Under fire Øjne (1932)

Heinrich Olsens lille bog med titlen: Under fire Øjne, med et forord af selveste socialminister Steincke.

Den socialdemokratiske kontorassistent Heinrich Olsen og hans essey om homoseksualitet.

Af Karl Peder Pedersen, historiker, dr.phil.

Helt fra begyndelsen i 1870’erne var Socialdemokratiet fjendtligt indstillet over for homoseksuelle, som man opfattede som udtryk for borgerlig dekadence af værste slags.

Først i 1930’erne begyndte partiet at ændre signaler, og en af nøglepersonerne i dette er K.K. Steincke, der var socialdemokratisk justitsminister 1924-26 og socialminister 1929-39.

Partiet stemte også i 1930 for den nye straffelov, der trådte i kraft i 1933. Selvom der fortsat i en lang årrække gjaldt diskriminerende særregler for homoseksuelle, ikke mindst i form af en højere seksuel lavalder, opfattede mange afkriminaliseringen som et vigtigt skridt mod homoseksuelles ligestilling.

Det gjaldt ikke mindst den homoseksuelle kontorassistent på Tårnby Rådhus Heinrich Olsen.

Heinrich Olsen var ansat på kontoret på Tårnby Rådhus, men var indtil han blev syg Silhuetkunst-ner, bl.a. på Dyrehavsbakken.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B8708

Heinrich Hjalmar Jens Olsen (1899-1983)

Heinrich Olsen var søn af glasmager Carl Johan Olsen og hustruen Henriette Olsen, der boede i Kastrup, hvor Carl efterhånden blev en af de førende arbejdere på Kastrup Glasværk. Han blev også formand for Dansk Glasarbejderforbund, ligesom han gennem mange år var både sognerådsformand og sognefoged i Tårnby Kommune.

Det var derfor ikke nogen vanskelig sag for ham at få sønnen ansat på kommunekontoret, hvor Heinrich blev sat til at passe vej- og kloakregnskabet.

Mange år senere erindrede en af kollegerne fra denne tid om Heinrich, at ”han lagde ikke skjul på, at han foretrak mænd fremfor kvinder”, samt at han var ”leverandør af særprægede og uortodokse synspunkter og udtryk, erhvervet dels under et kort Amerikaophold, dels i sin omgangskreds” (Karl Pedersen: ”Rådhusliv i 30’erne”, Glemmer du, nr. 10, november 2004, Tårnby Kommunebibliotek og Lokalhistorisk Samling).

Familien Olsen i deres hjem C.M. Larsens Allé 9, Kastrup. Fra venstre moderen Henriette Jensine Olsen, Heinrich Olsens og faderen Karl Johan Olsen.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B3916

I 1946 ophørte Heinrich Olsens kommunalansættelse, og de næste mange år levede han af at være silhuetklipper på Dyrehavsbakken, mens han blev boende i barndomshjemmet på C.M. Larsens Allé, indtil han som gammel mand flyttede til Ballerup.

Efter at han i 1972 var holdt op på Bakken, forærede han sin silhuetsamling til Nationalmuseet, hvor man noterede om giveren, at ”han betragtede sit arbejde som kunst, var yderst sirlig og gav sig god tid til silhuetklipningen, så hans portrætter altid var vellignende”.

 

Heinrich Hjalmar Jens Olsen, Silhuet kunstner. Født d. 16. februar 1899. Søn af glasmager Karl Johan Olsen, Kastrup.
Foto: Tårnby Stads- og Lokalarkiv, B8712

Under fire Øjne. Om Homoseksualitet (1932)

I bogen Silhuetter. Skygger på væggen (1998) finder vi et fint lille portræt af Heinrich Olsen, uden at forfatteren, Jørgen Duus, dog nævner, at han var homoseksuel, eller at han havde skrevet noget om dette emne.

Men det gjorde Heinrich Olsen faktisk i 1932, hvor han fik udgivet en lille bog på 46 sider med titlen: Under fire Øjne på det ret ukendte Brandmoses Forlag.

Det mest bemærkelsesværdige ved bogen er for så vidt ikke dens indhold, men at den blev forsynet med et forord af selveste socialminister Steincke.

Ministeren lagde ikke skjul på, at han ikke var udelt begejstret for alle Heinrich Olsens betragtninger, men fremhævede, at han i sin tid som justitsminister havde fået indblik i flere tragiske homoseksuelle skæbner, og derfor gerne ville medvirke til at fremme oplysning om homoseksualitet.

Sikkert spillede det også ind, at både Carl og Heinrich Olsen var gode socialdemokrater, hvilket dog ikke skal forklejne Steinckes modige indsats ved at anbefale den lille bog.

Om motivet til at skrive Under fire Øjne kan vi kun gisne, for det er ikke noget Heinrich Olsen eksplicit kommer ind på, men det falder lige for at kæde det sammen med den nye straffelov, der trådte i kraft året efter.

For, som han skriver, ”vil det nu komme an på en prøve, hvor langt man er nået i forståelse af de homoseksuelle, når jeg sender dette, hvori jeg har været helt mig selv, ud til offentligheden. Dog endnu er de homoseksuelle hadede”.

Heinrich Olsen ville således give den heteroseksuelle befolkningsmajoritet indblik i de homoseksuelles vanskelige livsvilkår, som krævede forstillelse og hykleri, og udgjorde en evig kamp for ikke at blive udnyttet eller afsløret.

Heinrich Olsen var ikke i tvivl om, at homoseksualitet var medfødt, og med kursivtekst slog han fast, at ”en homoseksuel mand er en kvinde; den homoseksuelle kvinde er en mand”. Det var en definition med tydelige, uudtalte rødder tilbage til den tyske homopioner Karl-Heinrich Ulrichs, der så tidligt som i 1868 slog fast, at der for mandeelskende mænds vedkommende var tale om ”en kvindelig sjæl indesluttet i en mands krop”.

I Under fire Øjne finder vi udelukkende henvisninger til dansk litteratur, og her indtager Herman Bangs posthume ”Mine Tanker om det sexuelle Problem” en central plads.

Denne tekst blev skrevet på tysk tre år inden forfatterens død i 1912, men udkom først på dansk i 1927 i det københavnske ugeblad K.T. Smart.

Heinrich Olsen var på ingen måde imponeret over essayet, men fandt dog her en række ting og sager, han kunne bruge i sin egen artikel. Det gjaldt bl.a. titlen ”de fire øjne”, der byggede på forestillingen om, at homoseksuelle i kraft af deres dobbeltnatur så verden gennem begge køns briller.He

Såvel Herman Bangs som Heinrich Olsens skrifter slutter med at omtale fænomenet ”pengeafpresning”, som dengang var uløseligt knyttet til homoseksualitet.

Helt frem til 1970’erne udgjorde de homoseksuelles vigtigste sexpartnere unge, heteroseksuelle, mænd, som de traf i byen og havde sex med – som regel mod betaling, og det gjorde dem i sagens natur meget sårbare for trusler og afpresning.

Forestillingen om at homoseksuelle kunne have sex med hinanden var tiden helt fremmed, og ikke noget som nogen af de to forfattere kom ind på.

Den homoseksuelle var jo pr. definition en kvinde, som skulle have en ”rigtig” mand.

Ikke så mærkeligt, at der over disse tidlige oplysningsskrifter forfattet af homoseksuelle hviler et stærkt tragisk skær af ulykkelig kærlighed, sådan som man også fornemmer det, i det digt af Herman Bang, som Heinrich Olsen afsluttede Under fire Øjne med:

”Giv mig, du døde gud,
giv mig, du tomme himmel
én dag i livets sol,
én dag blot levet fuldt:
i elskov elsket.”