To generationer taler ud om kvindeoprør

Den gode nyhed er, at feminismen atter er in. Den dårlige er, at det skyldes, at ligestillingen halter så langt bagude, at den nærmest er yt.

Af Pernille Rübner-Petersen

To nye bøger sætter fokus på kvinders kamp for ligestilling.

Her følger vi fremskridt og tilbageslag for kvinders frigørelse og ligestilling mellem kvinder og mænd. Skrevet af to kvinder fra hver sin generation. Den ene tager fat, hvor den anden slipper. Det er formidabel læsning. Spændende og informativt.

Begge bøger veksler mellem den lille historie om den enkelte, og den store historie om samfundet og viser, hvorledes de påvirker hinanden. Det kører smurt og veloplagt, og gør dem til en fornøjelse at læse. Men.. så bliver man trist.

Bøgerne viser, at samfundsudviklingen ikke altid går fremad. Nogle gang går den også tilbage – eller stagnerer på en måde, som er ganske overraskende. Nu gik det lige så godt. Og det gør det så overhovedet ikke alligevel.

Nu taler jeg (Brev til min datter) af Rikke Viemose, 256 sider, udgivet 21. januar 2022 på forlaget Grif.

Denne gang går vi hele vejen (Kvindepolitiske erindringer) af Vibeke Vasbo, 420 sider, udgivet 8. marts 2022 på forlaget Café Monde

Et subjektivt tilbageblik

Vibeke Vasbos bog, Denne gang går vi hele vejen, er en beretning, der tager afsæt i hendes personlige rejse med Rødstrømpebevægelsen og Lesbiske bevægelse i 60’erne og 70’erne. Begge bevægelser var hun medstifter af og formede aktivt.

Bogens ærinde er således det samme, som i Pernille Ibsens storslåede værk Et åbent øjeblik – Da mine mødre gjorde noget nyt – at skildre Rødstrømpebevægelsen indefra, dens visioner, aktioner, diskussioner, indre splittelse og private omkostninger og vindinger i fællesskabets stormløb.

Et åbent øjeblik er ligeledes en øjenvidneberetning skrevet af en hovedperson midt i orkanens øje. Barnet, som i sine spæde år voksede op med hele syv mødre i et kvindekollektiv. Den bog er baseret på interviews og arkivmateriale, skrevet med journalistisk og historisk metode, hvor mange stemmer kom til orde.

Bogen Denne gang går vi hele vejen er derimod personligt fokuseret af et individs, Vasbos, subjektive tilbageblik.

Vibeke Vasbo debuterede i 1976 med Al den løgn om kvinders svaghed. Foto: Forlaget Café Monde/U Press

Kollektiv kamp

I begyndelsen opfatter mange Rødstrømpebevægelsen for at være et elitært oprør fra få unge kvinder fra solide middelklassehjem med udsigt til universitetsuddannelse og et trygt ægteskab. Men Vasbo opgiver både en akademisk fremtid og ægteskabet.

I en samtid præget af begrænsede og rigide forventninger til kvinder i et patriarkalsk kønsrollemønster, kaster hun sig ud i et korstog mod en mandsdomineret verden, som omfatter både hjemmet, uddannelsessteder og arbejdsarbejdsmarkedet. Vasbo vil have retfærdighed og selvstændighed uden at blive defineret af en mand. Det kæmper hun for i et fællesskab med andre kvinder.

De aktionerer, demonstrerer, skriver, arrangerer diskussionsaftener, basisgrupper og besætter huse. Vasbo afprøver nye kollektive livsformer. Hun forelsker sig i kvinder og bosætter sig med en af dem i Norge. Her bliver hun kranfører.

På få år udvikler kvindeoprøret sig til en massebevægelse med konsekvenser for hele samfundet, mænd og kvinder og efterfølgende generationer.

Kronjuvelen på opgøret med mandssamfundet er Femø-lejren. En verden af kvinder, kun for kvinder, som ser dagens lys første gang i sommeren 1971.

Et personligt tilbageblik

Den andet vidnesbyrd er bogen Nu taler jeg af Rikke Viemose. Den udgør et tilsvarende personligt fokuseret tilbageblik. Ikke som igangsætter eller deltager af en kollektiv bevægelse men af sin egen en-kvinde-hærs kamp for ligestilling. Med sin mand i dagligdagen omkring børn og husholdning og i sit arbejdsliv.

Viemose tror, at hun har ligestilling. Så bevidstheden om diskrimination kommer snigende og overrumpler hende. Et stykke af vejen har hun bagatelliseret sexismen. Men med #metoo og stigende nedgørelse af kvinder på sociale medier og debatfora på nettet, kan hun ikke mere pakke den væk. Det er tid til at tage ordet. Også for sin datters skyld.

Journalist Rikke Viemose har skrevet den anmelderoste bog “Nu taler jeg”.
Foto: Lærke Posselt

Individuel kamp                                    

Med et køligt overblik iblandet malurt at personlig smerte, gennemgår Viemose ulighed og sexisme, som hun oplevede dem i sin barndom, ungdom, på studiet, i arbejdslivet og i privaten. Fra banale fordomme til objektivisering, nedgørelse, direkte overgreb og eksklusion.

Det er ilde set, at hun som barn sidder med spredte ben. Hendes faglighed som journalist ignoreres på arbejdet og i sociale sammenhænge. Som sin mands kone, dufter hendes hår dejligt, siger en af hendes mands venner. Helt konkret oplever hun, at hendes arbejde ikke krediteres. Som ung accepterer hun sex med en mand, fordi hun ikke tør andet.

Da hun som studerende journalist skal i praktik, overvejer hun ikke at tage fra hjembyen Århus til København. Hun ved, at jobmulighederne fremover vil være bedre i hovedstaden, men hun har fået en kæreste. Ham vil hun ikke væk fra.

Den slags hensyn er hendes nye kæreste (som senere bliver hendes mand) fuldstændig fremmed. Kort før afrejse skifter han prompte en udstationering som udenrigskorrespondent ud med en anden, fordi den nye er mere attraktiv. Uden at vide om hun fortsat vil med. Fremtiden ligger ikke mere Buenos Aires men i Moskva.

Thelma og Louise

Parallelt med sin egen historie inddrager Viemose eksempler fra andre kvinder, sager i offentligheden, film og litteratur som støtter og perspektiverer hendes pointer. Et diskriminerende, sexistisk syn på kvinder har influeret hendes liv og samtid. Selv om der også er eksempler på modspil og nybrud.

Stor er hendes begejstring for filmen Thelma og Louise (1991) for dens omvending af kønsstereotyperne. Kvinderne finder sig ikke i ”mere pis fra mændene”.

Udenrigskorrespondenten Vibeke Sperling er et eksempel på kvinden, der trodser mandeklubbens privileger og selv bliver medlem. Men nok desværre også som en undtagelse, der bekræfter reglen om det modsatte. Alt andet lige er det uhyre svært for en kvinde at blive en af drengene.

Eller at blive en kvinde blandt flere kvinder sammen med mændene, sådan som det burde være.

I stedet for et kollektiv oprør, som i Vasbos ungdom, bliver det i Viemoses liv til individets kamp for ligestilling indenfor rammerne af arbejdsfordeling i egen kernefamilie og ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet.

Det kan godt være at man har eget værelse og kan betale huslejen i Virgina Woolfs forstand men det kniber gevaldigt med tiden og det konkrete og mentale råderum til at være i det. Økonomisk virkelighed og traditionelle kønsforventninger begrænser alligevel Viemoses muligheder at benytte ”eget værelse” forstået som karrierevalg og personligt råderum.

Hun indser, at al den ulighed, som Rødstrømpebevægelsens gjorde op med, jordskælvet, som efter sigende ændrede alt, fra loven om ligeløn og fri abort til kønsrollemønsteret i ægteskabet mellem mand og kvinde, fortsatte alligevel. De formelle ændringer betyd ikke nødvendigvis reel ligestilling.

I en verden af mænd

Viemose tøjler sin harme og syder. Som medfølgende hustru til sin udstationerede mand i Rusland dukker sig og navigerer efter bedste evne gennem høj sø af frustrationer, Rollen som mor og arbejdet som journalist skurer mod hinanden. Ydmygelser og manglende anerkendelse kommer ikke bare fra egne mandlige chefer men fra kollegaer af begge køn og sin mands foresatte og venner.

En gang stiller hun sin mand stolen for døren, da hans job i Danmark truer med at overlade hende alt ansvar og besværet med pasning af deres to små børn. Ellers er det et sejt træk gennem børnenes opvækst, der efterhånden skaber en mere ligelig fordeling af opgaverne i hjemmet og en bedre realisering af sit faglige potentiale.

Dog altid med et par skridt bagud økonomisk og fagligt i forhold til sit ambitionsniveau. Brug af forbindelser via sin mands og hans position synes et langt stykke at være vejen frem. En anbefaling fra en anden kvinde boner dog ud med et nyt arbejdsliv som kommunikationsrådgiver.

Men her indgår Viemose desværre i et mandsdomineret arbejdsmiljø med en mandlig chef, der med kommandotone og vilkårlige beslutninger chikanerer sine medarbejdere.

SCUM manifest – en vision om en verden af kvinder

Forud for de første aktioner, bliver Vasbo og hende medsøstre inspireret af feministiske toner fra USA. Bl.a. af et manifest, der munder ud i: ”Det er slut med individuelle kampe. Denne gang går vi hele vejen”.

De bryder sig ikke om den radikale retorik i SCUM-manifestet (SCUM Manifesto), Society for Cutting up Men, som Valerie Solanas ene kvinde skriver. Vasbo er vred, men ”Mandehad! Det var vi så absolut imod”, kommenterer Vasbo i sin bog.

Bogen SCUM-manifest 1) er et frådende karaktermord på hankønnet. Den misogyni, som gennemsyrer mænds udtalelser om kvinder op gennem historien, vender Solanas på hovedet.

Side efter side udskammer hun mænd for deres uduelighed og umenneskelighed og varsler tilintetgørelse af hankønnet. For at redde menneskeheden, altså kvinderne, er det nødvendigt at slå mændene ihjel, udrydde dem. Med mindre de gør sig skadesløse og tjener kvinderne i den nye kvinde-verden skabt i kreativitet og kærlighed.

Solanas prøvede flere gange at få hjælp af Andy Warhol.

Andy Warhol

Med hjælp fra Andy Warhol forsøgte Solanas i 60’erne at få udgivet SCUM-manifestet. Andy Warhol var en særdeles succesfuld kunstner og indflydelsesrig herre i det mandsdominerede fællesskab af kunstnere. Han hjalp hende ikke. For et par håndøre fik hun en birolle i en af hans film.

Forgæves kontaktede hun ham flere gange for at få penge for de manuskripter (hun havde givet ham flere), som hun ikke havde fået tilbage.

I forvejen kendte Solanas til mænds udnyttelse af kvinder som incestoffer og prostitueret. Frustreret og desperat opsøgte hun Warhol og skyd ham. Han overlevede lige akkurat.

Med drabsforsøget som kontekst blev SCUM-manifestet udgivet og delte vandene i modtagelsen. Man rystede på hovedet af det, man opfattede som radikal polarisering af kønnene og en opfordring til at begå vold og mord. Et værk af en sindssyg kvinde.

Selv argumenterede Solanas for, at manifestet var en litterær tekst. Ikke en manual for aktivistiske voldsudøvelse. Og sådan læser man det i dag. En glødende kompromisløs analyse og satirisk kritik af et mandssamfund uden empati, og som tillader vold mod kvinder. Som alternativ udfolder Solanas en vision om en verden overtaget af kvinder.

I dag er SCUM-manifest selvfølgelig en feministisk klassiker.

Femø-lejeren – realisering af en verden af kvinder 

Uanset Vasbos forbehold overfor SCUM-manifest lykkes det hende i fællesskabet med andre kvinder at realisere den kvindeverden, som var Solanas vision.

Uden voldelige handlinger, uden at slå mænd ihjel, med ved åbenlyst at ekskluderer dem, som kvinder altid mere eller mindre skjult er blevet ekskluderet.

Kvinderne stabler Femølejren på benene, improviseret, uden egentlig styring. Man forsøger sig frem, lader fællesskabet bestemme som en stor krop. Det fungerer ikke, og man justerer ad hoc. Konflikter, kaos og uenighed er der masser af.

Ikke desto mindre formår kvinderne at ophæve tyngdekraften i patriarkatet og skabe en ø, et utopisk univers af den kærlige vision om en kvindeverden, som poppede ud af Solanas raseri over mænds misbrug af, og vold mod, kvinder.

Mænd bliver kun lukket ind i lejren for at udføre praktiske opgaver. F.eks. da befalingsmænd og værnepligtige slår militærtelte fra civilforsvaret op. Ellers er her en verden af og for kvinder, der kan være sig selv på egne præmisser og udfolde sig frit. Nøgne og uden spejle.

Femølejren lever fortsat hver sommer. Organiseret en del mere stringent.

Mænds netværk – kvinders succes

Vasbos kamp i og for et kvindefælleskab er et åbent opgør med hele samfundet, dets kønssyn og kønskultur. På en benzin af vrede. Viemose tager sin individuelle kamp i en mere afdæmpet form indenfor rammerne for privatlivets fred.

I sin bog Nu taler jeg beskriver Viemose denne kamp fra en nu sikker havn. Hun har en mand, der tager ansvar, voksne børn, der er feministiske, søn som datter, og et arbejdsliv, der trods skuffelser, omsider er faldet på plads.

Efter at Viemose har indviet læseren i sine trængsler på arbejdsmarkedet for at få respekt og kredit for sine kompetencer og indsats, kan man få en beskæmmende tanke.

Nemlig, at når det lykkedes kvinder som Viemose at få et tilfredsstillende arbejdsliv, så er det, trods anbefalingen fra en kvinde i Viemoses senere arbejdsliv, faktisk adgang til mænds netværk, der får en kvinde frem i verden. Ikke i kraft af egen fortjeneste.

Ikke fordi man som kvinde ikke er dygtig og ambitiøs nok. Det er Viemose og andre kvinder. Men fordi det er via mænds netværk, at man kommer til tops i arbejdslivet. Hvis man formår at drage nytte af en mands indflydelse, anseelse og forbindelser.

Da Viemose vil købe en boghandel, skal hun i banken for at ansøge om et lån. Helt bevidst tager hun strategisk sin mand med til bankrådgiveren. Hun ved at denne demonstration af mandens opbakning er en fordel, måske ligefrem nødvendig, for bevilling af lånet.

Sådan en mand havde Solanas ikke.

Mandlige gatekeepers

For nyligt blev Pernille Rosendahl i anledningen af sin 50 års fødselsdag portrætteret af journalisten Erik Jensen i Politiken.

Det, der vel skulle have været en hyldest af hendes præstationer som sanger og sangskriver, blev til en sexistisk afklapsning. Erik Jensen insinuerede, at det skyldtes Rosendahls kæresteforhold til mandlige musikere, at hun kom frem i musikverden og fik succes.

Rosendahls søster, Christina Rosendahl, reagerede hurtigt på Facebook med en opremsning af Erik Jensens upassende udgydelser. Samt den manglende anerkendelse af Rosendahls talent og succes som udøvende musiker og kunstner, som resultat af hendes egen fortjeneste.

Men måske er det egentlige pointe ikke, at Rosendahl ikke anerkendes for sin musik. Men at man for at få succes, som kvindelig musiker i Danmark, skal være kærester med mandlige musikere for at trænge igennem mandlige gatekeepers i musikbranchen.

Man kan være nok så talentfuld og dygtig men uden adgang til mænds netværk med hinanden, kommer kvinder ikke frem.

It’s a man’s world – stadig.                  

Bøgerne, Denne gang går vi hele vejen og Nu taler jeg er begge kloge dissekeringer af uligheden mellem kvinder og mænd. De udmønter tidsånden i to forskellige tidaldre lige efter hinanden. Herved fremstår kontrasten mellem de historiske perioder stærkt og slående.

Hver for sig er forfatterne fortrøstningsfulde og optimistiske. Selvom kvindesagen tabte terræn op igennem 80’erne og videre frem med svækkelse af Kvinfo, som fik sit budget beskåret og dets bibliotek slået sammen med Det Kgl. Bibliotek i 2018, er Vasbo optimistisk.

Kvinder er mindre højtråbende end tidligere men folk finder sammen på nettet og de unge gør sig synlige. Vi behøver ikke ”at finde os i uligeløn, vold overgreb, seksuel chikane eller angreb på fri abort”, skriver Vasbo

Også Viemose nævner de unges – og inklusiv sin datters – klarsyn. På grund af de unges opråb er feminismen blevet hot igen.

Til sidst i bogen nævner hun en episode, hvordan hun kommer til kort overfor en mand i en diskussion om klogskab på Facebook. Han inddrager en række mænd, ingen kvinder. For at skåne ham for eksponering i det åbne forum, henvender hun sig til ham ”bagom” med et kritisk men godmodigt spørgsmål om de fraværende kvinder. Han overfuser hende fuldstændig – kloge kvinder findes altså ikke!

For at undgå bl.a. den slags udskamning, skal vi være mange, skriver Viemose.

Kom ind i kampen

Kvinder er fanget i et catch 22, hvor feminisme og sexismen bliver vendt mod kvinderne selv, mener hun. Vi opfordres til at komme ind i kampen, men når vi gør, bliver vi stemplet som ”selviske, forkælede narcissistiske og tænker ikke på andre, der har det værre. Vi skal sige fra, men når vi gør det, ”gør vi os til ofre”.

Vasbo indså hurtigt i 60-70’erne, at man ikke kan kæmpe alene: Ikke flere individuelle kampe.

Mens Viemose, fanget af tidsånden i 80-90’erne med en ligestilling, der er tacklet og amputeret, er overladt til sig selv i et ensomt ridt. Frem til nu. Omsider er hun en stemme blandt mange.

Bortset fra hendes erfaringers personlige islæt og brug af nye eksempler fra diverse medier gennem tiden (med glasklare analyser), siger Viemose faktisk ikke noget nyt. Det hele er sagt de sidste 3-5 år.

Det er systematikken og den stringente argumentation, hun gør det med, som betyder, at sexismens mange ansigter og faldgrubber opsummeres med forbilledlig klarhed og præcision. Både i hendes personlige historie og i vores fælles, som den fremstår i medier, kunst og tilgængelig viden.

Men jeg bliver nu mismodig.

Vasbos håbefulde, begejstrede hyldest til kvindesagen med en gentagelse af det manifeste – Denne gang går vi hele vejen – virker utilstrækkelig og forpustet, når man også lige har fulgt den vej, Viemose måtte gå – uden at ville det – men tvunget af omstændighederne. Der er så lang vej endnu. Ligestilling skal hver generation åbenbart kæmpe for.

Kamp var det, og kamp er det stadig.

Godt at Femø-lejren findes. At kvinde-verden lever.

  • 1)   Jeg har genlæst bogen SCUM-manifest i oversættelse af Ellen Bogen fra 2010, forord af Sjón, efterskrift ved udgiveren Charlotte Jørgensen, C&K Forlag. Bogen er genudgivet i 2021 på forlaget Grif med forord af Sanne Søndergaard. Oprindeligt selv-udgivet i USA i 1967, kommercielt i 1968 (Olympia Press) og senere igen selv-udgivet i 1977, revideret og med egen efterskrift.

 

Læs også: Frihed er temaet for årets Copenhagen Pride