SAMFUND

Vi er som en stor familie

Kirsten Hedegaard Movsing.
Foto: Bjarke de Koning

Kirsten Hedegaard Movsing, 69 år, er pensionist og bor i Roskilde. Og så er hun såkaldt superfrivillig i Pan Idræt og fik sidste år foreningens pris for sin store indsats som frivillig i foreningen.  

Hun kom ind i det bøsse/lesbiske miljø tilbage i 1982.

”Jeg blev forført af en kvinde, og så kom jeg ind i det bøsse/lesbiske univers. Og jeg blev meget aktiv og blev også næst-forkvinde i LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, i dag LGBT+ Danmark”, fortæller Kirsten Hedegaard Movsing.

Med i Pan Idræt fra starten

Pan Idræt blev startet i 1984 og var den gang en del af LBL. Og Kirsten Hedegaard Movsing var med fra begyndelsen i Pan Volleyball.

”Vi spillede på en skole nær Svanemøllen station i København. Hallen var alt for lavloftet, og vi spillede en gang om ugen. Jeg syntes, at vi manglede en træner, og vi kom bare og spillede. Bagefter drak vi nogle øller samme og havde det superhyggeligt sammen”, husker Kirsten Hedegaard Movsing.

Sportsugen på Femø

Hun forlod Pan idræt på et tidspunkt og var i stedet med til at arrangere Femø-lejren.

”I begyndelsen var Femø-lejren meget med basisgrupper og kønspolitiske debatter, og det var dengang vigtigt. Jeg havde dog mere brug for nogle arbejdsfællesskaber og var med på for-lejren og med til at sætte lejren op. Desuden var jeg med til at starte sportsugen på Femø, hvor man kunne dyrke alle mulige slags idrætsgrene. Jeg lærte her at spille golf”, husker Kirsten Hedegaard Movsing.

Kan lide at være sammen med både kvinder og mænd

I 2006 kom hun tilbage til Pan Idræt og begyndte at danse her.

”Jeg dansede altid med mine kærester, og når vi ikke længere var sammen, må jeg begynde forfra og vente til, at jeg fik en ny partner”, fortæller Pan Idræts super-frivillige med et smil.  Hun begyndte også at være med i Pan Golf, blandt andet sammen med sin søn, og her er hun fortsat aktiv.

Kirsten Hedegaard Movsing fortæller, at både Pan Golf og Pan Walkathon har kvinder været med til at starte, og derfor er der også mange mænd og kvinder her i dag.

”Jeg kan godt lide, at både er bøsser og lesbiske med. Jeg har mange kvindefællesskaber, det skaber vi lesbiske, og det er meget naturligt. Men jeg kan også godt lide at være sammen med bøsserne”, understreger Kirsten Hedegaard Movsing.

Har brug for LGBT+ fællesskab

Hun har også været med i Pan Outventures og har startet Brætspilsgruppen i Pan Idræt.

”Jeg er pensionist og har tid til at gøre det. Jeg er også med i Pan Idræts event-gruppe, hvor vi laver arrangementer på tværs af idrætsgrenene. Jeg ser Pan Idræt som en stor familie. Nogle dyrker en idrætsgren, mens andre er med i flere”, lyder det fra Kirsten Hedegaard Movsing.

Starter Pan Idræt i Vestsjælland

Hun er også med til at starte Pan Idræt i Vestsjælland.

”Vi har startet Pan Idræt Danmark. Vi vil skabe idrætsfællesskaber for LGBT+ personer i andre byer rundt om i landet. Vi har en person, som gerne vil starte et dansehold i Slagelse, og jeg og nogle andre vil spille bordtennis i Roskilde. Vi prøver derfor sammen at starte Pan Idræt Vestsjælland. Jeg ved, at der bor mange LGBT+ personer i området, og som ikke orker hele tiden at skulle tage til København, når der sker noget. Så jeg tror, at vi kan få mange med”, lyder det optimistisk fra Kirsten Hedegaard Movsing.

 

Se også: Vi skal have større fokus på hadforbrydelser