Betinget fængsel til homofobisk imam fra Skive
Imam Mohammad Jammal er idømt betinget fængsel for at håne homoseksuelle. Dommen er strengere end tidligere sammenlignelige domme.
Da imam Mohamad Jammal fra Skive i Jyllands-Posten og Skive Folkeblad hånede homoseksuelle overtrådte han lovgivningen. Det står fast efter retten i Viborg har idømt 14 dages betinget fængsel, ligesom han skal betale sagens omkostninger. Det skriver Skive Folkeblad.
Hvis han inden for et år begår yderligere ulovligheder udløses fængselsstraffen. Dommen på 14 dages betinget fængsel er strengere end andre domme givet for at håne grupper efter racismeparagraffen. Normalt idømmes der dagbøder.
Anklager Ulrik Panduro krævede imamen idømt betinget fængsel. Det skyldtes, at imamen sammenlignede pædofili med homoseksualitet. Den påstand gav retten ham ret i.
Det vides endnu ikke om Mohamad Jammal anker dommen.
Mohamad Jammal satte i Skive Folkeblad homoseksualitet lig med dyresex: ”Homoseksualitet er unaturligt. Det er ligesom at dyrke sex med dyr. Det er på samme måde unormalt”.
I Jyllands-Posten sammenlignede han homoseksualitet med pædofili: ”Homoseksualitet er lige så unormalt som at spise sin egen lort. Eller spise hunde. For os er det ligesom at være pædofil. Jeg får kvalme, når jeg hører om homoseksualitet.”
Den homofobiske imam trak dog udtalelsen om ”at spisen sin egen lort” tilbage. ”Det var ikke de rigtige ord, jeg brugte. Jeg brugte for skrappe ord, og dem har jeg allerede trukket tilbage. Men jeg føler også, at mine formuleringer blev strammet i artiklerne.”