Vild med elektronisk musik
Steen Hansen fortæller om sit liv set med LGBT-briller.
Steen Hansen er 78 år og er født i Roskilde. Efter nogle år flyttede han med sine forældre til Espergærde.
”Jeg gik på danseskole. Men det var ikke pigerne, jeg var interesseret i. Det var dansen, og jeg mærkede meget tidligt, at jeg var tiltrukket af mit eget køn,” husker Steen Hansen og tilføjer med et smil: ”Jeg mindes, at jeg var med min far på badeanstalt og var interesseret i alt det, der var under bæltestedet.”
Hans forældre havde blomsterbutik i Espergærde, og han blev hurtigt selv fanget ind af det med indretning og det visuelle. Han fik også en handelsuddannelse og kom til at arbejde med boligindretning.
”Jeg har altid været interesseret i boligindretning og flyttede også ofte rundt med møblerne på mit værelse derhjemme,” mindes Steen Hansen. Da han var færdiguddannet, kom han til at arbejde halvandet år i Zürich i Schweiz.
”Det gav mig mulighed for at spare penge op, og jeg købte min egen bil,” fortæller han med stolthed.
Han flyttede tilbage til Danmark og fik lejlighed i Rødovre ved København i 1969.
”Det var inde omkring Rådhuspladsen, hvor jeg mødte en fyr, som jeg tog med hjem. Der begyndte mit bøsseliv at tage fart,” siger Steen Hansen med et smil.
Han begyndte at komme på Café Intime på Frederiksberg, og her mødte han nytårsnat 1972 en langhåret fyr ved navn Bo, som var lærerstuderende. De blev kærester og flyttede sammen. Et forhold, der varede de næste 16 år.
I begyndelsen af 1980’erne kom Steen Hansen meget i Knabrostræde 3, hvor både Pan Disco og LBL, Landsforeningens for Bøsser og Lesbiske, havde til huse.
”Jeg hang ofte ud på Pan Disco, for jeg er vild med at danse. Jeg havde været i Spanien og havde set, at man godt kunne danse alene, så det begyndte jeg at gøre på herhjemme. Jeg var også med i Aftenskolen for Bøsser og Lesbiske, hvor jeg gik til gymnastik og til studier i bøsselitteratur. Vi havde litteraturforskeren Dag Heede, som dengang var studerende, til at hjælpe os med at analysere forskellige bøger set med queerøjne,” husker Steen Hansen.
Omkring år 2000 oplevede han at få en slags midt-i-livet-krise. Det var på et tidspunkt, hvor han var i slutningen af 50’erne.
”Jeg følte af forskellige grunde også aldersmæssigt, at jeg ikke rigtig længere hørte til i homo-miljøet. Men så fik jeg kontakt med nogle fra miljøet omkring Dunst og Warehouse, blandt andet Miss Fish og senere Dennis Agerblad og Ramona Macho mfl. Her var der andre, som heller ikke syntes, at de helt passede ind i det øvrige af homo-miljøet. Jeg følte, at jeg hørte til her, og folk var søde og rare og talte med hinanden. Og der var en god fordeling rent køns- og aldersmæssigt,” fortæller Steen Hansen med varme i stemmen.
Han har altid været vild med elektronisk musik.
”Elektronisk musik får mig til at slappe af,” fortæller han.
Steen Hansen er stadig meget aktiv i LGBT-miljøet. Han er blandt andet medlem af den sociale gruppe på Facebook ”LGBT Plus 30”.
”Gruppen startede for 4-5 år siden. Vi arrangerer både stor julefrokost, går i byen og drikker en øl sammen og går desuden sammen i teatret og biografen. Der er bestemt et behov for noget socialt i miljøet. Vi er mest bøsser, der mødes. Jeg har i gruppen fået flere venskaber,” fortæller den 78-årige Steen Hansen i podcastserien Regnbueland til journalist Bjarne Henrik Lundis.
Se også: Kæmper for rettigheder til regnbuepersoner både i Sønderborg og i Europa