A.P. Møller-fond støtter LGBTQ-unge
Med en bevilling fra Den A.P. Møllerske Støttefond vil LGBT Danmark og LGBT+ Ungdom skabe lokale ‘AURA-fællesskaber for unge i provinsen, der bryder med normer for køn og seksuel orientering.
Skuffelsen var stor i LGBT Danmark og hos mange i LGBTQ-miljøet, da Københavns Kommune tidligere i september indgik budgetforlig. SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti stod bag årets forlig, og de fandt ikke penge til nye initiativer på LGBTQ-området.
”Vores undersøgelser viser, at mange LGBTQ-personer har det svært. Særligt den høje andel af vores unge LGBTQ-personer, der har overvejet selvmord eller har forsøgt selvmord er stærkt bekymrende. Derfor havde både LGBT+ Ungdom og AIDS-Fondet budt ind med ønsker om støtte til tiltag, der kan hjælpe. Der blev ikke afsat en krone, og det er simpelthen ikke godt nok”, sagde det Radikale Venstres gruppeformand Tommy Petersen i den forbindelse til Out & About.
Ifølge Out & Abouts oplysninger var ønsket fra LGBT+ Ungdom én million kroner til drift af Café Aura, en mentorordning, og en infokampagne på byens skoler.
LGBT+ Ungdom åbner AURA-café på Fyn
Vil nå unge i provinsen
De københavnske lokalpolitikeres skuffende afvisning af driftstilskud til en minoritet med brug for støtte får dog ikke LGBT Danmark til skrue ned for ambitionerne.
”LGBT+ identiteter er hverken en voksen-ting eller et storby-fænomen” siger projektleder Andreas Beck Kronborg og fortsætter: ”Vi ved fra de unge, at de ofte føler sig alene med at udvikle deres LGBT+ identitet. Og vi ved også, at når man bor i provinsen, så er risikoen for at opleve ensomhed og stigmatisering større, fordi man bliver betragtet som lidt af en ”outsider”. Man mangler simpelthen fysiske mødesteder, hvor man kan dele sine erfaringer, tanker om livet og opleve forelskelser. Et sted, hvor man kan være ung på lige fod med sine jævnaldrende.”
Stor donation fra A.P. Møller
Organisationen har i den forbindelse fået en stor donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Beløbets størrelse vil ingen af parterne afsløre, men det er stort nok til, at LGBT Danmark nu kan igangsætte projektet.
”Med denne bevilling kan vi begynde arbejdet med at etablere lokale Aura-fællesskaber for at imødekomme de unges behov – i samarbejde med kommuner og lokale aktører”, siger generalsekretær i LGBT Danmark, Henrik Hynkemejer.
Det er netop vigtigt for LGBT Danmark, at initiativet forankres lokalt gennem frivilliggrupper med hjælp fra kommunerne.
Støtter ungekulturen
Med bevillingen til LGBT Danmark skaber Den A.P. Møllerske Støttefond muligheden for, at ungekulturen kan aftegne sit mangfoldige ansigt lokalt. Det landsdækkende initiativ som LGBT Danmark sætter i søen i efteråret 2017, åbner muligheden for at unge i provinsen kan styrke deres egne ressourcer og livsmestring via fællesskab og inklusion og således være medvirkende til at danne rammerne for den blomstrende ungekultur, der eksisterer lokalt i Danmark.
Det foreløbige mål er ni lokale afdelinger fortæller projektleder Andreas Beck Kronborg fra LGBT Danmark. Han kan dog endnu ikke løfte sløret for, hvilke byer der er tale om.
Udover de fysiske mødesteder som bliver kaldt for ”cafe AURA”, så indeholder projektet også en rådgivningsplatform, en mentorordning og en opkvalificering af kommunale medarbejdere til at kunne arbejde med inkluderende metoder.