Dansk HOMO-HistorieKULTUR

Et stykke bøssehistorie

Bøsserne gør opmærksomme på at de også er her. Billedet er fra en af BBF´s allerførste manifestationer i Fælledparken 1971. Foto: Ole Kongsdal Jensen

Bogudgivelse: Til sommer er det 50 år siden at Bøssernes Befrielses Front blev stiftet. Netop den begivenhed er omdrejningspunktet i bogen – Erindringer om Bøssernes Befrielsesfront – et aktivistliv.

Bøssernes Befrielses Front begyndte i sommeren 1971 at afholde de første manifestationer. Hver uge samledes en gruppe bøsser i Fælledparken i København til de ugentlige beatkoncerter, der dengang blev afholdt i parken. Her mødtes man under et stort banner, der tydeligt proklamerede at ”Bøsserne er her også”. Der blev flittigt delt løbesedler ud til de andre i parken. Den aktion nåede også helt ind til avisen Informations redaktionslokaler, der under overskriften ” Beat-eftermiddag i Fælledparken og en ny homofil aktionsgruppe”, havde interview med flere af de fremmødte bøsser fra gruppen.

I efteråret 71 satte gruppen fokus på myndighedernes forbud mod at personer af samme køn ikke måtte danse sammen offentlige steder. Der blev afholdt flere aktioner på Rådhuspladsen, hvor langhårede unge mænd trådte dansen til indiske fløjtetoner og trommemusik.

Der lægges neglelak på i Thylejren 1976. Her var BBF hvert år som sommergæster.

Bogen skildrer hvordan Bøssernes Befrielses Front kæmpede for mange af de rettigheder vi i dag tager for givet og selvfølgelige. De ville have lov til at danse sammen, de ville have den samme seksuelle lavalder som heteroseksuelle.

Bøssernes Befrielses Fronts storhedsperiode var i årene 1975-1977, Her fyldte BBF meget i både medier og på den bøssepolitiske arena. Her formår bogen at beskrive de kampe man tog i offentligheden, som Bøssekaravanen, der om sommeren tog land og rige rundt og opførte homofilt gadeteater på stræder og torve. Eller på Thylejren, hvor BBF var faste sommergæster.

I 1975 udgiver Bent Jacobsen, en af gruppens medlemmer pladen ”Bøsse”. Den blev opfattet som en meget provokerende LP. Faktisk det første album, der var fyldt med bøssesange i Danmark. En LP, der som den eneste musikudgivelse i Danmarkshistorien er blevet omtalt i TV-Avisen.

Opbrudstid i 1980´erne

Vi får et indblik i hvordan BBF frem til 1984 brugte Bøssehuset på Christiania som gruppens politiske højborg. Bøssehuset skiftede mere og mere karakter til et kulturhus. Dagsordenen på de politiske mandagsmøder blev overtaget af sanggrupper og bøsseteater. Bogen indeholder derfor også en lang liste over de mange teaterstykker, kabareter og shows som Frøken Verden, som er afholdt i Bøssehuset og Den Grå Hal på Christiania, fra midt firserne, hvor aids gjorde sit indtog og mange bøsser omlagde livsstilen.

Erindringer om Bøsserne Befrielses Front fortæller meget om tiden i 1970´erne og 80´erne. Vigtig viden for mange, som i dag ikke har været med til at kæmpe for rettigheder og accept. På den måde kan bogen være med til at give et større indblik og forståelse for samfundet i dag. Få historierne om, hvordan BBF har været med til at kæmpe for at rykke på både tolerance og forståelse.

Bogen indeholder desuden både artikler, kronikker og referater fra møder i BBF. De er med til at give et godt billede af tiden, hvor BBF opstår og de tanker gruppen har omkring deres mange aktioner og happenings.

Det skal til sidst dog nævnes, at bogen er udtryk for forfatternes egne oplevelser i BBF. Men det gør dog på ingen måde bogen mindre læseværdig.

 

 

Bogen Erindringer om Bøssernes Befrielses Front – Et aktivistliv er ude nu.

Kristian Tofte Petersen og Ole Kongsdal Jensen.

Kan købes i en boghandel i nærheden eller på Kahrius.dk

202 sider – pris 200,- kr.

 

Læs også: Ny bog: Poul og kærligheden