Stav til sex – online!

Foto: Future V

Nyt dansk digidrama sætter fokus på det, som også for de helt unge kan være svært at tale om: Sex og kærlighed.

 

Coronakrisen og det faktum, at vi længe ikke har kunnet have et traditionelt kulturliv, har fået mange kulturinstitutioner, herunder også teatre, til at tænke alternativt. Lidt afhængig af øjnene der ser, slipper de mere eller mindre heldigt fra det.

Et af de teatre, der har forsøgt sig med et nyt tiltag er Future V, der har skabt forestillingen STAV TIL SEX – ONLINE! Forestillingen er et nyt dansk Digidrama, eller online seksualundervisningsteater i alfabetform for 8. klasse – 1. g.

STAV TIL SEX – ONLINE!

I Stav Til Sex -Online! møder vi Zarah, spillet af Laura Skjoldborg, og Bertram, spillet af Mikkel Becker Hilgart.

De to venner er, som tilskuerne er det via zoom til forestillingen, online bag hver sin skærm. Begge synes det er svært at tale om sex og kærlighed, for hvordan og hvem begynder? Hvordan slutter man? Hvad må man tale om? Og er det egentlig ikke pinligt at tale om dét?

For at gøre processen at snakke om sex og kærlighed nemmere, beslutter Zarah, der definerer sig selv som lesbisk og Bertram, der betegner sig som biseksuel, at tage alfabetet i anvendelse. Hvert bogstav i alfabetet et ord relateret til sex og kærlighed.

Så ved gennemgangen af hele alfabetet fra a til å, sætter de ord på nogle af de tanker, de hver især og sammen gør sig med alt fra a for anal, til s for skamlæber, men ups nåh nej, det må man ikke kalde dem, for der er jo ingen skam ved dem, som de konkluderer, hvorfor de anvender et andet ord. Videre snakker de bogstav for bogstav til de når til å.

De to taler direkte ind i kameraet om alt fra kroppens udvikling, til fri adgang til porn 24 time i døgnet, men også om overskridelse af personlige grænser, om hvordan kønsdelene ser ud, og ikke mindst må og skal man dele nøgenbilleder på nettet? Og gør man det, hvilke konsekvenser har det så, for den der er på billedet, for modtageren, og hvordan er det nu lige med strafansvar at dele personlige billeder på nettet? Der er jo lige det med digitale krænkelser.

Kommer vidt omkring

Zarah og Bertram kommer vidt omkring i deres snak, og manuskriptforfatter Sofie Diemer benytter blandt andet lejligheden til at slå et slag for, at man ikke deler nøgenbilleder, og at der kan gøres strafansvar gældende, hvis man medvirker til spredning.

Om der er for mange moralske løftede pegefingre er nok op til den enkelte at vurdere, og der spiller alder, modenhed, livs-, kærligheds- og sexerfaring nok en stor rolle. Personligt synes jeg, at det bliver lidt for meget, omvendt er det godt oplæg til en fortsættende snak i klassen om det.

Foto: Future V

Oplægget til forestillingen

Som indledningsvis nævnt opføres forestillingen online, og dermed kan 8. klasserne, 1. g´erne, eller hvem der har lyst at kigge med, få en fælles oplevelse, som der efterfølgende kan tales sex og kærlighed ud fra.

I oplægget til forestillingen lyder det at ”STAV TIL SEX er skabt med et ikke-heteronormativt udgangspunkt og vil styrke unges viden om kønsidentiteter og mulige seksualiteter. Ud fra et frisindet og sexpositivt udgangspunkt ønsker vi at starte en samtale om alt det, der for mange unge kan føles svært og uoverskueligt at tale om.”

Den første forelskelse

Erkendt, jeg er ikke ”årgang» 8. klasse eller 1.g., men kan da huske, hvordan det var, at være i den alder. Min egen spirende homoseksualitet havde jeg endnu ikke fået sat ord på. Men erindrer da tydeligt, hvor hemmeligt forelsket jeg var i et par fyre, både da jeg gik i realklassen og senere i 1. g. (Torben, og Arne, hvis I læser med – ja, det var jer! – så nu ved I det.)

Det var en på mange måder svær tid. Det er jo dejligt, hvis Future V med forestillingen STAV TIL SEX, rammer nutidens unge lige der i livet, hvor det er allersværest at få sat ord og følelser bag sex og kærlighed.

Forestillingen er i sin form meget direkte. Vi præsenteres for såvel drengens som pigens, kvindens som mandens, eller hvilket køn man nu bekender sig til, ”private parts”. Og nej, der er ikke sparet på effekterne.

Foto: Future V

Er i tvivl

Her et par dage efter jeg så online premiereforestillingen sammen med 30 andre, er jeg stadig i tvivl. Var det for direkte? Vil nogle kunne føle sig skræmt? Pirrer det til en spirende nysgerrighed, eller vil nogle tænke, nååå det vidste jeg da allerede. Erkendt kedede jeg mig lidt undervejs i den 55 minutter lange forestilling, men indrømmer det åbent i erkendelse af, at jeg ikke er målgruppen for forestillingen.

Og jo jeg tænker også, at kan være svært at overføre en forestilling, der måske skulle have været på en scene til et medie, som de digitale platforme, diverse screens er. Samtidig havde jeg svært ved at identificere Zarah og Bertram som gående i 8. klasse eller 1.g. Personligt synes jeg mimikken var alt for overspillet, men tænker at instruktør Pelle Koppel, har følt det nødvendigt for at få budskaberne ind, læs ud.

Out & About tildeler 3 regnbuer til STAV TIL SEX – ONLINE!

 

Kort om STAV TIL SEX – ONLINE!

Spiller til 7. maj 2021

Varighed: Ca. 55 minutter.

Målgruppe: 8. – klasse – 1.g.

Manuskript: Sofie Diemer

Instruktion: Pelle Koppel

Medvirkende: Laura Skjoldborg og Mikkel Becker Hilgart

Krav: Zoom downloaded til computer, tablet eller telefon.

Billetter her

Pris: 40 kr. pr. person ved mere end seks personer. Der kan aftales særlige spilletidspunkter for over 50 elever.

 

Læs også: Opera og sommerballet under åben himmel