SAMFUND

Unge kræver at kunne være sig selv

Bjarne Henrik Lundis og Anders Endahl Mielnicki.

Anders Endahl Mielnicki var for 4 år siden med til at starte Regnbuenetværket i virksomheden Tryg.

”De første par år drev vi netværket udelukkende på frivillig basis. Men for over et år siden blev jeg frikøbt en dag om ugen fra mit almindelige arbejde til at arbejde med netværket. Jeg kan nu mærke en større forståelse hos de øvrige kolleger i virksomheden i forhold til vores netværk. Og jeg hører kun også godt fra kollegerne om vores arbejde med at skabe en mere inkluderende arbejdsplads. Jeg er derfor overbevist om, at vi gør en masse for diversiteten og innovationen i virksomheden”, fortæller Anders Endahl Mielnicki fra Trygs Regnbuenetværk til journalisten Bjarne Henrik Lundis i podcasten Regnbueland.

Støtte bevidsthed om arbejdet med diversitet

Også for ledelsen i Tryg har netværket stor værdi.

”For ledelsen betyder det, og det samme gælder det med andre medarbejdernetværk, at ledelsen har nogle personer, som de kan kontakte, hvis de har nogle spørgsmål. Jeg er sikker på, at ledelsen er glade for, at vi er der. Vi LGBT+ netværk både her hos Tryg og i andre virksomheder har været med til at skabe en bevidsthed om, at arbejdet med diversitet har stor betydning og vigtighed”, understreger Anders Endahl Mielnicki, forperson for Trygs Regnbuenetværk.

Har nogle rollemodeller

Han håber selvfølgelig også, at Regnbuenetværket har stor vigtighed for hans LGBT+ kolleger i Tryg.

”Jeg håber, at de kan spejle sig i nogle af os fra netværket, og at de kan se, at man godt kan få en langvarig karriere som LGBT+ person i Tryg. Den generelle anerkendelse tror jeg er meget vigtigt”, mener Anders Endahl Mielnic, som arbejder for Tryg i Valby i København

Først tilbageholden, men nu spirer det igen

Han har kunnet se, at USA’s præsident Donald Trumps udmeldinger sidste år om, at virksomheder, der arbejder med diversitet, ikke kan få ordre hos den amerikanske regering, har smittet af på virksomheder herhjemme.

”Der er ingen tvivl om, at der har været virksomheder, som har måtte træde lidt varsom, når det gælder diversitetsdagsorden, måske især virksomheder der er nært knyttet til det amerikanske marked. Noget af arbejdet med diversitet er blevet strøget, andet er blevet gemt lidt væk eller kaldt for noget andet. Men det betyder ikke, at der ikke bliver arbejdet med det. Virksomheder vil gerne arbejde med diversitetsdagsordenen. Det er mit klare indtryk, når jeg både taler med andre virksomheder og andre LGBT+ netværk”, fortæller forpersonen for Trygs Regnbuenetværk.

Det handler om at have et godt arbejdsliv

For Anders Endahl Mielnicki gælder det om at skabe et godt arbejdsliv for så mange kolleger som muligt.

”Det er vigtigt, at vi har et godt arbejdsmiljø, og at vi kan være den, vi nu er, når vi er på arbejde. Og der går ikke noget fra flertallet ved, at mindretallet får de samme muligheder. Det vil altid være en gevinst for en virksomhed at arbejde med diversitet. Jo bedre vi bliver til at favne andre, jo bedre bliver vi også til at forstå både vores kolleger – og også vores kunder” forklarer han.

En ny generation er på vej

Han fornemmer, at unge på arbejdsmarkedet forventer og tager for givet, at de kan være sig selv, når de starter i en virksomhed.

”Unge spørger ikke kun ind til løn og arbejdsvilkår, men blandt andet også ind til den enkelte virksomheds LGBT+ politik. Det er en lige så vigtige faktorer som løn, have hjemmearbejdsplads og alt muligt andet. Unge forventer nogle klare linjer og holdninger til at deres krav smitter af på virksomhederne”, siger Anders Endahl Mielnicki, forperson for Trygs Regnbuenetværk og tilføjer.

”Hvis nogen tænker på at starte et LGBT+ medarbejdernetværk op på deres virksomhed, så er de meget velkomne til at kontakte mig. Jeg bidrager gerne med hjælp og råd, og det ved jeg også, at der er andre, der gerne vil.”

Og hermed er opfordringen givet videre.

Se også: Spring sent ud – eller flyt