SAMFUND

Kæmper for rettigheder til regnbuepersoner både i Sønderborg og i Europa

John Brandt.

Den 31-årige John Brandt er formand for SF i Sønderborg, og samtidig stiller han op for SF til europaparlamentsvalget den 9. juni 2024. For to år siden var han med til at starte en LGBTQ+ gruppe i Sønderborg.

”Vi startede LGBTQ+ gruppen i Sønderborg, da vi kunne se, at der var et behov for, at vi blev set og hørt og var en del af fællesskabet. Vi havde desværre nogle triste eksempler på, at to mænd, der gik hånd i hånd i byen, og transkønnede blev chikaneret. Vi startede derfor foreningen og står i dag blandt andet bag Sønderjyllands Pride,” fortæller John Brandt.

Før LGBTQ+ gruppen afholdt deres første pride, var de udsat for trusler af forskellig slags.

”Vi fik trusler om, at vi ville blive kørt ned og udsat for vold. Politiet tog truslerne meget alvorligt. Vi var alligevel nervøse for, om der ville ske noget. Men det gjorde der heldigvis ikke,” lyder det fra John Brandt.

LGBTQ+ gruppen i Sønderborg står i dag bag den årlige pride med over 600 deltagere.

”Vi mærker, at der er stor opbakning til, at vi LGBTQ+ personer skal have flere rettigheder. Vi holder arrangementer hver 14. dag og forsøger at få byrådet til at indføre en ikke kun LGBTQ+, men en generel ligestillingspolitik i kommunen,” fortæller John Brandt.

 

Som tidligere forperson for LGBTQ+ gruppen har han oplevet, at der har været stor opmærksomhed omkring hans person.

”Som forperson var jeg meget i medierne. Når vi modtog trusler, oplevedes det meget voldsomt. Jeg tror, at det skyldtes, at vi var den første offentlige LGBTQ+ gruppe i byen, som man havde set. Der har i mange år været en LGBT-kaffeklub i byen, men den havde levet et mere stille liv. Jeg begyndte også at se mig over skulderen af frygt for, hvad der kunne ske, når jeg gik hjem fra byen, og der var visse områder i byen, hvor jeg ikke turde gå. I dag har jeg det udmærket med at være bøsse i Sønderborg. Jeg har ikke selv oplevet noget dårligt. Men jeg har fra andre hørt, at der er blevet råbt af transpersoner. Desværre lever transfobien i bedste velgående. Det er der, vi har den helt store udfordring,” mener John Brandt.

Han kan dog mærke, at LGBTQ+ gruppen har fået skabt større synlighed i Sønderborg, og at de bliver nu ofte inviteret ud på skoler for at fortælle om deres arbejde. Desuden arbejder LGBTQ+ gruppen i Sønderborg på at få en rådgivning for LGBTQ+ personer til Sønderjylland, og de har derfor rettet henvendelse til ligestillingsminister Marie Bjerre.

John Brandt har i henved fire år været aktiv i SF i Sønderborg. Han vil ikke kun arbejde for bedre rettigheder til LGBTQ+ personer i Sønderborg, men i hele Europa og stiller derfor op til europaparlamentsvalget den 9. juni 2024 for SF.

”Det er i EU, at værdikampene udkæmpes. Vi har brug for, at EU lægger både økonomisk og diplomatisk pres på de lande i Europa, som har dårligere forhold for LGBTQ+ personer, for eksempel Italien, Polen og Ungarn. Men i lige så høj grad uden for Europas grænser, for eksempel i forhold til både Rusland og USA. EU skal træde mere i karakter og være leder af den fri verden,” mener John Brandt. Han oplever en meget stor interesse for EU, når han er rundt til møder.

”Mange er optaget af, hvad der sker i Europa og rundt i verden. For der er så mange store dagsordener og spørgsmål, blandt andet om ligestilling og klimaet, som vi ikke kan løse alene. Derfor har vi brug for EU,” fortæller John Brandt i podcastserien Regnbueland til journalist Bjarne Henrik Lundis.

Se også: Vi skal trives godt på vores arbejdsplads