OPINION

I dansk Regnbueråd håber vi på et valgresultat…

Out & About har spurgt LGBT+ organisationer om deres ønsker til en ny danske regering. Her kan du læse dansk Regnbueråds ønsker.

Debatindlæg:

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dansk Regnbueråd håber vi på et valgresultat, hvor regeringen tør se virkeligheden i øjnene. En regering, der bygger politik på fakta – ikke ideologi. En regering, der igen sætter fokus på homoseksuelles og biseksuelles liv.

Af Elisabeth Linea Lynge, forkvinde for dansk Regnbueråd.

Vi ønsker et samfund, hvor du ikke måles på kønsroller.

  • En kvinde kan køre motorcykel
  • En mand kan gå i kjole
  • En pige kan klatre i træer
  • En dreng kan lege med barbiedukker

Det er helt normalt. Det er helt okay.

Din krop er ikke forkert. Dit liv er ikke forkert. Du er den bedste og mest autentiske udgave af dig selv.

Derfor bør al politik tage udgangspunkt i én simpel regel:
Mennesker skal ikke ændre deres krop for at passe ind i snævre kønsroller.

Alligevel støtter staten i dag organisationer, der gør det modsatte.

Millioner af offentlige kroner går til organisationer, der kun bekræfter kønsidentitet – aldrig udfordrer den. Det er et problem.

Det gælder især for homoseksuelle og autistiske børn, da begge grupper ofte lever uden for traditionelle kønsroller.

Frihed til at være sig selv

De ikke brug for medicinske løsninger. De har brug for frihed til at være sig selv.

Børn skal lære, at man godt kan være en feminin dreng eller en maskulin pige – uden at være født i den “forkerte krop”.

Alligevel støtter regeringen organisationer, der arbejder for social transition af børn helt ned i dagtilbud med mange millioner kroner. Det gælder Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn (FSTB).

Efter vores mening er det dybt problematisk.

Vi betragter noget af deres “oplysning” som et overgreb på børn – og som en form for omvendelse af børns homoseksualitet.

Regeringen bør stille flere kritiske spørgsmål

Regeringen bør også stille langt flere kritiske spørgsmål til LGBT+ Danmark. Organisationen modtager hvert år millioner af skattekroner. Samtidig fremfører den påstande om, at biologiske mænd kan blive kvinder og omvendt, og at der findes mere end to køn.

Det er ideologi – ikke fakta.

Når staten finansierer organisationer, bør den også kræve ansvar og gennemsigtighed.

Hvordan beskytter LGBT+ Danmark børn i en organisation, der siger, at alle seksualiteter er inkluderet?

Regeringen bør også forholde sig til, at sundhedsvæsenet i mange år har erkendt, at kønsmodificerende behandling ikke virker på lang sigt – på trods af en stigende mængde forskning på området.

Alligevel åbner LGBT+ handlingsplanen 2026 for forskning i stophormoner og krydshormoner til børn. Her skriver man, at forskningen skal bruges til at forbedre behandlingen.

Dermed binder man forskningen til én konklusion: at behandlingen skal fortsætte uanset resultaterne.

På den måde binder regeringen også forskningen til ideologi.

Vi mener, at vi ved nok nu. Derfor bør medicinske kønsindgreb på børn stoppes.

Intet forbud mod omvendelsesterapi

Vi ønsker heller ikke et forbud mod såkaldt omvendelsesterapi, hvis det betyder, at man ikke længere må stille spørgsmål ved kønsidentitet. Forældre, lærere, terapeuter og læger skal kunne tale frit.

Det er ikke had. Det er omsorg.

  • Omsorg for børn.
  • Omsorg for homoseksuelle.
  • Omsorg for kvinder.
  • Omsorg for transpersoner.

Vi ønsker en regering, der tør se virkeligheden i øjnene.

En regering, der bygger politik på fakta – ikke ideologi.

Og en regering, der igen sætter fokus på homoseksuelles og biseksuelles liv.

Så gay kan blive happy igen.