindelig danser har fortroligt beskrev Georges Mills, Doug Crutchfield og Henry Turner som homoseksuelle.
Som studerende hos Georges Mills i 1970’erne huskede en kvindelige danser ham som en meget venlig lærer med lange, smukke lemmer, og hun antog, at han nød den homoseksuelle scene i Danmark for dennes barmhjertighed i forhold til USA, selv om hun aldrig havde hørt dem tale direkte om seksualitet.
Men hun vidste, at mange dansere ofte nedtonede deres homoseksualitet i disse årtier for at undgå homofobisk kritik; som det have været tilfældet for Alvin Ailey, måske den mest berømte afroamerikanske koreograf fra 1960’erne og 80’erne, der besøgte de nordiske lande i 1965. Alvin Ailey var åben om sin homoseksualitet, hvilket også afspejlede sig i hans arbejde.
Alvin Ailey døde 1. december 1989 i en alder af 58 år. For at spare sin mor den sociale stigmatisering af hans død af aids, bad han sin læge om at oplyse, at han var død af en blodsygdom.
Alvin Ailey American Dance Company fejrer sit 50 års jubilæum i 2008.
En studerede hos Georges Mills i Aalborg fra 1968 til 1971 har sagt, at Georges Mills var diskret om sin homoseksualitet. Han nævnte også andre bemærkelsesværdige dansere, der var diskret om deres seksualitet, såsom Erik Bruhn og hans elsker, den berømte russer Rudolf Nudeyev – en tidligere “queer migrant”, som flygtede fra Sovjetunionen og levede sammen med Erik Bruhn i København og London, i en stor del af 1960’erne. Både Erik Bruhn og Rudolf Nudeyev døde af aids-relaterede sygdomme i henholdsvis 1986 og 1993.
Erik Bruhn og Rudolf Nureyev i “Darcey’s Ballet Heroes”ug crutchfield.
Doug Crutchfield
En amerikansk blog dedikeret til Doug Crutchfield tiltrak nogle bemærkelsesværdige kommentarer fra hans tidligere studerende, som for eksempel følgende: Doug Crutchfield var først og fremmest fabelagtig smuk og eksotisk. Han var ikke bange for at spille lidt op til sine studerende, og ud over at undgå mulig homofobi så har han og de andre jazzdansere nok nedtonet deres homoseksualitet i det offentlige rum for at appellere til heteroseksuelle kvinder som sexsymboler.
Doug Crutchfield rejste tilbage til Ohio i 1985, hvor han døde i 1989. Ifølge en amerikanske blogger har det ikke været muligt at få svar fra Crutchfilds familie om årsagen til hans død, men flere mener, at han døde at en aids-relateret sygdom.
Doug Crutchfield kom i det københavnske bøssemiljø i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, hvor rygterne om, at han var særdeles veludrustet, gjorde mange bøsser bløde i knæene. Det skortede da heller ikke med tilbud fra bøsser, der gerne ville smage elle modtage hans sorte rumsterstang. Man skal huske, at dette var før, man blev opmærksom på hiv og aids i bøssemiljøet, som dengang var meget sexfikseret. Dengang var ikke unormalt at have flere partnere på en aften.
Rikki Septimus
En anden afroamerikansk jazzdanser var Rikki Septimus. Han var født i Sydafrika, men valgte at forlade landet i 1948, da man ikke tillod farvede balletelever på Cape Town University. Han uddannede sig i stedet som professionel danser i England, USA og Italien.
Det var under en turné med musicalen “West Side Story”, at han i 1962 kom til Danmark. Han koreograferede og instruerede på danske teatre og i revyer, film og på TV, ligesom han i en periode underviste på flere af landets teaterskoler.
Også de andre nordiske lande havde bud efter ham, og i 1964 fik han for alvor fodfæste i norsk teater. Men hans kontroversielle stil var medvirkende til, at han nogle år efter blev smidt ud fra norsk teater.
Han drev herefter med stor succes sit danseinstitut med jazzballet i Smallegade på Frederiksberg, og først i 1970’erne forsøgte han sig med homo-natklubben After Dark i Studiestræde.
Rikki Septimus døde den 23. april 2007 i København, 75 år gammel.
Men uanset manglen på bevis for, at alle disse mænd deltog aktivt i det homoseksuelle miljø i Danmark, så har vi alligevel valgt at inddrage dem i denne historie på etnisk mangfoldighed, indvandring og homoseksualitet i Danmark.
Kilder: Wikipedia og Andrew Shield, Ph.D. – Immigrants in the Sexual Revolution (2017)
Læs også: Politiker til minister: Bekæmp homofobi blandt nydanskere