Udskyder lov om dødsstraf til homoseksuelle

Det var planen, at Brunei fra denne uge skulle have indført en ny lov, hvor homoseksuelle straffes med døden gennem stening. Regeringen i sultandømmet har imidlertid udskudt beslutning.
Efter stærk international kritik har Brunei indtil videre udskudt at indføre strammere love, hvorefter homoseksuelle blandt andet kan straffes med døden gennem stening. Regeringen i Brunei har ikke fastsat en ny dato, eller begrundet udskydelsen.
Ifølge avisen Brunei Times vil man dog indføre den nye lov i meget nær fremtid. Således er en stor officiel ceremoni for indførelsen af sharia lovgivningen planlagt til den 30. april.
Udskydelsen kan skyldes at statsoverhovedet i Brunei, sultan Hassanal Bolkiah for tiden er på statsbesøg i Singapore.
Den 67- årige sultan, der har en anslået personlig formue på mere end 100 milliarder kroner hører til de rigeste i verden. Sultanen, der er både statsoverhoved, premierminister, forsvarsminister og finansminister, annoncerede allerede sidste år, at han agtede at indføre sharia lovgivning.
Hidtil kunne homoseksuelle straffes med op til ti års fængsel i sultandømmet. Men med den nye lov straffes homoseksuelle med døden gennem stening.