Bent: Forfølgelsen af bøsser under Holocaust (1979)

3. maj 1979 Bert Svalebølle // Dansk HOMO-Historie

Teaterforestillingen ”Bent” er skrevet af Martin Sherman og havde verdenspremiere på Royal Court Theatre i London den 3. maj 1979. Forestillingen handler om forfølgelsen af bøsser i det nazistiske Tyskland og foregår under og efter de lange knives nat i Berlin.

Mere end 600.000 bøsser blev udrenset i kz-lejrene.

Efterfølgende er det kommet frem, at en af de frygtede SS-folk – den dansk SS-Løjtnant Dr. Vaernet med øgenavnet ”Det Danske Svin” – havde foretaget eksperimenter på mandlige homoseksuelle kz-fanger. Det skete ved at kastrere dem på forskellig vis og derefter givet dem hormonindsprøjtninger for at se, om de alligevel kunne få seksuel rejsning. Eksperimenterne lykkedes dog ikke, og flere af dem døde efterfølgende.

Teaterforestilling

Titlen på forestillingen ”Bent” refererer til “bøjet”, der blev anvendt i nogle europæiske lande til at henvise til homoseksuelle. På dansk hed forestillingen ”Bent – de andre”, hvilket ikke giver samme mening.

Stykket handler om Max – en promiskuøs bøsse i 1930’ernes Berlin. Han stod i skarp kontrast til sin velhavende familie på grund af sin homoseksualitet.

En aften bringer han til sin kæreste Rudys vrede en smuk ung Sturmabteilung*-mand med hjem.

*Sturmabteilung (forkortet SA, tysk for Stormafdeling) var en halvmilitær organisation for NSDAP (det tyske nazistparti). Den spillede en central rolle i Hitlers vej til magten i 1930’erne.

Desværre er det også natten, hvor Hitler giver ordre til at eliminere ledelsen i SA for at konsolidere sin egen magt. Sturmabteilung-manden bliver dræbt af SS i Max’ og Rudys lejlighed, og de to må flygte.

Max’ onkel Freddie er også bøsse, men lever et mere diskret liv, hvor han hyrer drenge til at tilfredsstille sine behov. Freddie skaffer nye papirer til Max, så han kan flygte til Frankrig, hvor homoseksualitet er lovlig. Men Max nægter at forlade sin kæreste og som følge heraf bliver Max og Rudy arresteret af Gestapo og sat på et tog til Dachaus koncentrationslejr.

Max benægter dog sin homoseksualitet, da han bliver overført til Dachau koncentrationslejr. Han vælger at bære den gule jødestjerne i stedet for den lyserøde, der er forbeholdt homoseksualitet. Han regner med, at der ses mildere på jøder end på homoseksuelle.

I lejren bliver Max venner med Horst, som viser ham den værdighed, der ligger i at anerkende, hvad man er. De bliver forelskede og bliver kærester gennem deres fantasi og gennem deres ord, da de ikke må røre ved hinanden.

Efter at Horst bliver skudt af lejrvagter, tager Max, Horsts jakke med den rosa trekant på og begår selvmord ved at gribe et elektrisk hegn.

Skuespillerne

I den oprindelige London 1979 Royal Court-produktion, som senere blev overført til West End, spillede Ian McKellen rollen som Max.

Da Bent fik premiere i USA et år senere, spillede Richard Gere rollen som Max. David Marshall Grant spillede Rudy, James Remar spillede Wolf, Michael Gross spillede Greta, George Hall spillede onkel Freddie, og David Dukes spillede Horst.

Bent på Strøghus Teatret

I Danmark fik forestillingen premiere allerede i december 1980 på Strøghus Teatret. Her var det Ebbe Langberg, der meget modigt fik forestillingen til Danmark fra London, hvor den gik for fulde huse. Birgitte Price var instruktør, og hovedrollen som Max blev spillet af Niels Alsing, mens Horst blev spillet af Jens Arentzen. Øvrige medvirkende var Svend Jacobsen, Henrik Hagensen, Jørgen Blaksted, Kjeld Løfting og Lars Uhrenfeldt.

Salen var opbygget med scenen i midten, og publikum på begge sider, som så på hinanden og derved blev en del af forestillingen. Jeg husker en scene, hvor Max og onkel Freddie sidder på en bænk i en cruisingpark, hvor de taler om de andre i parken, og hvor onkel Freddie peger ud i mørket og spørger Max: ’Tror du ikke de to ældre herrer på bænken derovre er homoer?’ Projektørens lyskegle rammer tilfældigt to ældre herrer i mørket, de bliver ildrøde i ansigtet, og onkel Freddie ser på Max og siger: ’Jo, jo, de er homoer.’ Og salen ligger flade af grin.

Stykket var meget stærkt og kontroversielt. En del af publikum blev da også forargede og forlod salen under i forestillingen – eller de kom ikke tilbage efter pausen.

Men skuespillerne oplevede ikke negative holdninger, når de mødte publikum i byen efterfølgende. Tværtimod, så fik de megen tak og ros, og folk var meget rørte.

Strøghus Teatret forsøgte teknisk at komme tæt på virkeligheden. Det regnede bogstaveligt talt ned over skuespillerne, der også vadede rund i mudder og slæbte på sten, der ikke var attrapper.

Den megen vand var dog ikke uden problemer. Dels var det vigtigt at få tømt vandrør over scenen, så det ikke regnede ned før tid næste dag, og den megen mudder, der før pausen var dækket af gulvbrædder, kom hurtigt til at lugte og måtte ofte skiftes ud.

Selv om alle skuespillerne var mænd, så var der ingen krav om, at man skulle være bøsse for at medvirke i stykket. Dengang var mange ikke så åbne omkring deres seksualitet, så der var blandt skuespillerne stor tvivl om, hvem der var til hvad.

Ebbe Langberg

Ebbe Langberg var åben bøsse i privatlivet, men ikke på scenen. Her værnede han meget om sit omdømme som den unge flotte mand og enhver svigermors drøm, som han spillede i de mange roller, han havde i danske film. Så han ville ikke have noget ud i pressen om sit privatliv.

Det tog da også meget hårdt på ham, da der på forsiden af BT med store bogstaver stod ”Ebbe Langberg er ikke nogen sparebøsse” – selv om det henviste til, at han på Aalborg Teater ofte overskred budgettet. Han forstod godt hentydningen og blev meget ked af det.

Det var heller ikke nemt at finde nogen, der ville spille bøsseroller dengang eller roller som transvestit. Men rollen som natklubsangerinden Greta blev i Bent stærkt spillet af Svend Johansen. Denne ellers høje flotte mand blev lidt klodset i dametøj, men det var jo meningen, og det fik da også folk til at grine i den ellers tragiske og mørke historie.

Niels Alsing og Jens Arentzen var de to eneste skuespillere på scenen efter pausen, hvor de slæbte sten i regn og mudder. De måtte ikke røre ved hinanden fysisk, så alt måtte foregå i hovedet på dem, mens de stod ved siden af hinanden.

Stykkets regissør, Michael Nygaard, færdedes en del i bøssemiljøet, og han fik nogle trækkerdrenge ind som scenemedarbejdere. Formentlig også for at trække dem ud af trækkerdrengemiljøet og give dem et fast ståsted. (Undskyld formuleringen).

Når skuespillerne så efterfølgende mødte drengene i byen, for eksempel på daværende Pink Club i Farvergade, så passede trækkerdrengene på skuespillerne og beskyttede dem, hvis der opstod problemer.

Der var mange sceneskift, der som oftest foregik i fuldscenelys. Her knoklede drengene så med kulisserne, mens publikum nød synet af de små faste kroppe og deres små marmorrøve – og kom ofte med tilråb og piftede ad dem, hvilket drengene da også spillede op til. Efterhånden blev deres T-shirt kortere og bukserne strammere.

På film

I 1997 tilpassede Martin Sherman Bent til en film med samme navn, som blev styret af Sean Mathias. Medvirkende var blandet andet Clive Owen, Mick Jagger og Ian McKellan fra den originale London-produktion – denne gang i rollen som onkel Freddy.