Virksomhederne trækker i bremsen når det gælder diversitet

Næstformand i Finansforbundet, Steen Lund Olsen, arbejder til dagligt med diversitet og ligestilling.
Han oplevede indtil for kort tid siden, at mange virksomheder bakkede op om og også brugte mange ressourcer på at arbejde med diversitet og inklusion for at fleste mulige ansatte følte sig inkluderet på deres arbejde.
Men siden valget af Donald Trump som præsident i USA, er der sket noget herhjemme. Donald Trump har nemlig stoppet alt arbejde med ligestilling og diversitet i Amerika. Og han har fået sine ambassader til at skrive ud til virksomheder, blandt andet her i Danmark om, at hvis virksomhederne ikke skriver under på en kontrakt om, at de ikke arbejder med ligestilling og diversitet, at så kan de ikke handle med den amerikanske regering.
”Virksomheder har lige skullet finde ud af, hvordan de skal forholde sig til Donalds Trump udmelding, og det gælder specielt de virksomheder, der er meget afhængige af at handle på det amerikansk marked. Virksomheder har trådt på bremsen, og ja, det kommer bag på mig, at der er så mange, der har sat diversitetsarbejdet på pause. I den finansielle sektor fortsætter virksomhederne dog med at arbejde med diversitet, men det gør det nok mere internt, end de gjorde før. Man går i så ofte ud og er med til visse events og arrangementer for eksempel Copenhagen Pride. Og der er ting, som man ikke skriver i sine rapporter, når man afleverer sit regnskab. Nogle ting skal man beskrive som EU-land. Men man prøver at finde ud af, hvordan man fortsat kan arbejde med diversitet, men dog nedtone det i sine rapporter, pressemeddelelser osv.”, forklarer Steen Lund Olsen.
Vi skal holde fast i vores værdier
Han håber, at vi i Europa vil blive ved med at arbejde med diversitet.
”Vi skal sige til Donald Trump, at det er sådan, at vi arbejder i Europa, og at det er han nødt til at acceptere. Og det er netop ved at arbejde med ligestilling og diversitet, at vi er kommet langt her i de nordiske lande”, mener Steen Lund Olsen.
Finansforbundet går også fortsat forrest, når det drejer sig om at arbejde med ligestilling og diversitet
”Vi mener, at der skal være plads til alle på arbejdspladsen og i samfundet. Jeg stod for nylig ved et arrangement og sagde at der er en grund til, at vi i Finansforbundet er med til Kvindernes 8. marts-arrangement, Copenhagen Pride og Danish Diversitet. Efter at jeg havde sagt det, oplevede jeg på scenen, at det faktisk gik flere sekunder, hvor der er tavshed, og så er der en, der begynder at klappe. Så fornemmer jeg, at så følger resten med for nu må vi hellere klappe. Det får mig til at tænke: Nogle vil måske gerne arbejde med diversitet på deres arbejdsplads, men vil de sige det højt, når de sidder til et arrangement i det offentlige rum. Jeg kunne også se ved det seneste Danish Diversitet, at der var færre deltagere end tidligere, og det undrer mig”, lyder det fra Steen Lund Olsen.
Vi skal fortsat tale om diversitet
Han mener, at vi skal blive ved med at arbejde og tale om diversitet og ligestilling.
”Vi må absolut ikke tie det ihjel, fordi så går det galt. Jeg kan love for, at jeg bliver ved med at tale om det”, understreger Steen Lund Olsen.
Læs også: Hvordan er det at leve som LGBT+ person i Danmark?
