ANMELDELSER

Anmeldelse: Et Juleeventyr, Aarhus Teater

Aarhus Teater – Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen

Dickens’ elskede historie om pengepugeren Scrooge (Jacob Madsen Kvols) og hans rejse fra stejl modvilje og indædt had til julen imod at ændre forholdet til sine medmennesker, nevøen Fred (Emil Prenter) og kontoristen Bob (Christian Hetland), Belle, kæresten fra fortiden (Isa Marie Henningsen) er julemagi uden sidestykke på Store Scene.

Gæsteanmelder: Marlene Grann

Lanternepersoner klædt i sort fungerer som fortællere, så passager af eventyret får karakter af barndommens hyggelige højtlæsning, og fungerer også som kor i stykkets musikalske indslag.

Marie Koldkær Højlund, sammen med Steffen Lundtoft og Anders Boll (Lyden af de skuldre vi står på) brillierer med nye arrangementer af forskellige danske julesalmer. Det kan utvivlsomt virke distraherende eller skuffende for den uforberedte tilskuer, eller den, der blot håber på at få en følelse af ægte, engelsk jul – Kun få strofer af ’God rest ye merry, Gentlemen’ sneg sig vej gennem arrangementerne.

Overraskelser i ærmet

Stuen hjemme hos den vrantne forretningsmand danner ramme for fortællingen, og bliver til trods for sin nøgenhed og sit let kølige udtryk dygtigt og sindrigt anvendt, og skifter let til også bl.a. at være kostskole, barndomshjem og julestue hos den tidligere arbejdsgiver Fezziwig.

Man bliver som publikum ikke overmæt af indtryk fra evindeligt skiftende kulisser og kostumer, det bliver holdt ganske enkelt, og det gør effekten af budskabet om næstekærlighed og selvransagelse så meget desto stærkere.

Juleånderne, bebudet af den afdøde, kædeomvundne kompagnon Jacob Marley (Anders Baggesen) er et herligt skue. De Forgangne Jules Ånd er ifølge Dickens en både/og-figur, Nutidens Juleånd er en inkarnering af alt, der er julet og De Kommende Jules Ånd er i novellen blot en tavs tilstedeværelse, der peger Scrooge i retning af det, han skal lære.

Tilsynekomsten af og kostumerne til Julens Ånder er kreativt udtænkt og giver et indtryk af at være tro mod originalteksten – Med en overraskelse eller to i ærmet.

Jacob Madsen Kvols og Anders Baggesen i Aarhus Teaters forestilling Et Juleeventyr.
Foto: Michael Kristen Kristensen

Faderes indtryk og byrde giver forestillingen styrke

Mest effektfuldt bliver Scrooges forhold til faren gengivet. Stoltheden, foragten og vreden er tommetyk, og Anders Baggesens portrættering af den strenge patriark er frygtindgydende såvel som medlidenhedsvækkende.

I udvalgte scener fremhæves udviklingen fra den underdanige søn, der gerne vil tækkes sin far og gøre ham stolt, til den voksne mand, som skal stå ved sine selvstændige valg og værdier. Som publikum mærkes de to versioner af mennesket Ebenezer lige stærkt, og scenerne med den yngre og den ældre version og deres far er aldeles fremragende og gåsehudsfremkaldende.

Den for Scrooge ubehagelige erkendelse af, at hans rolle i verden påvirker både stort og småt, bliver åbenbaret som en skam over at være endt mere som sin far, end han overhovedet havde turdet forestille sig: Han er blevet alt det, han engang foragtede.

Kontrasterne mærkes

Den præcise gengivelse af kontraster er tilfredsstillende, når man midt i forretningsmandens kolde uvilje af ånderne bliver vist en scene i familien Cratchits pauvre, men kærlige tilværelse, hvor Lille Tims triste skæbne bliver tungen på vægtskålen for Scrooges beslutning om omlægning af livet. Eller da den åbenlyse kærlighed til den afdøde lillesøster Fanny og hendes indflydelse på Ebenezers livslyst bliver vist.

Publikum inviteres implicit til at gøre status over deres liv og levned samtidig med Scrooge, som han står og betragter talerne ved sin egen begravelse, og det bliver tydeligt, hvor livgivende døden også kan være.

Jack Thornes dramatisering gør stykket ubesværet at overvære. De steder i originalteksten, der ville have været kringlede eller kluntede at gengive, eller hvor vekslinger karakterer imellem ville have været overflødige, er høvlet ned og slebet så kun den glatte, tilgængelige essens er tilbage. Det virker.

Julemagi og fremragende skuespil

Det bliver jul på Aarhus Teater. Scrooge overgiver sig efter at have set konsekvenserne af den ulykke, han kommer til at forårsage for de mennesker, han gradvist kommer til at skubbe fra sig, hvis ikke han ændrer sin ukærlige adfærd. Kvols’ skift fra stædig foragt, henover anger til jublende begejstring er noget kort, men den gamle gniers genfundne glæde og ydmyghed bliver spillet så overbevisende, at det er uimodståeligt i ordets egentlige betydning.

Turen gennem Londons gader, på vej til familien Cratchits hjem for at fejre jul, er gennemsyret af forventning og eufori, og det er umuligt ikke at glædes både med og for Scrooge, ligesom de tre juleånder på sidelinjen, som må godte sig over en veludført mission.

Kulden afløses af varme. Stoltheden viger for viljen til erkendelse. Julen trænger sig vej gennem alle revner og sprækker af mørket og tristheden, og forandres til et helt nyt, lysmættet univers.

Fakta:
Spilleperiode: 5. november – 20. december 2020.
Hvor: Aarhus Teater.
Adresse: Teatergaden, 8000 Aarhus C.
Billetsalg: aarhusteater.dk
AF Charles Dickens
DRAMATISERET AF Jack Thorne
OVERSÆTTELSE Julie Petrine Glargaard
ISCENESÆTTELSE Jacob Schjødt
SCENOGRAFI Benjamin La Cour
KOSTUMEDESIGN Karin Betz
LYSDESIGN Mathias Hersland
LYDDESIGN Lars Gaarde
MUSIK AF Marie Koldkjær Højlund, Anders Boll, Steffen Lundtoft
MEDVIRKENDE Jacob Madsen Kvols, Christian Hetland, Anders Baggesen, Kim Veisgaard, Emil Prenter, Isa Marie Henningsen, Mette Klakstein Wiberg, Victor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Anne Plauborg

Læs også: Pressemøde: Aarhus Teater som et juleeventyr

Se også: Aarhus Teater