Jeg elsker en transperson. Derfor er jeg nødt til at sige noget, mange ikke tør sige højt

Debatindlæg:

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg elsker et menneske med kønsdysfori. Mit barns far er transkønnet, og vi deler forældreskabet til vores datter. Derfor skriver jeg ikke dette af had, frygt eller uvidenhed – men af bekymring.

Af Denise Rostgaard

For når man har kønsdysfori tæt inde på livet, opdager man hurtigt, hvor alvorligt det faktisk er.

Det er ikke en trend. Det er ikke identitetsleg. Det er en dyb psykisk smerte, der kan fylde hele livet for det menneske, der lever med den. Når man ser det på nært hold, forstår man også, hvor langt virkeligheden ligger fra de ofte meget forsimplede fortællinger i den offentlige debat.

Alligevel er transdebatten i dag blevet så polariseret, at ærlighed er næsten umulig.

Enten forventes man at støtte enhver påstand og enhver behandling uden spørgsmål. Eller også bliver man hurtigt stemplet som fjendtlig over for transpersoner.

Men virkeligheden er mere kompleks end som så.

Netop fordi kønsdysfori er så alvorlig en tilstand, bør behandlingen også være præget af stor faglig forsigtighed. Som sygeplejerske i psykiatrien arbejder jeg til daglig med mennesker i dyb psykisk mistrivsel, og det har lært mig, hvor vigtigt det er, at sundhedsvæsenet ikke forhaster sig med irreversible løsninger på komplekse problemer.

Det gælder især, når vi taler om børn og unge.

Pubertetsblokkere og hormonbehandling er ikke små beslutninger. De kan påvirke kroppens udvikling, fertilitet og helbred – og vores viden om de langsigtede konsekvenser er stadig begrænset. Derfor mener jeg, at vi bør holde fast i et princip, der ellers er helt grundlæggende i sundhedsvæsenet: Når vores viden er usikker, skal vi være forsigtige.

At sige det er ikke et angreb på transpersoner. Tværtimod.

Jeg ønsker et samfund, hvor voksne mennesker frit kan leve deres liv og træffe beslutninger om deres egen krop. Den frihed bør vi respektere. Men børn er ikke voksne. Og irreversible medicinske behandlinger bør aldrig blive standardløsninger på komplekse identitetsproblemer i en sårbar alder.

Hvis vi virkelig ønsker at hjælpe mennesker med kønsdysfori – både voksne og unge – kræver det ærlighed, faglighed og plads til nuancer. Den plads bør der også være i den offentlige debat.

At beskytte børn og samtidig respektere voksne transpersoner burde ikke være kontroversielt. Det burde være almindelig sund fornuft.

Denise Rostgaard
Sygeplejerske i psykiatrien og folketingskandidat for Dansk Folkeparti

Vild debat om transpersoner: Noah Knudsen – husk mennesket bag