Stor debat ved Copenhagen Pride – Menneskerettighedsprogrammet bugner

Foto: Tobias Jørgensen
Copenhagen Pride Week er i fuld gang. Bygninger, reklamer, de sociale medier og folks opdateringer flyder over med Pride historier. Dykker du ned i programmet, vil du hurtigt opdage, at det er fyldt med gode og indholdsrige debatter. Menneskerettighedsprogrammet kommer vidt omkring. Lige fra transpersoners ret til sundhed, forbi Har Gud et køn?, til LGBTI+ Fetichmiljøets historie.
Meget af det sker i debatteltet på regnbuepladsen, Hovedkassen på selve Rådhuset og ellers rundt om i byen. Har du ikke allerede været afsted, så er det her at der er skabt et rum for Oplysning og debatter sætter fokus på menneskerettigheder og forskellige aspekter inden for LGBT+ relaterede emner. Igen i år er det Copenhagen Prides ønske at fremme diversiteten i målgrupper og temaer.
Udpluk af programmet
Du kan se hele programmet på Copenhagen Prides hjemmeside, i det trykte program eller i App´en. Her en lille håndfuld af de debatter der finder sted.
Medfædres manglende rettigheder
Tidspunkt: Tirsdag d. 16. august – kl. 16.00.
Sted: Hovedkassen
Deltagere: Brian Risbjerg, Søren Juliussen, Kaspar Mørk Arianto.
Søren Juliussen har stillet et borgerforslag for at give medfædre samme juridiske anerkendelse som medmødre allerede har. Skævvridningen har konsekvenser for både børn og fædre f.eks. i mødet med sundhedsvæsenet, dagtilbud og ved sygdom eller død. På få dage fik borgerforslaget nok underskrifter til at kunne blive taget op i Folketinget. Kom og hør Søren og andre fædres perspektiver på hvilken reel betydning anerkendelse af medfaderskabet vil have for familielivet i hverdagen.
Panelet modereres af Mikkel Raahede fra DARE. Deltagerne, som alle er fædre i regnbuefamilier, vil tale ud fra deres eget familieperspektiv, men også ud fra deres engagement i kampen for bedre rettigheder til medfædre. Andreas Nielsen vil også deltage, på vegne af LGBT+ Danmark.
Status på queer ukrainere
Tidspunkt: Tirsdag d. 16. august – kl.18.00.
Sted: Debatteltet, Regnbuepladsen.
Det er seks måneder, siden den aktive fase af den russiske invasion af Ukraine startede, og vi vil se tilbage på denne periode og tage højde for den aktuelle situation. Repræsentanter fra KyivPride vil både tage fat på situationen for personer, der er blevet tilbage, og udforske queer-ukrainere der hidtil er ankommet til Danmark. LGBT Asylum vil bidrage med kontekst omkring ændringerne i den politiske og juridiske tilgang til (visse) flygtninge, der ankommer til Danmark.
Mellem funding og frihed
Tidspunkt: Onsdag d. 17. august – kl. 16.00.
Sted: Debatteltet, Regnbuepladsen.
Deltagere: Yanaba Mompremier Rymark Sankoh, sekretariatsleder i LGBT Asylum, Sama Ben Haddou, sekretariatsleder i Mino Danmark, Lars Østergren, direktør hos Aids-Fondet, Benjamin Hansen, forperson hos Copenhagen Pride,Violeta Ligrayen Yañes, sekretariatsleder i Normstormerne
Mange LGBT+ organisationers arbejde er betinget af den økonomiske støtte de kan opnå fra politiske organer. En støtte, der på den ene side er skattet, fordi den muliggør det vigtige stykke arbejde mange af dem laver. Men også en støtte, der kan virke begrænsende på interesseorganisationers interesseret i at sige f.eks. politikere imod af frygt for at miste deres opbakning. I denne debat inviteres der en række LGBT+ organisationer til en dialog om balancen mellem funding og frihed.
Uden samtykke
Tidspunkt: Torsdag d. 18. august – kl. 16.00.
Sted: Debatteltet , Regnbuepladsen.
Der er problemer med seksuelle overgreb i miljøet. DR-dokumentaren “Uden samtykke”, der blev sendt i maj og juni, satte fokus på dette, hvor seks seje mennesker stod frem med deres personlige fortælling. Copenhagen Pride ønsker at sætte fokus både på problemerne i miljøet, men også på det generelle samfund og de problematikker, dokumentaren løftede sløret for, hvor både politiet og center for seksuelle overgreb fik kritik.
Workshop: Sex med dig selv?
Tidspunkt: Torsdag d. 18. august. – 17.00
Sted: Aids-Fondet, Vestergade 18E
Hvad er sex med dig selv? Og hvad kan du egentlig få ud af at onanere? Solosex er (desværre) stadig i 2022 omgærdet af en del mystik og skam. Kom med til workshop, hvor vi tager bladet fra munden og finder ud af, hvordan vi bliver bedre til solosex – og hvad det betyder for din seksuelle sundhed at lære din egen krop at kende. Klinikansvarlig i Checkpoint og specialist i sexologisk rådgivning Ditte Maria Bjerno Holst og klinisk sexolog Tonny Bønløkke Hertz guider os trygt gennem aftenen.
Hele programmet finder du her.
Læs også: Unge queers tager ordet i Operaens Foyer