19-årig bøsse kom i kløerne på DDR’s Stasi

Den østtyske bøsse Mario var kun 19 år da han forsøgte at flygte til kæresten i Vestberlin. Men flugten gik galt og han havnede i et af Stasis berygtede fængsler.

Af Kaj Erik Andersen

Man kan ikke sige, at Marios homoseksualitet var årsagen til at han kom i Stasifængsel, men hans kærlighed til en mand i Vestberlin var den direkte årsag til, at han endte i Stasifængslet.

Det er altså ikke en fortælling og homoseksuelles forhold i Stasifængslerne, men en fortælling om Mario og andre stasifangers forhold i Stasifængsel i Berlin-Hohenschönhausen.

Den allernærmeste historie

Det er den allernærmeste historie i vores naboland vi taler om, for det er kun 23 år siden Stasifængslerne blev afskaffet. Men det er selvfølgelig også en fortælling af og om bøssen Mario fra dengang han var 19 år til i dag.

Den 31. juli besøgte min kammerat og jeg det tidligere Stasifængsel i Berlin-Hohenschönhausen. Tilfældigheder var med til at gøre besøget til en mere gribende og vedkommende oplevelse for os, vi blev nemlig vist rundt af den yngste fange i et Stasifængsel nogensinde, den dengang 19-årige bøsse Mario. Det kom bag på mig, at fangerne havde været udsat for SÅ barske vilkår.

Egentlig var Mario kun 16 år, da Stasi henvendte sig til ham, for at overtale ham til at blive deres meddeler, men det afslog han og det fik alvorlige konsekvenser for hans liv.

Fakta om Stasi

Stasi (Ministeriet for Statssikkerheds eget politikorps) interesserede sig først og fremmest for DDR’s egen befolkning. Alle borgere blev registreret med en omhu, som kun kan forekomme i en diktaturstat, der er mistænkelig og paranoid overfor sine egne indbyggere. Mange borgere blev presset til at blive spioner for Stasi og fungerede som meddelere om deres egen familie, venner og omgangskreds.

Metoderne var både skjulte mikrofoner i potteplanter og anden avanceret teknik. Fantasien for registreringen satte ingen grænser. Alt lige fra yndlingsretter, yndlingsmusik og cigaretmærker til forholdet til familie og venner blev registreret. Selv duftprøver på vat af mistænkte personer blev gemt.

Fakta om stasifængslet

I marts 1951 blev et kælderfængsel i Berlin-Hohenschönhausen overtaget af det nyoprettede MfS (Ministeriet for Statssikkerhed, deres eget politikorps hed i daglig tale Stasi). Adskillige modstandere af det kommunistiske diktatur blev indespærret her i 1950’erne. Listen over arresterede rakte fra lederne af opstanden den 17. juni 1953, over medlemmer af Jehovas Vidner, til politikere der var faldet i unåde. Selv kritikere af SED (Sozialistische Einheitspartei Deutschlands) i Vesten blev bortført af Stasi og bragt til Hohenschönhausen.

I slutningen af 1950’erne blev fanger fra den nærtliggende MfS arbejdslejr tvangsudskrevet til at bygge et nyt fængsel med mere end 200 fængselsceller og forhørslokaler. Det enorme fængselskompleks var for de fleste indbyggere et stort, hemmeligt område – ingen borger i DDR kunne få adgang. Hovedparten af fangerne var mennesker, der havde forsøgt at flygte fra DDR eller mennesker, der blev forfulgt på grund af deres politiske overbevisning.

Fysisk vold blev erstattet af psykiske forhørsmetoder med det formål at nedbryde fangernes modstandskraft. Det var fængslets politik aldrig at fortælle de arresterede om årsagen til deres fængsling.

Fangerne blev systematisk nedbrudt og følte sig hjælpeløse ved at være havnet i kløerne på Stasi-fangevogterne og stasi-forhørseksperterne. Fuldstændigt afskårne fra omverdenen og deres medfanger blev de underkuet ved forhør i månedsvis af forhørseksperter, der skulle fremtvinge belastende udtalelser.

Den fredelige revolution i efteråret 1989 der bragte SED-diktaturet til fald, medførte opløsning af statssikkerhedstjenesten og den endelige lukning af deres fængsler.

Som følge af genforeningen af de to tyske stater blev fængslet Berlin-Hohenschönhausen lukket i oktober 1990. Tidligere fanger støttede etableringen af et mindesmærke på stedet. l 1992 blev fængselskomplekset registreret som et historisk monument.

Stasifængslet er blevet mindesmærke

Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen (Mindestedet Berlin-Hohenschönhausen) blev etableret to år efter. Siden 2000 har det fungeret som en selvstændig fond under offentlig lov. Mindestedet har fået til opgave at “undersøge historien om Hohenschönhausen-fængslet mellem 1945 og 1989, herunder informere om udstillinger, begivenheder og publikationer og inspirere besøgende til at forholde sig kritisk til metoder til og konsekvenser af politisk forfølgelse og undertrykkelse i det østtyske diktatur.”

Introduktionen

Vi var hjemmefra enige om, at vi ville besøge det tidligere Stasifængsel. Sidst på formiddagen tirsdag den 31. juli tog vi med sporvogn M6 til Berlin bydelen Hohenschönhausen. Vi havde lidt svært ved at finde fængslet, men det lykkedes og næste fremvisning var kl. 13.

Vi i gruppen af besøgende startede med at se en introduktionsfilm, der varede i en halv time. Derefter skulle vi opdeles i tre grupper med hver sin tidligere fange som rundviser. Efter at den første gruppe havde skilt sig ud, stod vi cirka der hvor den næste deling skulle være, uden af se på hinanden rykkede vi begge lidt til højre, så vi kom i gruppen, der skulle føres af, det der skulle vise sig at være, den yngste fange der havde været i fængslet.

Rundvisningen

Det viste sig at være et godt valg, for rundviser Mario gjorde det klart fra starten, at han var bøsse og at flugtforsøg skyldtes, at han ville over til sin kæreste i Vestberlin. Derved blev Marios historie mere nærværende og vedkommende for os.

Mario flugtforsøg

Som 16-årig havde Mario er godt betalt job som tjener i Lufthavnen Berlin-Brandenburg. På det tidspunkt blev han kontaktet af Stasi, der ville have ham til at udspionere sine kollegaer, men det afviste han. Som straf fik han et dårligt betal job som opvasker i lufthavnen.

Den unge Mario havde mødt en fyr fra Vestberlin og var blevet forelsket i ham. Da forholdene i DDR blev mere og mere uudholdelige, besluttede han sig for at flygte over til kæresten som 19-årig i 1987.

Da han forsøgte at krydse grænsen fra Ungarn ind i Østrig, blev han opdaget af en bonde, der tjente lidt ekstra penge ved at angive folk der forsøgte at kommer over i friheden. Lige før han nåede grænsen gled Mario, hvorefter bonde tilbagehold ham, til politiet kom og hentede ham.

Marios fængsling

Fra Budapest blev han fløjet til Berlin i et specialfly sammen med en god håndfuld andre tilfangetagne. Ved ankomsten til Berlin, blev de hver især transporteret videre i en varevogn fra et opdigtet firma. Mario blev kørt rundt i fire timer, selv om der kun var en lille halv timers kørsel fra lufthavnen til fængslet.

Det var den normale praksis, for at skjule for fangerne i hvilket stasifængsel de blev indsat. Det var da også først efter genforeningen, at Mario og mange andre tidligere fanger, fandt ud af hvor de havde været interneret. Mario troede, at han var i et fængsel i en anden del af DDR, i virkeligheden var han ikke langt fra sit hidtidige hjem.

Mario udsat for Stasis forhørsmetoder

Mario blev fængslet for republikflugt. I starten af fængslingen blev han forhørt på alle tider af døgnet, somme tider i mange timer og i en barsk tone.

Men derefter blev han altid afhørt af den samme ”venlige” stasi-forhørsekspert. Det viste sig, at formålet var, at få ham til at fortæller om sin familie og sine venner og bekendte. Det afslog Mario. Forhørseksperten havde en enorm viden om Mario, som han brugte til at presse oplysningen ud af ham.

Maden i fængslet var både vitaminfattig og fed, så Marie tog hurtig en del kilo på i vægt. Under en af afhøringerne fik forhørseksperten bragt en portion af Marios yndlingsret, som Mario fik lovning på, hvis han begyndte at fortælle. Det gentog sin med mange andre ting, bl.a. hans yndlingsmusik og cigaretmærke.

Mario holdt stand i lang til. Det skal lige siges, at fangerne i fængslet var isolerede og at de aldrig så deres medfanger. Men så kom forhørseksperten meget tæt ind på Marios familie, som han havde en stærk tilknytning til. Hans søster var enlig mor, og Mario elskede sin niece, så forhørslederen truede med, at hun ville komme på børnehjem.

Det udslagsgivende blev, da telefonen i forhørslokalet ringede og stasi-eksperten modtog en besked om, at Marios forældre var blevet arresteret. Marios mor havde en hjertesygdom, og forhørseksperten antydede, at hun nok ikke overlevede fængslingen. Det fik Mario knækket, så han fortalte en del om venner og bekendte. Det har plaget ham i mange år, selv om alle har forståelse for, hvorfor han begyndte at tale til stasi-forhørseksperten.

Mario var fange i stasifængslet i Berlin-Hohenschönhausen i tre måneder. Nogle vil mere, at det ikke var særlig lang tid, men det var nok til at nedbryde et menneske og give varige traumer. Mario påpegede, at han var meget ung og manglede livserfaring og modstandskraft.

Marios løsladelse

Én dag fik Mario besked på, at han var løskøbt af BRD (Vesttyskland). Han blev sat i et tog, med besked på, at han skulle være ude af DDR inden midnat. Kort før grænsen blev han hevet ud af toget og forhørt på ny. Først i sidste minut blev han sat på toget igen. Denne sidste udmygelse skulle han også udsættes for.

Kæresten svigtede Mario

Da han ankom til Vestberlin, opsøgte han sin kæreste. Det viste sig, at han var gift og havde børn. Min fortolkning er, at fyren har levet som den brave ægtemand i BRD, der har udlevet sin homoside i DDR.

Ekstra lang rundvisning

Rundvisningen skulle have varet i halvanden time, men den varede i to en halv time. Det var ikke et sekund for meget, for Marios rundvisning og fortælling om fængslet, behandlingen af fangerne og behandlingen af ham selv, var så spændende, skræmmende og intens, at vi slet ikke mærkede hvor meget tid der var gået. Til sidst sagde Mario ”Lad os komme ud herfra”, da kunne man mærke, at han havde givet alt hvad han havde i sig.

Mario i dag

Mario viser rundt i Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen tre gange om måneden. For ham er det et led i bearbejdningen af de traumatiske oplevelser. Han vågner somme tider stadig om natten, for at kontrollere, om han ligger på siden. I fængslet skulle de nemlig ligge på siden. Lyset i cellen tændte med korte mellemrum hele natten og der blev råbt ind til dem, så snart de lå i andre stillinger.

Først efter at han er begyndt som rundviser, har han fundet ud af, at der slet ikke var en telefonsamtale forhørseksperten modtog, men at han havde en klokke under bordet, som han ringede på.

Der kommer somme tide gamle stasifolk på rundvisninger, altid flere af gangen. De modsiger, det fangerne fortæller om deres ophold.

Ingen er stillet til regnskab

Det er et problem, for de tidligere fanger, at de folk der mishandlede dem i fængslet, går rundt som frie mænd og at ingen af dem er blevet stillet til regnskab for deres forbrydelser. Nogle bor sågar stadig tæt på det tidligere stasifængsel. Fængslets tidligere psykiater har stadig sin praksis i nærheden. Mario har også genkendt sin tidligere plageånd – forhørseksperten, men han ville ikke undskylde noget og sagde ”Jeg gjorde jo bare min pligt”.

Vennen forrådte Mario

Mario har også fundet ud af, via stasiarkiverne, at det var hans bedste ven, der havde fortalt stasi om ham og angivet ham, hans undskyldning var ”Jeg manglede penge og hvis jeg ikke havde sagt noget, havde andre gjort det”. Det livslange venskab er selvfølgelig ophørt.

Efter genforeningen drog Mario udenlands, men vendt hjem igen. Og i de første år derefter, lukkede han sig helt inde i sig selv. Først indenfor de sidst år, har han igen fået en kæreste og han forsøger, at leve et nogenlunde normalt liv sammen med ham.

Bagvaskelse

Mario er flere gange blevet beskyld for at lyve om forholdene i stasifængslet, på internettet. Han har kørt flere retssager, vundet dem og fået erstatning, desuden er dem der har bagvasket ham, blevet dømt til at fjerne anklagerne fra internettet.

Den 8. marts 2013 er det 25 år siden Mario blev frikøbt af BRD, den dag opfylder han sin store drøm om et krydstogt til New York, for de penge han har fået i erstatning, så vil han sende postkort hjem til dem der har ”finansieret” rejsen.

En øl ovenpå oplevelsen

Efter afskeden med Mario, drak vi en øl på den nærmeste fortovsrestaurant. Vi var temmelig mærket af oplevelserne i stasifængslet. Jeg var god klar over, at DDR-diktaturet var et overvågnings- og stikkersamfund, men at fangerne havde været ude for SÅ barske vilkår, kom alligevel bag på mig.

Kilder:
Fakta om Stasi og Stasifængslet har jeg fundet frem til ved at søge på Google, læse i Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen materiale og i Politikens ”Turen går til Berlin”.

Resten af min fortælling er min subjektive beretning, om det jeg husker fra vores besøg i det tidligere Stasifængsel i Berlin-Hohenschönhausen, samt hvad jeg husker fra Marios rundvisning og fortælling. Der er nu gået fire uger siden besøget og nu er tiden moden til at skrive beretningen.

Homoseksualitet blev lovliggjort i DDR i 1968 (Østtyskland) og i BRD (Vesttyskland) i 1969.

En stor og varm tak til Mario, for beretningen om DDR’s paranoide behandling af landet egne borgere, for indsigten i fangerne barske og umenneskelig vilkår i Stasifængslet, og for hans åbne og ærlige fortælling om sin egen historie og om sit liv.