Chris Pedersen: Er fællesskabet i homo-miljøet i opløsning?

”Jeg har altid været meget fritflyvende, og det er rigtig sjovt, når man er ung. Men på et tidspunkt opstår der et behov for mere commitment,” siger Chris Pedersen, der er aktuel med TV-serien Verdens lykkeligste land?

Danmark er udråbt som verdens lykkeligste land, fordi vi flere gange har ligget helt øverst i FN’s World Happiness Report.

I den seneste opgørelse overgår Finland og Norge dog Danmark, som kommer ind på en flot tredjeplads. Island er nummer fire og Sverige nummer ni blandt de 156 lande på listen.

Men hvorfor scorer Danmark og de andre nordiske lande så højt på FN’s lykkebarometer? Det kan næppe være på grund af vejret, som de fleste af os jo elsker at brokke os over.

Fik idéen i New York

Hver torsdag fra den 10. maj kan du på DRK se Chris Pedersen udforske, hvad der gør danskerne og vores nordiske broderfolk så lykkelige.

”Interessen fik jeg, da jeg var i New York for to-tre år siden,” fortæller TV-værten til Out & About.

”Her fandt jeg en artikel, som handlede om lykke og om ’positiv tænkning’. Jeg blev så irriteret over det der med positiv tænkning, fordi det lægger alt ansvaret over på dig som individ. Det er hele tiden dig! Hvis du ikke er en succes, så er du en fejl.”

Alligevel tog Chris Pedersen artiklen med hjem til Danmark og til sit job hos DR.

”Min kammerat Jesper Skaaning havde længe villet lave en serie om lykke-fænomenet, og så begyndte vi at læse en masse ting om det.

På et tidspunkt fandt vi så den her FN-undersøgelse, hvor de nordiske lande ligger i top 10 hvert år. Og så valgte vi at tage udgangspunkt i den.”

Verdens lykkeligste land? er titlen på DRK-serien, som spænder over fem temaer: Lighed, fællesskab, frihed, realistisk livssyn og hygge.

Homo over 40 år

Selv om vi bor i et af verdens lykkeligste lande, kan lykken også være lunefuld for os. Måske især, når man som Chris Pedersen er homo, single og lige har passeret de 40 år.

”Jeg synes, det er enormt svært. Der ligger en eller anden underlig sorg i at sige farvel til ungdommen. Nogle gør det, når de er 30. Men jeg var sådan en, som blev hængende i baren lidt for længe,” griner han.

”Jeg har altid været meget fritflyvende, og det er rigtig sjovt, når man er ung. Men på et tidspunkt opstår der et behov for mere commitment. Da jeg var til Maria Gerhardts begravelse sidste år, blev jeg så glad for, at hun havde en kæreste og nogle rigtig gode venner imens.”

Chris Pedersen henviser til den barske periode, som den lesbiske forfatter og DJ måtte igennem, i tiden inden hun døde af kræft.

Bindende fælleskaber

Når alderen begynder at trykke for en single-homo, anbefaler Chris Pedersen, at man tænker over, hvad man gør, hvis lykken vender.

”Måske er vi ikke alle lige gode til det med de bindende fællesskaber. Hvis ikke man har en mand, der tager over, hvis man bliver syg eller arbejdsløs, så er man nødt at italesætte det med sine venner.”

Selv om nogle homoer betragter sine nærmeste venner som en slags familie, er der forskel, mener Chris Pedersen:

”Jeg havde en kammerat for nogle år siden, som jeg var enormt meget sammen med. Vi betragtede nærmest hinanden som familie. Så skete der nogle ting, og vi holdt op med at se hinanden. Det ville jo aldrig have sket med dine søskende eller forældre – her kan man godt blive uvenner, men der skal eddermame meget til, før man aldrig ser hinanden igen.”

Han opfordrer til, at vi også som nære venner bliver bedre til at være der for hinanden i både medgang og modgang.

”Vi bliver nødt til at forpligte os på hinanden. Jeg har snakket med en af mine nærmeste venner om det: ’Hvis der sker noget med mig eller dig, så skal vi sørge for hinanden, for eksempel hvis en af os bliver syge. Og hvis vi bliver uvenner, bliver vi nødt til at finde ud af det.’ Den snak bør mange af os tage med hinanden.”

Dates, udseende og sex

Chris Pedersen advarer imod en udvikling, hvor fællesskabet får mindre betydning.

”Fællesskaberne er i fare, og det er nok en generationsting – også i homomiljøet. Hele den fremmedgørelse, som ligger i Grindr og Tinder … Folk går ikke på dates mere, og det hele handler om udseende og sex. Jeg tror, det var lettere at finde ind i homo-miljøet førhen,” siger Chris Pedersen.

Han mener ikke, vi skal tage den fællesskabsfølelse for givet, som Danmark og de andre nordiske lande ellers er så kendt for.

”Det er fascinerende at se på, hvad der sker i ungdomsgenerationen, både i homomiljøet, men også generelt. Jeg tror, man siger, at hvis de unge under 21 var de eneste vælgere, så ville Liberal Alliance få hele magten.”

”Liberal er et dejligt ord i forhold til den personlige frihed. Men den liberale model, som vi kender den her i Danmark, er jo ikke en model, der samler de svage op. Der er noget ved den frihedsting, som mest handler om mig, mit og jeg vil ha’!”

Forfærdeligt på Euroman

Danmark og de andre nordiske lande er kendt som et af de områder i verden, hvor LGBT’ere kan leve mest frit; eller i hvert fald langt mindre besværligt end de fleste andre steder i verden.

– Er det positivt, at vi homoer er blevet så integreret med heteroerne?
”Det er jo kun, når du er ung. Jeg synes, det er enormt let at være integreret, når man er ung, og hele verden ligger foran fødderne. Det er sværere at være integreret, når man bliver ældre, fordi det bliver så tydeligt, hvor forskellig ens liv er.”

– Men tror du ikke, det i dag er nemmere at være homo på en hetero-domineret arbejdsplads end for 30 år siden?
”Jo, men det betyder da ikke, at det er godt nok. Jeg har haft et heldig arbejdsliv, fordi jeg med mine interesser passer godt ind i homo-klichéen. Men det var ikke sjovt at være homo på Euroman. Det var helt forfærdeligt, fordi det var så straight et miljø: ’Det er for gay, det her,’ kunne det ofte lyde i diskussionerne på redaktionen.”

Chris Pedersen fremhæver, at uanset hvor åben man er som homo på sin arbejdsplads, kræver det noget ekstra:

”Jeg synes ikke, det bare falder helt naturligt. At være åben homo på sit arbejde, er en beslutning man træffer. Og det skal man bruge nogle ekstra kræfter på, som andre ikke skal bruge.”

Pæne bøsser og transkønnede

Det kan godt være, at Danmark og Norden er nået langt med ligestillingen, også på regnbueområdet. Men vi bør ikke tage de opnåede rettigheder for givet, mener Chris Pedersen:

”Når du begynder at tage dine rettigheder for givet, så holder du op med at kæmpe for dem. Og vi er ikke der, hvor de står skrevet i sten. Overhovedet ikke!”

– Kan vi LGBT’ere også i vores del af verden risikere tilbageslag som i Rusland og Afrika?
”Ja, du kan bare se på USA. Der er det ret tydeligt, hvor lidt der skal til, før at man begynder at rulle rettighederne tilbage. Her tænker jeg på trans-rettigheder, som på blot et år med Trump er blevet til en kampscene: Hvor må de gå på toilettet? Må de være med i millitæret? Og så det med medicineringen.”

”Men jeg synes også vi har udfordringer her i Danmark. Der er ikke meget snak længere om det ydmygende udredningsforløb, som transkønnede skal igennem,” siger Chris Pedersen.

– Har vi homoer lullet os ind i en form for selvtilfredshed?
”I vores miljø siger vi ofte, at man sagtens kan springe ud. Men der er stadig mange homoer, som går rundt og føler sig mega-små. Leonora Christina Skovs bog har nu solgt over 35.000 eksemplarer, og det er jo fordi, den hiver fat i en historie, som vi også har brug for at høre.”

”Når man ikke tror, der er nogle problemer – vi kan blive viet i kirken, og vi kan være åben på arbejdspladsen – kan man meget let vende ryggen til de grimme historier og dem, der ikke har det så super fedt: De pæne bøsser gider ikke være i samme miljø med de transkønnede. Men i virkeligheden burde det jo være sådan, at når du selv har opnået noget, så går du ind og fighter for, at den næste flok bliver inkluderet.”

 

Læs også: LGBT Ungdom – venskab og fællesskab