Svinevalg: Sanger stempler ind i valgkampen

Han har spillet til Pride og op til fest med sine danceable sange. I farverige gevandter og med højt humør har han charmeret og holdt pop- og regnbuefanen højt. Nu stempler sangeren Kærlighedsproletaren, direkte ind i valgkampen. Med sangen “Lille grissebasse” leverer han en kommentar til det mange har døbt svinevalget 2026.
Jonas, der går under kunstnernavnet Kærlighedsproletaren udgiver søndag d. 22. marts singlen ’Lille grissebasse’. Med singlen springer han samtidig ud som politisk sangskriver. Han proklamerer:
“De danske grise fortjener at blive behandlet ordentligt, og det vil jeg gerne stille skarpt på med denne sang. Jeg håber, at den gode energi vil gavne grisene i Danmark i sidste ende.”
Ellers plejer hans sange ofte at handle om fest, farver, flirt, lyst og masser af kærlighed. Altid med regnbueflaget som fast følgesvend, han glædeligt kipper med.
Er nød til at bruge sin stemme
Udgivelsesdatoen er valgt bevidst. Samme dag afholder Dyrenes Beskyttelse en stor svine-demo ved Christiansborg, under overskriften Svinevalg.
”Det her emne fik mig på barrikaderne, fordi det både er så voldsomt og samtidig så normaliseret. Vi taler om et system, hvor omkring 30 millioner grise lider hvert år for eksportens skyld. Det betyder helt konkret, at enormt mange grise bliver sendt ud af landet. At mange af dem også ender på lange transporter under forhold, der er svære at bære bare at tænke på. Danmark eksporterer hvert år omkring 17 millioner levende grise, og Dyrenes Beskyttelse beskriver de mange dyrevelfærdsproblemer, der følger med de lange transporter. Det er, som om vi har vænnet os til noget, vi slet ikke burde have vænnet os til. Og der kan jeg bare mærke, at jeg bliver nødt til at bruge min stemme”, lyder det fra LGBT+ kunstneren
Politik kan hurtigt skabe et skel mellem mennesker
Hvad er dine tanker om at gå af den politiske vej og så ovenikøbet lige midt i en valgkamp?
”Som kunstner er jeg varsom med at bevæge mig ind på det politiske område, fordi politik hurtigt kan skabe et skel mellem mennesker. Mellem dem, der er for, og dem, der er imod. Hele mit musikprojekt handler om at skabe mere kærlighed i Danmark, Færøerne og Grønland og om at samle mennesker,” forklare han og fortsætter:
”Men lige præcis den her sag rammer mig så dybt, at jeg ikke synes, jeg kan lade være. Når vi ved, hvor dårlige forhold mange grise lever under. Når Dyrenes Beskyttelse samtidig peger på, at 25.000 pattegrise dør om dagen, så synes jeg, vi er nødt til at reagere. For mig handler det ikke om at splitte, men om at række ud til folks medfølelse og håbe på, at vi kan skabe en bedre verden, også for grisene.”
Stærk tradition for satire
Danceable rytmer og kras kritik af dyrevelfærden – hvordan får man det til at hænge sammen?
”I Danmark har vi en stærk tradition for satire. Sammen med Fredrik Hjulmand og Frederik Rahbek Nielsen blev vi enige om, at hvis man skal behandle et så alvorligt emne som forholdene for grisene, så kunne den satiriske og poppede form faktisk være den bedste vej at gå. Hvis vi havde lavet sangen helt en til en, tror jeg, mange ville have lukket af med det samme.”

Jeg-fortælleren er en konventionel gris
‘Lille grissebasse’ er en farverig og dansabel popsang, men bag den positive energi ligger en alvorlig pointe om forholdene for konventionelle grise i Danmark. Jeg-fortælleren er en konventionel gris, der ikke ved, hvor dårlige forhold den lever under. Sangen markerer samtidig første gang, Kærlighedsproletaren bruger sit projekt til at gå så direkte politisk til værks.
”For mig er det fedt, at sangen kan opleves på flere planer. Man kan høre den som en glad popsang om en lille grissebasse, der kan lide at danse. Man kan også høre den som historien om en gris, der ikke selv forstår, hvor slemt dens liv egentlig er. Og måske kan man endda også spejle sig selv i den, fordi sangen til sidst åbner op for tanken om at sprænge sine kasser. Det kan vi mennesker også have brug for at gøre. Det har jeg i hvert fald selv.”
Let’s pretend it’s October – ny single fra Queer-artist Jakob Welding

