KULTUR

50.000 dræbte LGBT’ere…

Tusinder af LGBT-ofre for nazisternes terror blev mindet ved en bevægende ceremoni i Berlin.
Foto: Pilu Ottosen

Den 27. januar 1945 befriede Den Røde Hær koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Begivenheden blev i dag markeret verden over. Således også i Berlin, hvor Out & About var med, da mindehøjtideligheden for de tusinder af LGBT-ofre for nazisternes terror blev mindet ved en bevægende ceremoni.

I et vintergråt Berlin med småregn og temperaturer omkring frysepunktet gik flagene på alle officielle bygninger i dag på halv. Det officielle Tyskland markerede dermed 70 årsdagen for den sovjettiske befrielse af koncentrationslejren Auschwitz.

Ved mindesmærket for de flere end 50.000 LGBT’ere, som blev ofre for nazisternes terror mellem 1933 og 1945, blev dagen markeret kl. 13 med taler og nedlæggelse af kranse. Blandt kransene sås bånd fra den tyske regering, de største tyske partier og LGBT-organisationer.

Stemningen var trykket, og de cirka 150 fremmødte krammede, og talte sagte sammen.

To kyssende unge mænd
I mindesmærket ses en film af to kyssende unge mænd. Den ene er den homoseksuelle danske designer Jim Lyngvild.
Foto: Pilu Ottosen

I talerne blev der trukket flere paralleller fra nazisternes terror overfor jøder og andre, som ikke passede i deres forkrøblede ideologi til i dag. Igen ses national lovgivning vendt mod LGBT’ere, og anderledes tænkende vinde indpas rundt om i verden. Rusland blev ikke nævnt direkte, men på en dag, hvor vi markerer den sovjetrussiske befrielse af Auschwitz er netop Rusland svær ikke at komme uden om. Landet har markeret sig med markante forringelser af LGBT-rettigheder de sidste år.

Flere talere omtalte også det faktum, at den berygtede §175 i den tyske straffelov, som blev indført af nazisterne, og som omhandlede forbud mod homoseksualitet med mere, ikke forsvandt med Nazi-Tysklands sammenbrud. Paragraffen forblev i både den øst- og den vesttyske straffelov i mange år endnu. I Vesttyskland indtil 1969. ‘-som en skamplet på det tyske demokrati og det tyske folk’ udtalte den tyske regeringsrepræsentant i sin tale.

LGBT-ofrene for nazisternes terror blev i mange år fortiet og undladt ved officielle markeringer. Først i 2000, 55 år efter krigens afslutning, vedtog det tyske parlament en fordømmelse af nazisternes forfølgelse af LGBT’ere.

I 2003 besluttede det tyske parlament, at der skulle rejses et monument for LGBT-ofrene.
Mindesmærket er formet som en grå betonkasse, hvor i der vises en sort/hvid film med to mænd i et uendeligt kys. Filmen skal erind­re om, at nazisterne diskriminerede, forfulgte og dræbte homoseksuelle i Det Tredje Rige fra 1933 til 1945.
Mindesmærket er udført af den dansk-norske kunstner­duo Michael Elmgreen og Ingar Dragset, og blev indviet i 2008.

Mindesmærket står i Berlin ved Tiergar­ten mellem Brandenburger Tor og Potsda­mer Platz nær mindesmærket for de millioner af dræbte jøder.