KULTUR

Udgiver singlen ”Døden i blodet” på World Aids Day

Sanger og sangskriver Rasmus Bosse udgiver nyt album på World Aids Day. For tre år siden fik han selv beskeden om, at han var hiv-positiv.

Sanger og sangskriver Rasmus Bosse udgiver i anledning af World Aids Day sangen ” Døden i blodet”. Samtidig springer han ud som hiv-positiv.

Rasmus Bosse tilegner sin nye single til de 2000 danskere, der i 80´erne og 90´erne døde af aids. Heldigvis er hiv ikke længere en dødsdom, men det er stadig forbundet med stor skam og stigmatisering.

“Jeg håber min sang kan være med til at flytte forståelsen af hiv i dag i forhold til dengang. I Danmark lever ca. 6500 med diagnosen hiv. Mange lever med sygdommen for sig selv. Er man velbehandlet med den medicin, der findes i dag, er der ingen risiko for at smitte andre, og man kan leve et normalt liv”, lyder det fra Rasmus Bosse, der selv er hiv-positiv.

Han fik selv konstateret hiv for tre år siden. En melding der kom som et kæmpe chok. En blanding af frygt og skam førte den erfarne musiker direkte ind i en længere sygdomsperiode.

”Det skyldtes ikke selve hiv-infektionen, men mere det alt det psykiske, der fulgte med”, fortæller Rasmus.

”Jeg fik stress og angst i en sådan grad, at jeg til at begynde med ikke kunne gå udenfor en dør”, tilføjer han.

”Så selvom jeg godt vidste, at hiv ikke længere er noget man dør af her i Danmark, formåede jeg alligevel at fucke min hjerne up – big time”, husker den album aktuelle sanger.

Efter et års sygemelding og et hav af psykologtimer begyndte Rasmus Bosse langsomt at finde sig selv igen gennem musikken, og det at skrive sange.

Singlen ” Døden i blodet” er første udspil fra det spritnye album, Rasmus Bosse udgiver den 1. december. Albummet har fået titlen ”Andre veje” og indeholder en samling sange, der afspejler historier sangeren selv har oplevet eller har oplevet på afstand.

”Uanset hvad livet byder på af op- og nedture, er musikken fantastisk at fortælle med”, siger Rasmus Bosse, der har arbejdet med artister som: L.O.C., Aura Dione, Lars H.U.G, Allan Olsen, Seebach og Ankerstjerne.

Musikken finder du på de platforme du plejer at købe musikken fra. Musikvideoen til “Døden i blodet” finder du lige her.

 

Læs også: Tør du fucke med en hiv-positiv?

Læs mere om Rasmus Bosse her.