Grand Prix: Jean Michel hylder mangfoldigheden.

Jean Michel vender tilbage på scenen i DR. Nu gælder det Dansk Melodi Grand Prix, hvor han stiller op med sangen ”Beautiful”, en sang der handler om det at være anderledes.
For ni år siden blev Jean Michel for alvor landskendt da han var med i X-factor.
Nu er den 33-årige sanger klar til at udfordre sit talent igen. Denne gang i det danske Melodi Grand Prix.
”Jeg stiller til start med sangen “Beautiful”. En sang der har et meget opløftende budskab. En slags anthem for homoseksuelle, hvor vi hylder mangfoldigheden. Den handler om at tro på, at man er smuk selv om man er anderledes. Jeg tror mange har prøvet det at være uden for. At være ekskluderet fra fællesskabet. Så der er mange indgange til sangens budskab. Et budskab som jeg sagtens kan relatere mig til i forhold til det jeg har været igennem- både at være mørk og homoseksuel”, fortæller Jean Michel.
”For mig handler det om at formidle sangens budskab klart og tydeligt. Så derfor vil fokusset være på at sprede budskabet”, uddyber han.
Jean Michel ser frem til igen at stå på en stor scene. Denne gang føler han at han er mere rustet.
”X-Factor lærte mig en hel del. Både om mig selv og musikalsk. Men også om hvordan man tackler udfordringer og det at være i mediernes søgelys. Da jeg var med i X-Factor var jeg godt nok sprunget ud, men jeg ville gerne have det til at handle om min musik og ikke min seksualitet. Det vil jeg sådan set også gerne denne gang. I år er det bare lidt anderledes for sangen handler faktisk om det at være anderledes. Hvis jeg kan være med til at hjælpe andre der tvivler på dem i forhold til deres seksualitet, så vil jeg gerne være et forbillede”,
Født på Haiti
Jean Michel er født på Haiti og blev som femårig adopteret. De første fem år boede familien på Færøerne. Faderen er nemlig halv islænding og halv færing. Derefter flyttede de til Nyborg. Som 15-16 årig fandt han så ud af at han var tiltrukket af sit eget køn. Der skulle dog gå tre år før Jean Michel sprang ud.
Siden X Factor har Jean Michel samlet masser af erfaring Han har optrådt med både dans og musik i Wallmans shows i Cirkusbygningen i fire år, og har haft roller i musicals som ‘Hair’ og ‘Hairspray’.
Da han fik opkaldet fra Johannes Nymark, der gerne ville have ham til at synge sangen til det danske Grand Prix, var han ikke et øjeblik i tvivl.
”Projektet lød superspændende og jeg kunne godt se mig selv i sangen. Så selvfølgelig skulle det da være mig, der skulle synge den. Så var det jo heldigt at jeg alligevel ikke havde gang i noget andet under Coronaen, så timingen var helt perfekt”, fortæller Jean Michel med et smil.

Efter Grand Prixet
”Jeg håber på at jeg kan udgive noget med mine egne sange efter Grand Prixet. Jeg er vild med pop, hvor man inkorporerer elementer fra forskellige stilarter. Men ellers er det Old School soul og gospel som jeg brænder for”, afslører Jean Michel, der i fremtiden også gerne vil skrive sange til andre kunstnere.
”Mine tekster er næsten altid meget personlige. Derfor synes jeg ofte, jeg står helt nøgen, når jeg skal synge dem. Nogle gange føler jeg lidt som om, det er mig folk ikke kan lide, hvis de ikke kan lide sangene, fordi de er så personlige”, afslører Jean Michel.
”Jeg har faktisk besluttet mig for at gå i gang med at skrive en masse sange og få det ud til folk. Nu jeg endelig har taget mod til mig og ladet andre høre noget af det jeg selv har skrevet”, slutter han.
Det Danske Melodi Grand Prix kan ses på DR 1 lørdag den 6. marts kl. 20
Her er startlisten
- Højt Over Skyerne – Chief 1 & Thomas Buttenschøn
- Hvileløse Hjerter – Nanna Olivia
- Silver Bullet – Cosmic Twins
- Abracadabra – Claudia Campagnol
- Everything Is Alright – Mike Tramp
- Øve Os På Hinanden – Fyr & Flamme
- Står Lige Her – Emma Nicoline
- Beautiful – Jean Michel
Læs også: De skal slås om sejren i årets danske Melodi Grand Prix
Mere om Melodi Grand prix finder du her.