Verdens flag indtager Rådhuspladsen

International Day Against Homophobia, Transphobia & Biphobia bliver igen i år markeret på Rådhuspladsen i København.

Den internationale kampdag mod homofobi, transfobi og bifobi markeres tirsdag 17. maj på Rådhuspladsen i København, hvor en stor flagdemonstration sætter fokus på de lande i verden, hvor LGBTQ-personer fortsat forfølges. Hovedtaler bliver Minister for børn, unge og ligestilling, Ellen Trane Nørby.

International Day Against Homophobia, Transphobia & Biphobia bliver igen i år markeret på Rådhuspladsen i København, hvor Copenhagen Pride, Sabaah og LGBT Danmark er gået sammen om en kæmpe flagdemonstration, hvor alle verdens flag vil sætte fokus på de lande i verden, som stadig i 2016 kriminaliserer LGBTQ-personer og forfølger mennesker alene på baggrund af deres seksualitet eller kønsidentitet.

Lang vej endnu

“I mere end 75 lande er det stadig ulovligt at være homo- eller biseksuel, og det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt. I visse dele af verden er der enorm lang vej endnu når det kommer til ligestilling for LGBTQ-personer, og vi har et fælles ansvar – på tværs af landegrænser – for at udvise solidaritet og skabe fokus på manglende basale menneskerettigheder”, siger Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride.

Flagdemonstration og taler

Copenhagen Pride medbringer flag fra alle lande i verden til demonstrationen på Rådhuspladsen, hvor deltagere får mulighed for at holde et landeflag og blive placeret på enten den “forkerte side” eller den “rette side” afhængig af det pågældende lands LGBTQ-lovgivning.

Hovedtaler i år er Ellen Trane Nørby, minister for børn, unge og ligestilling, og hun efterfølges af Mark Nielsen, Sascha Aden og Lars Henriksen.

International Day Against Homophobia, Transphobia & Biphobia markeres hvert år den 17. maj over hele kloden. Arrangementet i København begynder kl. 18.30 og forventes afsluttet ca. kl. 20.00.