Copenhagen Pride til Hirtshals?
Hvorfor ikke lade Copenhagen Pride starte i den nordjyske fiskerby Hirtshals? Ideen tages så seriøst, at Pridens formand Lars Henriksen i dag er taget til Hirtshals for, at få en ide om hvad de lokale siger til ideen.
”Vi tror på at menneskerettigheder, og LGBT-rettigheder, er globale. Derfor giver det ligeså meget mening at være i Hirtshals som i København”, siger Lars Henriksen i dag til DR.
Han mener ikke, der er noget mærkeligt i, at en københavnsk festival rykker helt til Hirtshals.
”For os er det meningsfyldt at sprede konceptet. Når der er nogen i Hirtshals, der siger, at det kunne være interessant, ser vi som den største menneskerettighedsfestival i Danmark en forpligtelse i at tage den stafet op”, siger Lars Henriksen.
Lars Henriksen understreger, at Copenhagen Pride ikke vil presse noget ned over hovedet på folk.
”Det skal jo ikke være sådan et københavnerprojekt, der bare lander og stikker af igen. Det skulle gerne efterlade noget af blivende værdi”, siger han.
Copenhagen Pride har tidligere afprøvet lignende afstikkere til Helsingør og Roskilde.
Ideen er opstået i forbindelse med en artikelserie ’Bøsser i Hirtshals’ i onlinemediet Føljeton. Her udtalte den tidligere borgmester gennem 28 år Knud Størup, at nok var Hirtshals i hans tid blevet et mere åbent og tolerant sted. Men han mente ikke, at byen endnu er klar til en parade i stil med Copenhagen Prides årlige optog i København.
Den udfordring er taget op af Copenhagen Pride, og efter at have set på byen vil Lars Henriksen vejre stemningen blandt de lokale beboere. Det sker på værtshuset Jye’s Bagbutik, hvor gæsterne har ry for at sige hvad de mener.
Læs også: Aalborg Pride krammer Copenhagen Pride