København vil være vært for international Pride-konference
En delegation fra Copenhagen Pride er i denne uge i Cardiff i Wales for at præsentere et bud på at bringe Europas internationale Pride-konference til Danmark i 2024.
På den årlige konference for European Pride Organisers Association mødes op mod 200 delegerede fra mere end 100 Pride-organisationer. I Cardiff venter en weekend med networking, undervisning, debatter og afstemninger om fremtidige værter for EuroPride.
Og organisationen har tætte bånd til netop København. I 2024 vil det nemlig være 30 år siden, at foreningens første møde blev afholdt – netop i København. Mødet i 1994 blev holdt over Amigo Sauna i Studiestræde. Hvis det lykkes for København at få konferencen, vil mødet i 2024 dog blive afholdt på af Copenhagen Prides partnerhoteller.
Oplægget til konferencen i København blev allerede offentliggjort for to uger siden og indeholder støtteerklæringer fra både ligestillingsminister Marie Bjerre og Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen. Nogle af de aktiviteter det omfattende program indeholder inkluderer blandt andet ture til Københavns LGBT+ steder, en fredagsbar med Pride-teamet og endda et krydstogt til Oslo for at runde begivenheden af.
København er dog ikke den eneste by, der har budt ind på konferencen. Også den portugisiske forening Variações har budt ind på arrangementet, der i så fald skal afholdes i Porto, et år før Lissabon er vært for EuroPride 2025.
Hvem der får æren af den eftertragtede konference afgøres lørdag. Her vil Copenhagen Pride og Variações begge præsentere deres bud på mødet i Cardiff.
Læs også: Åbne forhold eller bare NSA