KULTUR

ENDELIG: Anne Linnet til Copenhagen Pride!

Endelig kan vi opleve Anne Linnet ved Copenhagen Pride.
Foto: Les Kaner

Den store hemmelighed Copenhagen Pride har tirret os alle med i snart to måneder kan i dag afsløres. Og hvilken afsløring: Anne Linnet hopper på Pride Stage for første gang!

Torsdag den 16. august går Anne Linnet på pride-scenen på Rådhuspladsen ved koncerten Under The Rainbow. Det er første gang, at Anne Linnet optræder ved Copenhagen Pride.
”Jeg glæder mig helt vildt,” siger Anne Linnet til Out & About i et stort interview, som du kan læse i sin fulde længde i agustnummeret der udkommer den 27. juli.

”Vi har i mange år prøvet at få det til at lykkes, men det har aldrig kunnet lade sig gøre, fordi mange af mine koncerter er booket så lang tid i forvejen. Men i år har vi været opmærksom på det med tiden, og derfor kan det lade sig gøre nu,” fortalte Anne Linnet tilbage i juni.

Mon ikke, at Anne Linnet på setlisten har klassikeren, den ikoniske Smuk og Dejlig, som handler om kærligheden mellem to kvinder.
”Der sagde jeg meget tidligt, at den var skrevet til en kvinde. Jeg tror, det var lidt en øjenåbner for mange, for dengang var der ikke skrevet mange sange om tiltrækning til det samme køn,” siger Anne Linnet i interviewet med Out & About, som vi ikke vil afsløre mere af her.

Du kan opleve Anne Linnet på Pride Stage torsdag den 16. august omkring kl. 21.

Denne aften kan du også opleve Sigmund, Feel Freeze, Theo X, Jeanett Albeck, Ramona Macho og Rosa Lux samt DJ Wonderboy DK.