Party i provinsen – Gay Pop-Up Bar indtager Fredericia
Der er party i provinsen, når værtshuset Klods Hans i Fredericia tilføjes en ordentlig omgang gayness.
Det er foreningen Gay Pop-Up Bar, der nu er klar til at rulle deres mission ud og indtage Fredericia.
Gay Pop-Up Bar er en gruppe, som arbejder med at udbrede mangfoldigheden og åbenheden i samarbejde med klassiske brune værtshuse. Med deres pop-up events signalerer de, at alle er velkomne hos dem, så længe folk kommer med et åbent sind og nå ja, også gerne godt humør, som de påpeger på deres hjemmeside.
Indtil nu har det kun været hovedstaden, der har haft æren, men tanken har fra start været, at tage ud til mindre byer, hvor det måske er svært for homoseksuelle at springe ud.
Nu sker det, d. 10. juni, pakker folkene bag, bilen med guld, flag og en masse kærlighed og drager mod fæstningsbyen Fredericia. Der har de fået lov til at holde deres Gay Pop-Up Bar nr. 14 på værtshuset Klods Hans. Og præcis som hovedpersonen i eventyret af samme navn, så er det bare med at sige: Hej, her kommer jeg, for de er kække og tør godt love, at det bliver en forrygende aften. En aften, der udover pynt, kolde øl og lækker musik – også vil byde på en ordentlig omgang dragshow.
Når du har gået en tur på byens historiske og smukke volde, hilst på landsoldaten og fundet vej inde bag værtshusets karakteristiske rød/grønne facade, er der tid til show.
En af Jyllands helt store og ukronede Queen: Lathisya Adore, giver den gas og underholder. Malstrøm, der er kendt for sine burlesqueshows og cabareter, vil også være tilstede.
Er vejret godt, tages også stedets gårdhave i brug.
Få alt den info du har brug for i deres Facebook event.
Pride sæson er skudt i gang
Det er Pride måned og den danske Pride sæson er for længst skudt i gang. Flere og flere mindre Prides dukker op i disse år, lig dette events ånd. Har du ikke for mange tømmermænd efter festen her, kan du lørdag hoppe på toget og drage længere op i Jylland til Odder Pride. Om aftenen kan du tage lidt mere mod nord, her afholder Aalborg Pride nemlig DJ battle finale. Som optakt til deres Pride, har de afholdt en række DJ battles, for at finde de helt rigtige Dj´s til dagen. Lørdag d. 11. juni er der så finale.
Vi siger skål, og ønsker god fest med lidt ord fra Hej Matematiks sang: Party i provinsen:
”Der hvor der ingen grænser er,
Hvor der’ plads til, de vilde roser gror,
Party on till the break of dawn (Yeah),
Kulørte lamper der damper,
En nat så flyver vi to,
Til musklerne kæmper i kramper,
Der, der, der’ party i provinsen”