Dansk Melodi Grand Prix gik op i Fyr & Flamme

Duoen Fyr & Flamme vinder Dansk Melodi Grand Prix 2021.    Foto: Agnete Schlichtkrull

 

Fyr & Flamme sang deres Øve os på hinanden til tops i et historisk tandløst Dansk Melodi Grand Prix.

Storfavoritterne Fyr & Flamme satte sig tungt på stemmerne, da de vandt årets danske Melodi Grand Prix. Duoen der består af skuespilleren Jesper Groth og musikeren Laurits Emanuel slog for alvor i gennem sidste år. Her bragede de ind på den danske musikscene med hits som “Menneskeforburger” og “Kamæleon”. Før årets finale var de også bookmakernes favoritter. En tillid de på ingen måde gjorde til skamme i en dansk finale, der ikke ligefrem emmede af fest og farver. De to værter Tina Müller og Martin Brygmann virkede tandløse og leverede en upersonlig indsats med et manuskript , der virkede som om det var forfattet af en tilfældig praktikant lørdag formiddag.

Med 37 procent af stemmerne indløste Fyr & Flamme som forventet billetten til Rotterdam til maj, hvor årets internationale finale finder sted. Jean Michel fik en overraskende anden plads i årets danske finale. Hans sang ” Beautiful” var ellers ikke spået mange chancer hos bookmakerne, men sangens inkluderende budskab gik åbenbart lige ind hos seerne. Chief 1 og Buttenschøn gik som ventet videre til finalen, men deres “Højt over skyerne” måtte i sidste ende nøjes med en tredje plads med 29 procent af stemmerne.

Glade vindere

Det var naturligvis en glad duo, der mødte Out & About efter sejren.

“Vi er naturligvis superglade for sejren. Nu skal vi ind for os selv og skrige” fortæller det to glade vindere. Out & About ville naturligvis gerne vide om Lecia og Ivan fra 80´ernes største duo Laban nu skal synge kor på sangen. Et spørgsmål som de to gutter fra Fyr & Flamme endnu ikke havde overvejet, men de ville naturligvis elske, hvis det kunne lade sig gøre.

Fyr & Flamme gutterne slog også fast at sangen bliver sunget på dansk til maj.

“Den virker bare ikke på engelsk”, lød det samstemmende fra Laurits og Jesper. I øvrigt første gang siden 1997, at den danske sang bliver sunget på dansk i den internationale finale.

Jean Michel blev overraskende nummer to med hele 34 procent af seerstemmerne.

“Jeg er meget tilfreds med min præstation. Det var seerne tydeligvis også med de procenter. I forhold til at jeg som uetableret kunstner lå så tæt på to etablerede vindere. Det betyder vel, at folk godt kunne lide min optræden, og jeg håber, at det også var, fordi I forstod mit budskab”, fortæller en glad nummer to til Out & About.

Iltfattigt show

Årets Danske Melodi Grand Prix blev afholdt i studie fem i DR-byen. På grund af Coronaen var det i et tomt studie helt uden publikum. Om det var derfor at showet var helt uden stemning og helt manglede kant, feststemning, konfetti og vindkanoner kan man kun gætte på . En fest der virkede dødsdømt inden den begyndte. Årets værter formåede på ingen måde at skabe en fest, og de lignede begge nogen, der ikke selv troede på de ord, de var sat til at formidle.

 

Læs også: Grand Prix: Jean Michel hylder mangfoldigheden.

Mere om Melodi Grand Prix: https://eurosong.dk/