ANMELDELSER

Ny queerindiemusik i verdensklasse

På albummet It´s a beautiful place skildrer indiepoprockbandet Water From Your Eyes det at være queer i en normativ verden på både smuk og følelsesladen vis.
Foto: Adam Powell

Fra første sekund bliver man hevet ind i en verden af kærlighed, skønhed og tusind og en nats queereventyr på amerikanske Water From Your Eyes`nye album “It´s a beautiful place”. Musikken er sublim. Stemningen intim. Og albumsuniverset den lim, der binder hele herligheden sammen.

Som festen man ikke vil hjem fra, bliver albummet med dets spændstige lyd, dybe tekster og smukke musikvideoer ved med at skænke saftige sangbobler i glasset. Og det gennem samtlige 10 lydspor. Albummet er intet mindre end unikt med dets sammenblanding af klassisk skønhed, eksistentialistisk identitetsdannelse og postmodernistisk samfundskritik, der som en galophest spurter afsted og sprænger alle grænser mellem kunst, krop og køn.

It´s a beautiful place er det sjette album fra indiepoprockbandet Water From Your Eyes. Bandet består af vokalisten Rachel Brown og multiinstrumentalisten Nate Amos. Duoen har siden debuten i 2017 befundet sig i grænsefeltet mellem pop, rock, shoegaze og dance-punk. En finurlig og forunderlig genrersammenblanding, som også lever videre på It`s a beautiful place.

Foruden blandingen af genrer og udtryksformer, er queeridentiteten og det at spille musik ud fra et queerståsted vigtigt for duoen. Forsangeren Rachel er nemlig nonbinær og ønsker gennem sin musik at skildre, hvordan det er at leve som nonbinær i et binært samfund.

Samfundskritik og powerful poesi

Gennem samtlige sange på albummet strømmer samfundskritikken ud mellem linjerne i den smukkeste poesi. I sangen Life Signs stryger sproget legende let over stepperne. Alt i mens lytteren får indsigt i frustrationen over det etablerede samfunds normative verdenssyn og  manglende forståelse overfor det enkelte menneske.

Ved den gentagende brug af vendinger, som eksempelvis ” What’s on the record?/ Life in a small town/ Fifth and a first sound” får man fornemmelsen af at hele verden kører i ring. Uden at der bliver taget hånd om den sociale uretfærdighed, der præger og plager alle minoriteter. Denne fornemmelse af, at alt kører i cirkler understøttes ligeledes i sangens musikvideo. Her ses de to bandmedlemmer på sofaen konstant klistret foran tv´et, mens verden kører forbi som en fremmed og oftest ubemærket galakse på det karakteristiske billedrørsfjernsyn.

Sangteksterne er poetiske og provokerende. Man får en fornemmelse af at være magtesløs overfor en stereotypiseret verden. Samtidigt med man føler sig set og forstået i sin magtesløshed i mødet med det mangefacetterede tekstunivers.

Mytologi, multimodalitet og magisk storytelling

Også på albummets visuelle plan opleves en mesterlig blanding af genrer, farver og diverse referencer til kulturelle, historiske og politiske temaer. Musikvideoerne er ikke blot visuelle supplementer til musikken. De er små kunstværker i sig selv. Et eksempel herpå ses i musikvideoen til sangen Playing Classics.

Her gøres der brug af flere dramaturgiske greb i forsøget på at fortælle en historie om overgangen fra barne- til voksenlivet. Samt de mange udfordringer, der kan være, når man vokser op og skal finde sin identitet. Centralt i videoen er brugen af en tøjbamse, der som  den tredje dims* er med til at skildre den modgang, man som ung queer kan opleve, når man skal finde sine ben i verden. Bamsen bliver det trygge anker og sikre havn for det unge søgende menneske og dettes møde med omverdenen. Derved står bamsens tryghed i skærende kontrast til de mange sociale problematikker, der ligeledes skildres i både tekst og billede.

På fineste vis supplerer musikken, lyrikken og dramatikken hinanden og er med til at gøre albummet til et multimodalt mesterværk bestående af fest, farver og følelser.

Et smukt sted

Albummet er, som titlen antyder, et smukt sted, hvor personlig udvikling, identitet og samfundskritik mødes på nærmest symbiotisk vis. Et smukt sted, hvor skønne og følelsesladede queerhistorier udfolder sig i det vidunderligste blomsterflor. Et smukt sted, hvor trivialiteten og normerne bliver vendt ryggen og kærligheden i sin reneste form står som en fabelagtig dedikation til regnbuens mange farver.

Albummet er ikke blot et smukt sted, men et vigtigt sted. Et sted, hvor problemer sættes under debat og de stemmer, der normalt ikke får lov til at ytre sig, høres. Et sted, hvor man tør tage kampen op mod det etablerede og som i sangen Blood on the dollar manifestere at der i kærligheden ikke findes fjender.

Water From Your Eyes har med albummet skabt et smukt sted og et smukt værk, som danner grobund for eftertanke og selvreflektion. Et værk, som bør lyttes og nydes af alle, der interesserer sig for ny up and comming musik. Musik, som fortæller vigtige og vidunderlige queerhistorier på æstetisk og eventyrlig vis.

Om albummet

It´s a Beautiful Place

Alternative/Indie

Water From Your Eyes

Matador Records, på gaden fra 22. August 2025

*Den tredje dims er et dramaturgisk begreb og bruges om en genstand, der har en speciel betydning for handlingen eller historien*