Første royale homocover

Den spanske konge Felipe VI får nu æren af at være den første monark, som pryder forsiden af et homomagasin.

Felipe VI, der overtog tronen i juni 2014, optræder på forsiden af en specialudgave af det spanske homomagasin Ragap under overskriften: ”Det første spanske statsoverhoved som lytter til LGBT-miljøet”.


”Han er en del af den generation, der har oplevet forfølgelse af homoseksuelle, hiv/aids , de første homoseksuelle aktivistgrupper og ikke mindst legaliseringen af homoægteskaber”, 
fortsætter magasinet.

“Men der er stadig meget at gøre, og Felipe VI står over for en stor udfordring. Han er kommet godt fra start. Han inviterede LGBT-aktivister til hans første officielle reception som monark, og har som det første spanske statsoverhoved lyttet til de udfordringer, der er i forhold til forskelsbehandling på grund af seksuel orientering og kønsidentitet”.

Magasinet håber, at den nye royale stil er et udtryk for, at Spanien er rykket nærmere på et samfund, hvor mangfoldighed anses som en styrke.