Transkønnet i historisk valgtriumf

Transkønnet Danica Roem skrev i nat historie i USA.
Men må ikke være skadefro, men alligevel… nogle gange er karmaen bare så god, at man ikke kan lade være.
Som nu dagens gode nyhed fra USA:
I 26 år har den 73-årige ærkekonservative og stærkt homofobiske republikaner Bob Marshall indtaget et sæde i delstatssenatet i Virginia. Manden er kendt for at være USA’s selverklærede ”chefhomofob”.
Hans modpart var den 33-årige journalist Danica Roem, og hun vandt med 53 procent af knap 23.000 stemmer afgivet i Virginias 13. distrikt, og bliver dermed et af de 100 medlemmer af delstatssenatet. Og samtidig det første transkønnede medlem af et delstatssenat i USA.
”Diskrimination er diskvalificerende”, sagde en lykkelig Roem ifølge Washington Post i sin sejrstale i nat. ”Det her viser, at folk i valgkredsen har afvist skræmmekampagnen og fobierne. Her hylder vi dig, for være den du er, ikke på trods af den du er”.
Danica Roems kampagne har fået stor opbakning fra LGBT-aktivister over hele USA, og hun har indsamlet mere end 2 millioner kroner til sin valgkamp – næsten fem gange så meget som Marshall.
Gennem hele valgkampen har Bob Marshall udtrykt sin transfobi, og har nægtet at debattere med Roem, og konsekvent refereret til hende som en mand.
Bob Marshall havde ikke meget at sige efter sit nederlag men kom med en kort erklæring på Facebook. ”Jeg har været stolt af at kæmpe for jer og for vores fremtid gennem 26 år. Jeg vil fortsætte den kamp for jer, men fremadrettet i en anden rolle”.
LGBT-organisationen Human Rights Campaign er fuld af lovord efter transkønnet Danica Roems valgsejr, som de kalder et historisk gennembrud for transkønnede i USA.
”Danica Roems historiske sejr er en klar advarsel til politikere, der er imod lighed over hele landet, om at tiden, hvor man kan vinde på skræmmekampagne LGBTQ-personer, er forbi”, siger formand Chad Griffin i en pressemeddelelse.