ANMELDELSER

Telefon til afdøde – om den evig aktuelle Dan Turèll

 

Halfdan E og Mads Wille vækker den evig aktuelle Dan Turell til live i “Telefon til afdøde”.:
Foto: Folketeateret

Her knapt 30 år efter sin død er Dan Turèll stadig aktuel. Hans tekster rammer ned i tiden – til hver tid. Teaterkoncerten Dan Turèll og Halfdan E Live – telefon til afdøde, giver fint indblik i deres fine samspil. Oplev det netop nu på Folketeatrets Hippodromen

Musikeren og komponisten Halfdan E gjorde et scoop, da han allierede sig med skuespilleren Mads Wille. For samarbejdet mellem de to om at fremføre en stribe af digteren Dan Turèlls eminente gode digte har ført til en gribende og absolut se- og lytteværdig unik koncertforestilling. Ikke mindst fordi Mads Wille fremfører teksterne nærmest som Dan Turèll selv gjorde det i sin tid. Og da Willes stemme også minder om Dan Turèlls gør det oplevelsen endnu større.

Netop nu kan Halfdan E og Mads Wille opleves på Folketeatret Hippodromen i Nørregade i København. Og når man oplever det, er det, sådan som titlen på forestilling også indikerer ”telefon til afdøde” – som om det var Dan Turèlls egen stemme, man hører. Illusionen er med andre ord nærmest enestående.

Halfdan E og Mads Wille akkompagneres veloplagt af Søren Siegumfeldt på saxofon, fløjte, og sav, og af Lars Terkelsen på electronics af enhver art og slags.

Musik og lyd til Turèlls tekster

Grundlaget for forestillingen, teaterkoncerten, koncertforestillingen, eller hvad man rent faktisk kan kalde forestillingen på Folketeatrets Hippodromen, er Dan Turèlls legendariske digte.

Konceptet er relativt enkelt: Halfdan E har sat musik og lyd til en stribe af Dan Turèlls tekster. Teksterne fremføres af Mads Wille i hvidt jakkesæt, bunden butterfly, og med sorte seler. Desuden, som en særlig gestus til den afdøde digter har Mads Wille til lejligheden malet sine negle sorte. På samme vis som Dan Turèll havde det for mere end 30 år siden, og dermed længe før det blev mainstream, også blandt mænd.

Inspiration fra hverdagen

Til trods for at Dan Turèll kun blev 47 år gammel, han døde af strubekræft i 1993, var han særdeles produktiv i sin relativt korte karriere. Hans imponerende forfatterskab tæller foruden et stort antal digte også 12 kriminalromaner,hvoraf to blev filmatiseret med Michael Falch i hovedrollen, samt fire musikalbum. Samlet tæller hans produktion omkring 100 udgivelser.

Dan Turèll hentede sin inspiration fra dagligdagen og hverdagslivet. Først fra de unge år hvor han levede i Vangede, siden da han boede og levede omkring Vesterbros Torv. Og der var masser af også arbejdsrelaterede steder han hentede sin inspiration: Således har han arbejdet som mælke-og flyttemand, sælger, postbud, journalist, pusher – sådan beskrev han sig selv, jord- og betonarbejder, disk-jockey, vinduespudser, korrekturlæser, men også som jazzanmelder. Og ikke mindst som digter, forfatter, performer, og livsnyder.

Musik i særklasse

Jeg må med skam erkende, at før jeg så forestillingen med Halfdan Es musik, kendte jeg ikke meget til denne, når lige ses bort fra nummeret Mest af alt holder jeg er hverdagen, musik der netop var skrevet til et af Turèlls digte. Nu efter at have overværet forestillingen på Hippodromen, må jeg skrive at Halfdan E´s musik er i en særklasse. Til den absolut gode side. Musik der i den grad klæder Dan Turélls digte til at leve videre.

Jeg må samtidig komme med den erkendelse, at jeg ind imellem ikke kunne lade være med at tænke på et af min ungdoms store musikalske idoler den japanske multikunstner Kitaros fantastiske musik- og lydunivers. Genialt og vellydende, på samme måde som Halfdan Es musik.

Glimrende performance

Samspillet på scenen mellem de tre musikere med Halfdan E selv i front og Mads Wille er super fint, og giver liv og lyd til en stor digters tekster. Absolut en god og seværdig forestilling: Så sæt dig i teatersædet, og nyd musik og tekst, der i den grad går op i en højere enhed, flot fremført af forestillingens medvirkende.

Blandt de tekster det er muligt at høre ved forestillingen kan nævns Sidste tur gennem byen, Jeg skulle have været taxachauffør, men også tekster som Pas på pengene, og som ekstranummer blandt andet Hyldest til hverdagen.

 

Kort om forestillingen

Tekster: Dan Turèll

Komponist: Halfdan E

Instruktion: Halfdan E og Mads Wille

Medvirkende: Mads Wille

Musikere: Søren Siegumfeldt og Lars Terkelsen

Varighed: cirka 120 minutter inklusive kortpause

Spillested: Folketeatret, Hippodromen.

Spilleperiode: Frem til 12. februar 2023

Billetter og spilletider finder du her.

Læs også: Lil Nas X hejser regnbueflaget på årets Roskilde Festival