Copenhagen 2021 fortsætter planlægningen

Foto: Collage

Copenhagen 2021 skriver i en pressemeddelelse, at man fortsætter planlægningen af WorldPride og EuroGames under den forhåbning, at det i august 2021 igen vil være muligt at samles mange mennesker.

Selv om corona-pandemien har påvirket alle her i 2020 – og medført aflysning af EuroPride og EuroGames – så arrangørerne af Copenhagen 2021 det store arbejde med at planlægge WorldPride og EuroGames i København og Malmø.

Højeste prioritet har selvfølgelig sundhed og sikkerhed. Arrangørerne tager corona-truslen meget alvorligt, følger situationen løbende og rådfører sig med sundhedsautoriteter, politi og regeringsinstanser i både Danmark og Sverige.

Arrangørerne planlægger efter at levere den fulde Copenhagen 2021-oplevelse. Men selvfølgelig under de restriktioner, der gælder til august 2021.

Hvis restriktioner til den tid gør det umuligt at samles som planlagt, står Copenhagen 2021 klar med alternative løsninger. Hvis en begivenhed aflyses på grund af corona, refunderes alle billetter og billetgebyrer.

Arrangørerne arbejder med tre forskellige scenarier for afviklingen af Copenhagen 2021 – alt efter hvordan corona-situationen er til den tid.

 

Scenarie 1 – det foretrukne

Scenarie 1 er, at man kan gennemføre alle planer for Copenhagen 2021 baseret på de bud på WorldPride præsenteret til InterPride og på planerne for EuroGames præsenteret til EGLSF. Åbenlyst er scenarie 1 det foretrukne.

Vaccineudviklingen går stærkt. Arrangørerne bevarer optimismen og tror på udmeldingerne om, at en vaccine kan være klar til foråret 2021, og at det igen kan være sikkert at afvikle begivenhederne i deres oprindelige form med internationale gæster.

Derfor fortsætter arrangørerne planlægningen som hidtil. Men selvfølgelig holder de løbende kontakt med danske og svenske myndigheder for hele tiden at være opdateret på de seneste udviklinger.

 

Scenarie 2 – med visse restriktioner

Scenarie 2 bliver relevant, hvis der til august 2021 stadig er afstandsrestriktioner. Når det er muligt, gennemføres begivenheder med afstand og særlige hygiejneforanstaltninger. De begivenheder, som ikke kan afvikles med passende afstand, bliver digitale.

I scenarie 2 kan man gennemføre langt de fleste planlagte events, men nogle vil skulle afvikles i andre formater eller andre steder.

Koncerter og ceremonier: Muligvis billetsalg til disse begivenheder for at sikre gældende afstandskrav. Koncerter og ceremonier holdes for så vidt muligt gratis.

EuroGames: Hver enkelt turnering vurderes for at sikre, at man passer på alle. Flere turneringer såsom triatlon, golf og E-sport kan rimelig nemt afvikles med afstandskrav, mens andre sportsgrene er vanskeligere. Hvis en turnering aflyses på grund af corona, får alle deres registreringsafgifter returneret.

WorldPride Parade: Der arbejdes med flere muligheder for at skabe en parade, hvor folk kan deltage i enten familie-, venne- eller kollega-grupper, eller på anden måde holde afstand. Det kan betyde, at paraden bliver længere i tid eller længde. Pt. holdes alle muligheder åbne.

Konferencer og seminarier: Menneskerettighedskonferencen er med billetsalg, og deltagerantallet kan derfor tilpasses. Andre konferencer og seminarer bliver muligvis med billetsalg. Arrangørerne har hele tiden arbejdet med, at flere nøgleelementer af konferencen skulle streames, så folk kan deltage online. Planerne for steaming fortsætter naturligvis.

Kunst og kulturelle rum: Her bliver der løbende holdt opsyn med antallet af deltagere. Når man forventer særligt mange deltagere, kan visse events kræve forhåndsregistrering for at overholde alle lokale og nationale krav. Eksterne partnere vil også skulle følge alle relevante retningslinjer.

Signaturfester: Disse fester bliver med billetsalg og med begrænset antal billetter for at undgå, at for mange samles på et sted.

 

Scenarie 3 – fuldstændig digitalt

Scenarie 3 er et worst case-scenarie. Uanset hvor usandsynligt det er, er det vigtigt for arrangørerne at have en plan for at levere Copenhagen2021, selv med restriktioner på rejser, bevægelse i det offentlige rum, forsamlinger og store events.

Scenarie 3 betyder en fuldstændig digital model, helt uden fysiske events. Følgende afviklinger kommer blandt andet til at foregå digitalt:

  • Åbningsceremoni
  • Aftenkoncerter
  • Menneskerettighedskonference
  • 1:1 Demokratifestival
  • Sports Leader Konference
  • Afslutningsceremoni

Der kommer selvfølgelig flere informationer, såfremt scenarie 3 bliver relevant.

Scenarie 3 viser, at selv med meget strenge restriktioner vil arrangørerne stadig levere meget af Copenhagens 2021’s kerneindhold. Nogle begivenheder såsom turneringer til EuroGames kan ikke afholdes digitalt. Men man er opsat på at levere Copenhagen 2021 på den bedst mulige måde.

 

Ingen udsættelse

Arrangørerne anser ikke en udsættelse af Copenhagen2021 som en mulighed.

Sydneys WorldPride er planlagt til begyndelsen af 2023, og en udsættelse af WorldPride i København til for eksempel august 2022 ville kunne give seks måneder mellem de to WorldPrides.

EuroGames 2022 afholdes i Nijmegen og EuroPride 2022 i Beograd. Copenhagen 2021 vil ikke bede dem om at udsætte deres fejringer.

 

Læs også: H.K.H. Kronprinsessen bliver protektor for Copenhagen 2021

Se også: Copenhagen 2021