KULTUR

Årets Laks til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

LGBT Danmark hædrer i år Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg for deres vigtige beslutning om at fjerne transeksualisme fra sygdomsliste.

Der bliver skrevet transhistorie i Danmark, da Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg besluttede at flytte transkønnethed fra afsnittet med psykiske sygdomme. Udvalget skrev i begrundelsen, at: ” En persons kønsidentitet er ikke i sig selv en medicinsk eller psykiatrisk tilstand og skal ikke behandles, helbredes eller undertrykkes.”

Af denne årsag har LGBT Danmark besluttet at tildele Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg Årets Laks 2016.

”Det er helt enestående i dansk politisk historie, at alle Folketingets partier står samlet om et forslag på vores område. Det er dét politiske håndværk, vi gerne vil hædre,” siger LGBT Danmarks formand Søren Laursen.

Linda Thor Pedersen, transpolitisk talsperson i LGBT Danmark tilføjer:

”Transrettigheder har stadigvæk lang vej igen. Kønsskifte er fortsat ikke omfattet af behandlingsgarantien, hvilket medfører, at behandlingen trækkes i langdrag. Det medfører mistrivsel og problemer i forbindelse med selvmedicinering. Der er behov for konkrete tiltag. Men Sundheds- og Ældreudvalget beslutning vil få betydning for alle transpersoner. Udvalget traf en modig og rigtig beslutning, som betyder, at vi nu anerkendes som almindelige mennesker og frigøres fra sygeliggørelse.”

Politiske reaktioner

Liselott Blixt (DF), er formand for Sundheds- og Ældreudvalget, hun har denne kommentar:

”Vi er i Sundheds- og Ældreudvalget meget glade og beærede over at modtage ”Årets Laks”. Vi har i hele udvalget gennem længere tid haft fokus på LGBT-området og også opnået nogle gode fremskridt, senest i forbindelse med behandling af transkønnede. Derfor er det ekstra positivt at få en pris, som gives til personer, der gør en forskel, og vi vil i udvalget fortsat have opmærksomhed på LGBT-området”.

Carolina Magdalene Maier, som er ligestillingsordfører for Alternativet og en af initiativtagerne til fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste udtaler:

”I Alternativet er vi lykkelige for, at det endelig er lykkedes at samle Folketinget til at flytte koderne for transkønnethed ud af kapitlet om psykiske sygdomme. Det er ikke kun en sejr for Danmark, men har også kæmpe betydning for den internationale kamp for transpersoners rettigheder. Vi håber, dette bliver det første skridt til at sætte Danmark helt i front i verdenssamfundet i forhold til at kæmpe for LGBTQ-rettigheder både nationalt og internationalt.”

Peder Hvelplund, sundheds- og psykiatriordfører for Enhedslisten udtaler:

”Fjernelse af transkønnethed fra diagnoselisten over psykiske sygdomme er et vigtigt skridt i kampen for ligestilling og lige rettigheder. Men så længe Sundhedsstyrelsens retningslinjer for behandling af transkønnede fortsat understøtter behandlingsmonopolet på Sexologisk Klinik må vi i Enhedslisten fastholde at der desværre er lang vej endnu. Den kamp vil vi i Enhedslisten fortsat kæmpe – både for transkønnede, men også for hele LGBT+ gruppen i det hele taget.”

Regeringspartiet Venstre har også en kommentar:

”Jeg glæder mig som Venstres sundhedsordfører utroligt over sammen med det øvrige Sundheds- og Ældreudvalg at modtage ”Årets Laks” og vi glæder os over, at vi – i tæt dialog med LGBT Danmark- har taget et vigtigt skridt til at få gjort op med forestillingen om, at en persons kønsidentitet er en medicinsk eller psykiatrisk tilstand.  Alle mennesker har ret til at leve deres liv i frihed, gå deres egne veje og frit vælge livsform og for os i Venstre er det afgørende at uanset køn, kønsidentitet eller seksuel orientering så skal man behandles med respekt og tolerance, siger Sundhedsordfører Jane Heitmann”.

Prisen overrækkes i dag i forbindelse med Copenhagen Prides store afslutningsfest på Pride Square i København.

Tidligere Årets Laks

Prisen Årets Laks tildeles en person, organisation eller andre, som svømmer mod strømmen. For at komme i betragtning skal man gøre en forskel for at bringe verden et bedre sted hen.

Tidligere modtagere af Årets Laks:

2015
CPR-kontoret. Modtog prisen for deres gode håndtering af den nye lov om juridiske kønsskifte.

2014
Daværende Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Fik prisen for sit arbejde for homoseksuelles ret til ægteskab.

2013
Martin K.I. Christensen. Modtog prisen for at være grundlægger af ILGA – en fælleseuropæisk organisation for LGBT’ere.

2012
Lars Aslan Rasmussen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation. Fik prisen fordi han i sin rolle som giftefoged i Københavns Kommune kaldte homoseksuelle par for ægtefolk.

2011
Den 16-årige X-faktor-vinder Sarah Skaalum Jørgensen og hendes jævnaldrende Caspian Drumm. De modtog prisen, fordi de sprang ud som henholdsvis lesbisk og transperson i en tidlig alder, og var forbilleder for deres jævnaldrende.

2010
Amnesty International. Modtog prisen for deres arbejde med at sætte fokus på homoseksuelles rettigheder i Uganda.

2009
Den hollandske EU-parlamentariker Sofie in t’Veld. Fik prisen for sit arbejde for LGBT-personers rettigheder på europæisk og globalt plan.

2008
Morten Kjærum, direktør for EU-agenturet for grundlæggende rettigheder. Fik prisen for at tage debatten om homoseksualitet op i sammenhænge hvor det er ilde set.

2007
John Andersen fra fagforbundet NNF. Modtog prisen fordi han førte sagen for en bager, der var blevet diskrimineret af sin arbejdsgiver i Nordjylland.